Mestallaista!

Nr. 1 i Segunda División med 50 point efter 22 kampe, og en målscore på +20.

- Sådan lyder bold.dk’s oversigt over genopstandne Elche CF, der er i færd med en vaskeægte rekordsæson i Segunda División.

Selvom vi snakker en af Segundas mest sekundære klubber med 14 mellembløde sæsoner i streg her, og Primera-bold senest dengang omkring Murens fald, er Franjiverdes på mange måder en sovende kæmpe - boomende industrier, moderne faciliteter, bred opbakning, gamle traditioner, lokal rivalisering, ærgerrig lillebrormentalitet og ikke mindst et stærkt hold.

——

——

Industrier

Elche, Elx på valenciansk, er ligesom Valencia by undervejs i skiftet væk fra primærerhverv såsom landbrug og fiskeri over til en moderniseret handel og turisme beskæftigende 20% af de arbejdsdygtige ilicitanos i dag. Byen er uomtvisteligt bedst kendt for at producere noget så eksotisk som fodtøj, med over 1.000 skofabrikker, og således har Elche med den relativt tidlige adoption af jernbanen i 19.århundredet gennemgået et boom som europæisk skoleverandør.

Med få kilometer til østkystens turistperle, Alicante, synes industribyen at blegne i kontrast hertil, men Palmeral de Elche-plantagen med over 200.000 palmetræer er beviset på et af landets bedst velbevarede naturlandskaber - optaget i UNESCO’s verdenskulturarv siden år 2000. Mange antager fejlagtigt Elche som blot en forstad til Valencia, men byen og lokalområdet er til en vis grad selvforsørgende med bl.a. en international lufthavn, såvel offentlige som private universiteter samt hele 230.112 indbyggere. Dette rangerer Elche som regionens 3. største by og landets 20. største by - bedømt herudfra hører klubben altså hjemme på Primera Divisións yderste plads!

——

——

Faciliteter

Estadio Manuel Martinez Valero - opkaldt efter klubpræsidenten fra 1962-82 - blev bygget så sent som op til afholdelsen af VM 1982, hvor det bl.a. huserede Ungarns 10-1-rekordsejr over El Salvador (sorry, bold.dk-bruger Deportivo FAS…), så hos UEFA figurerer stadionet højt som et 4-stjernet elitestadion. Med kapaciteten på 39.000 sæder er det Alicante-provinsens samt Segundas største sportsarena og har foruden Copa del Rey-finalen tilbage i 2003 huseret det spanske landshold i såvel venskabs- som kval-kampe. Estadio Manuel Martinez Valero inkl. både træningscenter, svømmebassin, videolokaler, pleje-/massagecenter, 1.800 P-pladser, handicap-venlig infrastruktur samt hele 5 omklædningsrum, 8 kantiner/restauranter og 26 mediebokse. Herudover har Elche CF naturligvis lejet administrative kontorlokaler og merchandise-butikker.

——

——

Opbakning

Fanskaren har altid hørt til blandt Segundas allerstørste, og således nyder klubben godt af beliggenheden ind mod det sydvestlige fastland, hvor publikum strømmer til fra relativt store byer som Elda, Crevillente, Santa Pola, Alicante og sågar Murcia. Som lokalområdets bedste bud for en arbejderklasse byder Elche CF angiveligt på den bedste stemning såvel kvantitativt som kvalitativt. Mange fans og generationer har med andre ord holdt ved siden de glade Primera-dage. Estadio Manuel Martinez Valero, som har Segundas største kapacitet foran Las Palmas’ 31.250 på Estadio de Gran Canaria, udfyldes gennemsnitligt af ca. en tredjedel, 11.946, hvilket tal som minimum må forventes at fordobles ved en evt. oprykning til Primera División.

Økonomisk er Franjiverdes først og fremmest bakket op af den 56-årige præsident, José Sepulcre Coves, der er en lokal entrepreneur og medlem af det spanske fodboldforbund (RFEF) - allerede her er man en ikke helt ubetydelig spiller i systemet. Coves har været præsident siden 2006, kommer direkte fra stillingen som vicepræsident, og så var hans far Joseph Elche-præsident for to årtier siden, så jobbeskrivelsen var som udskrevet allerede tidligt i Josés karriere. Hvad der er endnu mere interessant er imidlertid, at Elche CF som regionens eneste klub er finansieret af Valencia-staten med mere end 5% af de samlede aktier - og da landets sportslov samtidigt forbyder en region at “støtte” flere end én lokal klub med +5% finansiering, vil Elche CF formentligt nyde godt af denne fordel en rum tid endnu.

——

——

Traditioner

Siden klubbens etablering i 1922, og Primeras ditto i 1929, har Franjiverdes mænget med det fineste selvskab i alt 19 sæsoner. Her oplevede man storhedstiden op gennem de 60′erne og dels 70′erne - kulminerende ved 5.pladsen i ‘65 og Copa del Rey-finalen få år senere. Selvom hans eftermæle blev noget blakket efter skiftet til lokalrivalen, Hércules, var Elches absolut største profil paraguayanske Juan “Romerito” Romero, 80 mål i 187 kampe, sammen med den honduranske makker i form af José “Indio” Cardona. Til 10′er-rollen bag angrebet hentede man senere den lille buttede Boca Juniors-darling, Marcelo “Mandrake” Trobbiani, hvis taktiske og disciplinære track-record tydeligvis nød godt af Elches “hårde skole”, inden han i karrierens efterår vendte hjem til Boca for at fodboldpensioneres sammen med ingen ringere end ham der Diego “Barrilete Cósmico” Maradona. Af lokale legender skal klart nævnes Juan “Asensí” Ripoli, der efter tre sæsoner i Elche nåede små 400 kampe i FC Barcelona og 41 landskampe, hvorimod den nationaliserede paraguayaner Eugelio “Kokito” Ramiro tog den omvendte vej fra Barca til Elche. Generelt havde Elche CF stor forkærlighed for især paraguayanske spillere og har således et renommé i Paraguay.

Godt nok var Franjiverdes ikke den 1. valencianske klub til at joine “storebror” i Primera - dét var netop Hércules i 1935 og hernæst fulgte Levante i den med borgerkrigen midlertidige “middelhavsliga” - men Elche var ikke desto mindre fast bestanddel lige siden debutsæsonen foran sølle 4.000 hjemmetilskuere på det hedengangne Altabix i 1959 og dernæst en kapacitet på blot 12.000 over et årti frem - ligaens klart mindste stadion. Hvor Hércules med deres større armbevægelser og sats vanen tro rutsjede med “elevatoren” og rent faktisk forblev underneden Primera División under det meste af Elches succesperiode, var Franjiverdes‘ setup altså mere slidstærkt. Først under “fattigfirserne” smuldrede fundamentet, omend Elche med lidt mere held reelt kunne have rykket op i Primera flere end de to gange (i 1980/81-sæsonen var man 1 point fra oprykning), så i 90′erne rykkede klubben for 1. gang ned i det “nye” divisionssystems Segunda División B. Herfra skulle man have svært ved at oprykke den næste håndfuld år, men siden årtusindeskiftet har Franjiverdes altså befundet sig solidt i Segunda - forrige sæson var man sågar blot ét mål fra at oprykke mod Granada i den afgørende playoff-finale, mens man sidste sæson havde duksepladsen helt indtil nytår. Tendensen har ligesom været dér.

——

——

Rivalisering

Arvefjenden er og bliver Hércules fra nabobyen, Alicante. De to etableredes ganske enkelt samme herrens år i 1922. Ligesom føromtalte skildring af byerne har Hérculanos altid fremstået som den mere glamourøse klub med i nyere tid enkelte afstikkere op til landets fineste selvskab, senest i 2010/11 hvor man slog Barca på eget græs, samt haft verdensstjerner såsom Mario “El Matador” Kempes, “Valdo” Machado, Roberto “El Macho” Figueroa, Jorge “El Grillo” Roldán (1. udlandsprof i Guatemala) og vel senest David “Trézégol” Trézéguet.  Til kontrast er Franjiverdes herimod arbejderklassens stabile bastard med én sæson færre end Hércules i Primera División - endnu et tegn på El Gran Derbi de Alicantino. Ligesom mange andre lokalopgør opstår altid optøjer under gåafstanden mellem de to byer. Den samlede head-to-head-statistik mellem de to rivaler føres snævert af Elche med én sejr. Nu er Hérculanos så ved at rykke ud af Segunda, hvorfor Franjiverdes åbenlyst ikke længere ser grund til at blive dernede… De to klubber tørner i øvrigt sammen, i Elche, på lørdag! Kan varmt anbefales at se.

I et større perspektiv grænser Elche op til Murcia-regionen, hvor Real Murcia tilsvarende er en etableret Segunda-klub med Primera-sæsoner senere end Elche CF. Det ville sågar ikke være forkert at kalde Los Pimentoneros, med en helt regional opbakning, en mere etableret klub end Elche - relativt store navne som Mehdi Nafti, Francisco Molinero og Javi Matilla kaster fortsat stjerneglans over Murcias stolthed. Igen snakker vi en meget snæver head-to-head, hvor Murcia imidlertid fører med 2 sejre flere.

Elche har dog rigelig konkurrence i Valencia-regionen, hvor Franjiverdes blot er ét af flere eksempler på regionens sportslige og økonomiske fremgang efter en række pauvre år. Den lokale liga lige under Elches Segunda, som hedder Segunda B Gruppe 3 og dækker over hold fra det meste af den spanske østkyst inkluderet Catalonien og Baleariske Øer, har således i skrivende stund lutter valencianske klubber på de 4 øverste playoff-placeringer om at komme op at kæmpe med hold som Villarreal, Hércules og Elche. Det måske allerbedste eksempel hernede skal findes i den konkursramte Elche-klub, Torrellano Illice CF, der efter skarp konkurrence med Franjiverdes måtte dreje nøglen om og rykke lidt nord på under det nye navn; Hurracán Valencia CF. Som navnet antyder, har klubben siden etableringen i 2011 taget lokalområdet med storm takket være topplaceringer i denne Segunda B3 - efter at have tabt i sidste sæsons ærgerlige playoff ligger man altså nu igen til Segunda-oprykning.

——

——

Lillebrormentalitet

Som stavnsbundet til Valencia-regionen tilstræber Elche CF naturligvis at drille den valencianske elite og navnligt Valencia CF - øjeblikkelig nr. 8 på UEFA-koefficientlisten. Set fra VCF’s side af bordet er rivaliseringen naturligvis mindre udtalt, og således har Los Ché med stor succes udlejet et af klubbens mest lovende talenter, Carles Gil, der tidligt i sæsonen blev topscorer og er sikker starter. Lillebror-rivaliseringen er med andre ord ikke lige så udtalt som hos andre provinsklubber såsom Hércules, Castellón og Villarreal, hvormed Elche har potentiale til at leje og generelt nyde godt af Valencias talentmasse, skulle man nå op i Primera División. Seneste officielle kamp mellem de to klubber dateres da også helt tilbage til 13. maj 1989, hvor Elche CF ude tabte 3-1 til “storebror” for så at ende som Primeras prügelknabe - Valencia endte i øvrigt 4′er og vandt Copa del Rey denne sæson. Head-to-head-statistikken siger 18/9/11 i Valencias favør, så det vidner om en vis historisk storhedstid for Franjiverdes.

——

——

Holdet

Vigtigst af alt er Franjiverdes et balanceret hold baseret på fortrinsvis spanske spillere. Som tabellerne afslører, skal styrken findes i defensiven - i de hidtidige 22 kampe er imponerende 12 mål lukket ind, mens topscoreren er venstrebacken Albácar med 6 mål. Keeper Manu, et Real Madrid-reject som siden hen har været i bl.a. Levante, har naturligvis en stor aktie i denne rekordstatistik, men i virkeligheden skal man nok snarere kigge på fireback-kæden - foruden den målfarlige venstreback er det allerstørste scoop gjort i modsatte side med uruguayanske Suárez, der som blot 24-årig allerede har masser af Primera-erfaring fra Sporting Gijon, mens baskiske Etxeita som en anden Goikoetxea høvler modspillere ned og mål ind på samlebånd.

Holdets omdrejningspunkt er imidlertid anfører Generelo, der sammen med midtbaneterrier Fidel udgør en meget balanceret midtbane. Holdets bedste spiller er ubestridt den Barca-skolede højrekant, Jordi “Xumi” Xumetra, der huskes for sit vaskeægte golazo fra egen banehalvdel og ad flere omgange har været rygtet til Valencia CF. Den erfarne Girona-catalaner er ganske komplet og kan derfor rykkes rundt på banen alt efter behov, og han er i indeværende sæson Elches mest assisterende spiller foruden de 4 ligamål.

Helt i front har man en anden spiller fra Girona, nemlig Ferran “Coro” Corominas, der imidlertid er af “den anden skole” i Espanyol. Dette forklarer muligvis en trods alt skuffende målhøst på 5 stk., hvor en anden mulig forklaring dog kan være det store arbejdsraseri påkrævet for at spille sammen med en ung kreativ angrebsmakker. Her kommer Valencia-lejesvenden, Carles Gil, ind i billedet med sin sensationelle sæsonstart. Et fantastisk talent, om jeg må. Som gardering til Gil har man så sent som her i januar hentet et andet Valencia-(evigheds)talent i form af 23-årige Aarón Ñíguez, der med erfaring fra både Celta Vigo, Glasgow Rangers og samtlige U-landshold stadig kan nå et gennembrud for at blive tungen på vægtskålen sidst på sæsonen - det er allerede blevet til det 1. ligamål for Elche. Det er i øvrigt sjovt med Aarón - han er faktisk født i Elche, for hvem hans far José “Boria” Antonio også spillede Primera División i 1989, men alligevel vender Aarón først “hjem” nu; hvilken timing. I går, 23. januar, har man tilmed lejet Manchester United-angriberen, Macheda, hvilket må siges at være lidt af et scoop - alene sidestillet Nicki Bille samt César Santín-rygtet!

Sidst, men ikke mindst, må vi ikke glemme træner Fran Escribá. Et relativt ungt og ubeskrevet blad, der som aktiv kom op igennem og senere har trænet Valencia CF’s ungdomshold. Han rejste siden hen rundt som assistent for den tidligere VCF-træner, Quique Flores, for hvem Escribá beskrives en protegé. Hvis dette er tilfældet, har vi at gøre med et pokkers dygtigt og velklædt trænertalent med vægt på en solid organisation, omstillingsspil og dødbolde ned til mindste detalje - sammenligninger med selveste Mourinho har allerede lydt. I 2011 brød Escribá altså samarbejdet med Flores, da sidstnævnte drog ud på et eksotisk eventyr til Al-Ahly, mens Escribá året efter blev tilbudt stillingen som cheftræner hos Franjiverdes - dette sats gør blot deres sæson dét mere imponerende.

——

——

En ting er sikkert; havde man inden sæsonen sagt til mig, at Elche CF her over halvvejs inde i Segunda ville være rekordsuveræn duks, med 11 point ned til forfølgeren og på bekostning af selveste Villarreal midt i tabellen, ville jeg have kaldt vedkommende skingrende gal. Dét sagt, håber jeg inderligt, at de vender tilbage til Primera efter små 25 år i palmeskyggen, da regionen savner konkurrence fra mere end blot 2 klubber, men hvordan vurderer I chancerne for oprykning - også for Villarreal? Og hvad kan Franjiverdes evt. drive projektet til i Primera División?

——

Amunt, Franjiverdes!

Den 23. maj 2001 på San Siro. Straffesparkskonkurrencen forlænges. Knald eller fald nu.

En ranglet argentiner, som aldrig var skænket en tanke i denne ædle disciplin, går til bolden - Kahn parerer, selvfølgelig. Sukkende træder “Den Anonyme Dræber” tilbage fra rampelyset. Det rampelys, som han egentligt aldrig har brudt sig om. Fast besluttet, at han en dag vil give klubben chancen for at revanchere hans fiasko i fodboldens forjættede land. En fiasko var han dog så langt fra, fordi som han selv siger:

(Læs mere)

I Verdens måske to bedste ligaer tilkæmpede Arsenal og Valencia sig 3. pladserne og dermed den vigtige adgang til det forjættede land, Champions League. Men faktisk har de to langt mere til fælles…

–

Så, er Valencia blevet det spanske svar på Arsenal? Jeg mener det. Uden, at der skal gå for meget populærmusik i sammenligningen, ser man altså en række ligheder de to klubber imellem, hvor man ud over at være “best of the rest” kan finde fælles fodslag om:

- Talentudviklingens Røde Tråd

- Boldførende spillestil

- Holdsammensætning

- Økonomisk ansvarlighed, men umiddelbart Haltende efter De Store

- … men dog “best of the rest” seneste sæsoner

- Stabil ledelse

- Klubloyalitet, og så alligevel ikke!

- Perspektiver

Det gav dog lidt forbløffelse og morskab, da jeg første gang anede en sammenligning, fordi der er egentligt ikke de store minder direkte indbyrdes mellem Gunners og Los Ché? Nogle år tilbage så jeg en præsæson kamp, som vi vandt 2-0 - takket være en vaskeægte “tunnel” af David Villa, men ellers skal vi faktisk helt tilbage til ChL og det hedengangne 2. gruppespillet i 2002/03. Her trak vi også det længste strå med puljesejr over også Ajax og Roma, men kampene har jeg ikke i frisk erindring, og derfor finder jeg det spændende at se hvor holdene står i forhold til hinanden midt i al snak om Verdens bedste liga.

——

——

Talentudviklingens Røde Tråd

Begge klubber har en forunderlig evne til at scoute og udvikle talenter. Hvor Arsenal allerede tidligt gjorde sig meget i den teknisk stærke franske fodbold, er Valencia seneste par år kommet med i den franske invasion med talentfulde navne som Feghouli (Grenoble), Tino Costa (Montpelliér) og vel til dels Mathieu (Toulouse) og Rami (Lille) - alle vante startere på årets VCF-hold. Kulminerende i, at Arsenal og Valencia nu linkes sammen med mange af de samme folk såsom Giroud, Belhanda og Debuchy.

- Valencia og Arsenal er nemlig lige under den øverste hylde både økonomisk og sportsligt, og således haves lidt større albuerum til at talent- og konceptudvikle - men også kun til en vis grad, fordi subtop-rivalerne og rigmændene nærmer sig altså… De unge og uprøvede talenter ved dog fortsat, at begge klubber er ideelle destinationer, hvad enten man er til engelsk eller spansk fodbold, og derfor ser man nu også begge forsøge sig med mere indenlandsk talentudvikling: Hvor det i Arsenal er bl.a. Wilshere, Chamberlain, Walcott, Gibbs og walisiske Ramsey, snakker vi i Valencia håbefulde folk i form af bl.a. Canales, Alba og U21-Europamestrene, Parejo og Ruiz. Alle sammen nogen af landenes største talenter.

——

——

Boldførende spillestil

Folk snakker meget om Swansea som det engelske modstykke til Barcelona - hvilket jeg finder noget populariseret pjat pga. Svanernes relativt få tilspillede chancer og kridtløbende kanter (se bare Sinclair), men så skal jeg gerne “nøjes” med Arsenal. I forlængelse heraf går sammenligningerne også mellem Gunners og Blaugrana - hvilket jeg igen finder en tand for overgearet Arsenals minimerede hold in mente. Dét sagt, så spiller londonerne nu stadigvæk noget af det mest teknisk velfunderede fodbold, hvor man ynder at spille meget ind over midten og så fx have en hurtig dybdeløber i Theo Walcott - derfor vil jeg også hellere drage Swansea og Sinclair ned på dette niveau. Los Ché har det meget på samme måde med boldfaste typer som Banega, Parejo og Jonas centralt, mens Alba/Mathieu tager løbene i dybden. Valencia har således været La Ligas næstmest boldbesiddende hold bag Barca set over de seneste par sæsoner:

- Fx har man set Valencia have bolden mest i kampe mod relativt større klubber såsom Real og Chelsea - og her snakker vi også udebane, hvilket jo står i dyb kontrast til det fejende effektive kontraspil, Los Ché praktiserede tilbage ved årtusindeskiftet under de gammelmandsagtige og surmulende havenisser, Ranieri og Cupér. Man kan så advokere for, at det er en smule naivt for både Arsenals og Valencias vedkommende, idet det er to hold med masser af nye spillere og generelt stor aktivitet i svingdøren. Til gengæld nyder begge klubber godt af en skarpretter - i øvrigt uden større sammenligninger fordi dén duel vil Soldado tabe, og derfor ser man ikke så få gange, at spillet bliver meget forkrampet inde centralt, hvor man søger goal-getteren i fødderne. Ikke sandt, Gunners-folk? Det har til tider ikke været så lidt tåkrummende at bevidne med Valencia, skal jeg så sige.

- Defensivt er der stor fokus på presspil og andenbolde, idet man ønsker at skubbe midtbanen sammen og backerne frem, hvilket så også kun tillades pga. stærke folk såsom Koscielny/Vermaelen/Song og Rami/Costa/Topal, der alle tilmed kan animere og gå med i spillet. Til en vis og overmodig grad, for nogles vedkommende. Hvor man kan mene, de to spillestile kommer til kort, er fx de store krav til involveringen af midtstopperne og så keeperne - det er ikke så få gange, Szczesny og Guaita har været overladt til sig selv og egne evner med fødderne pga. den højtstående firebackkæde.

——

——

Holdsammensætning

Jeg synes, at begge hold er i en overgangsperiode (hvor Valencia stadig er på vej tilbage, er Arsenal gået lidt tilbage mht. spillermateriel), men stadigvæk har begge hold fået en nogenlunde sund blanding af unge som gamle, og egne som hentede. Sig endelig til, hvis jeg har stillet Arsenals holdopstilling forkert op!

–

Szczesny - Guaita

- To homegrown keepere, som har mange af de samme styrker - og svagheder. Som jeg kan forstå det, er polakken heller ikke bleg for at kæfte op (på banen, forstås…) og dominere ude i feltet, selvom begge to nu også har ganske fortræffelige reflekser på stregen. Omvendt ser vi dem en gang imellem komme ud at halvklare eller være på mellemhånd, men det er jo vand ved siden af, når man har haft forgængere såsom Fabianski/Almunia/Lehmann og César/Hildebrand/Moya. For 1. gang længe kan man virkelig tale om afløserne for Seaman (måske Lehmann i sine yngre dage) hhv. Canizares, eller hvad er Jeres opfattelse? Er det ikke generelt to komplette unge keepere, man vil satse på fremover? Som jeg ser det er den lidt ældre Guaita mere komplet og stabil end polakken, mens reservekeeper Alves er klasser bedre end Almunia/Fabianski, men man har virkelig en talentfuld herre nede i Arsenal-buret - ser frem til EM på hans hjemmebane.

–

Sagna - Barragán

Koscielny - Rami

Vermaelen - R Costa

Gibbs - Alba

- Det er fire meget letbenede og angrebsivrige backs. Hvor Sagna især defensivt er klasser over sit spanske Segunda-modstykke - som forhåbentligt erstattes af Debuchy/Pereira/Azpilicueta til sommer, så er Alba det samme i modsatte side. Inde centralt har man to 26-årige franske kraftkarle, som begge er kompromisløse og aggressive, men dog også målfarlige (i begge ender…) og relativt fornuftige i at føre bolden frem - når jeg skriver “relativt”, skyldes det, at de to frømænd har haft tendens til at flakke rundt og bringe sig selv i penible situationer. Især Koscielny, må jeg altså tilstå. Ligesom den franske landstræner, Blanc, vil jeg derfor klart give fordelen til Rami, som virkelig er noget af det bedste der er overgået Valencia siden Ayala, men retfærdigvis er Koscielny også mere alsidig og har været brugt lidt som back. Vermaelen og R Costa er de lidt mere pålidelige, boldspillende og forudseende typer. Jeg ved ikke, om jeg baseret på denne sæson vil give fordelen til belgieren (hvis timing og rytme forståeligt har lidt under skadesfraværet meste af sidste sæson), fordi Valencia havde altså ikke holdt fast i bronzen uden portugiserens sene comeback. Det kan jeg lige så godt slå fast, eftersom nyindkøbte Ruiz i den grad har skuffet, ligesom Mertesacker i øvrigt. Vermaelen har dog et større potentiale - og minder faktisk på mange måder om omtalte lidt yngre og venstrebenede Ruiz.

–

Song - Topal

Arteta(/Wilshere) - Tino(/Banega)

Walcott - Feghouli

Rosicky - Jonas

Gervinho - Mathieu

- Gunners og Los Ché måtte begge lide den hårde skæbne; de centrale omdrejningspunkter (Wilshere hhv. Banega og til dels Canales) blev tidligt dømt ude med langtidsskader, og derfor er skudstærke alternativer trådt i karakter - det er ikke så få gange, Arteta og Tino har knaldet læderet ind fra distancen samt reddet vitale point. Hvor Arteta er lidt mere yndefuld og boldfast, er altid fightende Tino bedre til boks-til-boks og long-passing, men generelt er det to på mange måder identiske typer med også mange af de samme ansigtstræk og attituder. Deres målfarlighed var dog ikke muligt uden to fysisk stærke defensivmidtfolk, og her er jeg altså imponeret over Song - hvis attituder og temperament dog omvendt også kan være en hæmsko. Her er Topal bedre til at besinde sig, ligesom i øvrigt Albelda, men Song er dog niveauet over. Generelt står Arsenal stærkere i maskinrummet, når ikke vi har en Banega, der havde stor andel i vores tidlige forspring i ligaen.

- På de offensive pladser har man som sagt to kridtløbende kanter i Walcott og Mathieu, hvorimod Gervinho og Feghouli (årets store overraskelse) gerne søger ind og støtter den enlige spydspids med deres store pågåenhed - mens de mere frigjorte Rosicky og Jonas(/Canales) så gerne søger bredt og igen ind i banen for at søge den afgørende aktion. Man må sige, at netop disse to; Rosicky og Jonas, virkelig har været afgørende i sæsonafslutningen, og det glæder mig på begges vegne, fordi det har ikke været nemt for dem at blive smidt rundt på uvante pladser tidligere.

–

van Persie - Soldado

- Vi behøver næppe større introduktion til holdenes to topscorere, som også begge er blevet gjort til anførere i denne sæson, men alligevel må man erkende, at meget til tider har afhængt af deres skarphed i front. Hollænderen har klart overstrålet Soldado, der dog om muligt har scoret lige så vigtige mål, og hvem husker ikke hans matchafgørende mål ud af ingenting mod andre subtophold såsom Espanyol, Atlético, Málaga og ikke mindst Athletic Bilbao-hattrick. To fantastisk store personligheder, ledere og fodboldspillere, der tilmed kan gå med dybt og bredt i spillet.

——

——

Stabil ledelse

Hvad enten man som Gunners- og Los Ché-fan kan lide det eller ej, har det overordnet set været to succesfulde trænerophold, som dog begge kan lakke imod enden. Emery takker af med sommerens kontraktudløb og æren i behold, mens der som minimum er udskiftning på Arsenal-assistentposten. Wenger har også retfærdigvis været på posten i et godt årti længere end Emery, som dog efter spanske forhold har imponeret ved at være den længst siddende La Liga-træner efter denne sæson - Guardiola var nærmeste konkurrent, men han stopper som bekendt. Bag enhver god træner er selvfølgelig en præsident/formand, og her har Hill-Wood hhv. Llorente under hele regeringstiden udvist fornødne tillid og vedholdenhed trods pres fra mange sider.

- Nu skal det så blive spændende at se med Pellegrino ved roret. Han vil nok have større fokus på defensiven, men spillerne skifter jo ikke totalt tankegang og filosofi af den grund. Så længe man har spillende typer såsom Rami/Ruiz, Banega/Parejo, Feghouli/Pablo, Canales/Piatti, så vil man jo ikke gå helt væk fra at være boldstyrende - og ærligt talt ser jeg dem alle i klubben til næste sæson, selv drukkenbolten Parejo. For Arsenals vedkommende handler det vel også om at bygge videre på Wengers mangeårige mesterværk, som dog er blevet skrøbeligere med årene, men hvem ønsker man til at tage over - fordi så vidt jeg kan forstå, ønsker mange Gunners-fans ham væk? Selvfølgelig venligt ment og for klubbens eget bedste, men er det ikke den generelle opfattelse? Endnu et lighedstræk med Valencia i så fald.

——

——

Økonomisk ansvarlighed, men umiddelbart haltende efter De Store

På den økonomiske side skulle det være to af de bedst drevne og udrustede klubber mhp. forestående Financial Fair Play. Begge har gæld - dog inden for det kontrollerbare, men deres helt store “ulempe” ligger måske i ejerskaberne. Man insisterer indædt på de nationale ejerskaber uden opkøb fra eksotiske rigmænd, hvilket jeg egentligt alligevel på sin vis finder mest ansvarligt og romantisk, men budgetterne nærmer sig bare ikke fx Chelsea hhv. Málaga, må vi erkende. Og det afspejler transfermarkedet.

- Når jeg skriver “umiddelbart”, skyldes det, at der er iværksat spændende og fordelagtige tiltag såsom netop FFP, hvor Gunners og Los Ché efter alt at dømme står bedre end mange rivaler. Valencia er sammen med Athletic Bilbao, Osasuna og De To Store de eneste sikre klubber mht. FFP-indførelsen, mens samme vist nok gør sig gældende for Arsenal, kan jeg forstå i Arsenal-klubtråden. Så er der de nye stadions - Arsenal har fået deres, Valencias fremskredne byggeri genoptages til sommer for syv syttende gang. Begge klubber har dog fundet sponsorlykken østpå i form af Dubai hhv. Kina, og derfor er der alligevel lidt eksotisk over klubberne. Tilmed lider Valencia under TV-aftalen, som giver 3 gange så lidt som til Barca og Real og til sammenligning ca. lige så meget som Wigan i Premier League. Men hvordan kan det være, at begge klubber trods økonomiske begrænsninger alligevel holder fast i toppen - og måske lige så vigtigt det sympatiske koncept som “udviklingsklub”? Stolthed eller nøgletal?

——

——

… men dog “best of the rest” seneste sæsoner

Ja, faktisk har begge klubber etableret sig som hvad jeg vil kalde “best of the rest”: Selvfølgelig er der respektive mesterskaber for begge tilbage i 2004, men siden hen har man altså gennemgående holdt ved top4 og gennemsnitligt været det 3. bedste hold over seneste årti. Chelseas hhv. Sevillas seneste ligamæssige deroute har virkelig gjort underværker for Gunners hhv. Los Ché i toppen - de var for mig at se ved sæsonstart største rivaler til bronzen, også bare historisk set.

- Hvad er hemmeligheden bag den stædige insisteren om medaljer? Jo, først og fremmest omtalte Røde Tråd, men man formår altså også konstant at genopfinde sig selv trods “lige-ved-og-næsten”-positionen i fødekæden. Wenger har fx måttet reagere på masseudvandring til bl.a. City, mens Emery seneste sæsoner har måttet sige farvel til næsten et halvt spansk landshold (Silva, Mata, Villa, Albiol og måske Alba). Jeg synes altså, det er fascinerende og forunderligt at følge, må jeg lidt farvet tilstå. Især reaktionen med Arteta-købet i 11. time imponerede mig midt i mange Arsenal-fans’ kritiske røster, og det var da også en herre, vi i Valencia var ude med snøren efter - han er ingen Fabregas, men dog en erfaren og stabil PL-spiller med større variation i spillet. Købet kan i høj grad sammenlignes med Canales, som godt nok bare er lejet for 2 sæsoner, men stadigvæk skete dette som hurtig reaktion efter Mata-salg.

——

——

Klubloyalitet, og så alligevel ikke!

Vi har bevidnet det igen og igen - vores stjerner daffer sgu af, og så gudhjælpemig til det hold, vi i ligaen skal indhente! Hvor det nok har gjort lidt mere ondt på Gunners-fans, som har måttet gennemgå et rent og skær tovtrækkeri med bl.a. Fabregas og senest van Persie mens folk som Nasri og Glichy er gået til underpris til en ligarival, så har vi Valencianistas dog nydt godt af den mere pengestærke Premier League - ganske enkelt i en krisetid klassesalg i +25mio.-klassen for både Mata og især Silva, der så omvendt også har vist sig pengene værd i indeværende sæson. Toppen af kransekagen var dog Villa-salget i +40mio.-klassen, som nu har efterladt Barca i dilemma og pengebekneb her inden transfervinduet.

- Omvendt gjorde det mest ondt med salget af den lokale Albiol til hadefjenden, Real Madrid (samt til dels Marchena til bysbørnene fra Villarreal) og det var vel også her - dvs. efter præsidentskiftet med Llorente for Soler, vi virkelig begyndte at nedskære og slægte Arsenal på. Jeg kunne forestille mig en smerte a la Cole-til-Chelsea, men det er jeg selvfølgelig ikke mand for at bedømme. Albelda er vel tilmed eneste spiller, som har været i en af klubberne fra før årtusindeskiftet, hvilket trods alt tyder på andre tider.

——

——

Perspektiver

Intet tyder på mesterskab i næste sæson, idet sommeren utvivlsomt igen vil byde på neglebidderi - hvor van Persie og Alba med begge ét år tilbage af kontrakten rygtes væk til underpris nærmest hver dag, så vender de kreative midtpunkter (Wilshere, Banega, Canales) omvendt tilbage fra langtidsskader. Tilmed har begge klubber et par spændende unge folk i støbeskeen: Arsenal har græsset “Oksen”, Gibbs og Ramsey ganske meget mod sæsonafslutningen, mens Valencia omvendt modnede de unge spillere mest i starten - fx startede venstrekantslynet, Bernat, inde i premieren efter en meget flot spillet præsæson, ligesom Paco blev brugt on-and-off alt afhængigt, mens man virkelig har ramt kaninen med holdets helt store overraskelse, Sofiane Feghouli. I så nok en skaldet Zidan-ligenende mand spæne op og ned langs højrekanten mod Chelsea - det var ham. Parejo, Piatti og Ruiz har alle alderen til at kunne eksplodere når som helst i den nye sæson, og sidst men ikke mindst har Valencia hentet det 22-årige Las Palmas-talent, Viera, der ellers var rygtet til Barca og Real. Igen, de unge ved deres shit - men så bliver de alligevel klogere igen nogle år efter… Arsenal har hentet Podolski, som vel lidt forstærker bekymringen omkring et van Persie-farvel, men tyskeren har potentialet og udstrålingen til at blive en publikumsyndling i hans fravær, tror jeg.

- Er Arsenal og Valencia at finde i ChL anno 2013/14 samme tid næste år, og vil man være nødt til at genopfinde sig selv yderligere?

——

——

Jeg skal på forhånd beklage, hvis nogen Gunners- eller Los Ché-fans føler sig stødte over sammenligningen - men ellers må I lade mig vide hvorfor i kommentarfeltet. Tak, fordi I læste med!

Der er røre i den spanske paellagryde.

——

Intro

Trænerexits, transferforbud, stadionprojekter, oliepenge, ubetalte overgangssumme, gæld, europæisk succes… Meget kan man sige om Primera Divisións “bedre halvdel”, men lever man over evne og på lånt tid?

- Det spanske Sportsministerium offentliggjorde forleden, at 6 af de 20 Primera División-klubber er insolvente og derfor under konkursbehandling - Rayo Vallecano, Racing Santander, Real Betis, Zaragoza, Granada, Mallorca. Yderligere 6 sekundære divisionsklubber er i denne kritiske tilstand, mens flere andre er på fallittens rand, hvorfor divisionsklubbernes samlede gæld løber op i cirka 3,5mia. Således går mange af disse mindre Primera-klubber en usikker fremtid i møde, hvorfor det er noget mere håndgribeligt og måske relevant at tage fat på de større spanske klubber:

- Er de også i livsfare, hvad kan i så fald blive konsekvensen, og vil der generelt ske store omrokeringer i toppen?

——

——

Real Madrid CF

- Kongeklubben virkede ellers lige til at have fundet melodien efter El Clásico-triumfen på Camp Nou. Men det tabte lotteri mod Bayern må alligevel præge en ellers flot sæson, hvor Mourinho har fuldendt svendestykket i Europas største ligaer. Modsat tidligere stopper det dog ikke her! The Special One har just bedyret sine intentioner om at blive sommeren over, og således må man forholde sig til væsentlige spørgsmål: Kan man fortsætte denne kontroversielle kurs, og er der virkelig noget om en klikeopdelt trup? For mig at se har det halve af portugiserkliken (Pepe og Carvalho) en tvivlsom fremtid i klubben, og hvem skal så agere Mourinhos forlængede højrearm og oprydder? Bag al kontrovers og mudderkast har Pepe været fremragende denne sæson, så der har da også været snak om at hente bl.a. FC Portos Pepe-klon, Rolando. Omvendt ligner flere vigtige breddespillere (fx Albiol, Kaká, Granero, Diarra) folk på vej væk med markant afslag i prisen, og formår man så at hente rette stjerner til at støve bænken af i det madrilenske?

- Real Madrid har helt aktuelt gang i spændende og måske banebrydende projekter - bl.a. et forlystelsesresort på en kunstig ø i Emiraterne til DKK5,6mia. Omvendt bærer man forståeligt nok rundt på ligaens største gæld lidt over Barcas. Der er dog her snak om en sundere gæld, der i høj grad finansieres af lokale og fokale investorer samt strategiske initiativer. Et eksempel på sidstnævnte er rekordindkøbet af Ronaldo, der vel allerede har betalt sig ind. Tilmed er klubben - ulig normalt begrænsede virksomheder, medlemsejet ligesom kun Barca, Athletic Bilbao og Osasuna, hvorfor det ikke er muligt at købe aktier i klubben. Real Madrid er bare fodboldverdenens svar på Silicon Valley, hvor man hele tiden vover at være radikal og up-to-date med forlystelsespark, filmlavning, turisme etc. Således ligger man også med rekordindtægter til at overhale Manchester United inden for overskuelig fremtid. Men hvad med spillet på banen i denne periode, og kan man holde en så stor personlighed som Mourinho i tæt samarbejde med Pérez?

–

FC Barcelona

- Alt syntes i sidste sæson idyllisk og perfekt i det catalanske, men på små 10 dage er glansbilledet plettet af uventede nedture i Primera División, Champions League og trænerstab. Om man vil det eller ej, var Guardiola som klubmand en helt central grundpille i klubbens kultur og selvopfattelse; més que un club. Modsat sin afløser, “Tito” Vilanova, formåede Guardiola nemlig at spille på klubbens førstehold samt holde sig ude af skandaler som træner, hvilken uspolerethed og overskud altså har været kendetegnet Barca under hans regeringstid. Som træner, som hold - som en vis mand udtalte engang.

- Barca står foran et helt afgørende sommervindue - hvorfor det var vigtigt med låg på trænerspekulationer så hurtigt, eftersom man snart skal gennemtvinge generationsskifter blandt helt centrale personager; Puyol, Abidal, Xavi, Keita, Villa og til dels reservekeeper Pinto. La Masia-talenter såsom Cuenca, Tello, Montoya og Thiago er forsøgt kørt relativt meget ind i stedet under igangværende sæson, men fælles for dem og holdet har det bare ikke været tilstrækkeligt. Et par lejemål banker på døren, og så skal der ellers hentes ind i stride strømme i især defensiven, hvor man sidestillet Reals bredde er klasser under og har været nødsaget til at omskole midtbanespillere. Købeklub eller ej, må man bare erkende behovet for nye udefrakommende ansigter, men har man nu også de økonomiske muskler til at lege med her på sigt? Man havde uomtvisteligt kalkuleret med flere præmie- og TV-penge, end tilfældet er blevet denne sæson, og så er man absolut heller ikke helt gældfri - ca. €578mio., hvilket stadigvæk er over €130mio. mere, end Barca formåede at tjene ind på den nærmest perfekte sidste sæson. Barca skal simpelthen ud at finde en international måde at generere endnu flere indtægter og deraf få større bredde fremover, fordi man har ikke samme lokale opland og investorer som Real Madrid.

–

Valencia CF

- Intet er sikkert og vist i Spaniens 3. bedste klub, men alligevel formår man imod odds at lande på benene og 3. pladsen år efter år. Man fejlede i den grad med det Nou Mestalla-projekt, hvis byggeri med første spadestik tilbage i 2007 før finanskrisen skulle stå færdig nu og mere end finansieres af salget af det gamle Mestalla-stadion. Nu står man så klar til at genoptage arbejdet for syv syttende gang her til sommer, og dette efter et næsten halveret salg af både stadion og træningsanlæg. Det tæller selvfølgelig også, at Valencia som by er landets hårdeste ramte af finanskrisen. Klubbens gæld er dog på flotteste vis nedbragt til €382mio., hvilket underskud dog er fortløbende pga. omtalte stadionbyggeri samt har kostet mange profiler, og så har man jo lige sikret sig på sponsorsiden med kinesiske JinkoSolar, der tilmed nedbringer omkostningerne på Nou Mestalla ved at levere solpaneler og andre faciliteter.

- Valencia er efter et par pauvre vinduer også vokset på transfermarkedet, hvor man nu linkes til og byder på folk fra øverste hylder pga. visheden om Champions League, men stadigvæk kan man ikke helt se sig fri for spekulerede sommersalg af profiler såsom Alba, Rami og Soldado. Tilmed smutter træner Unai Emery, hvilket skal blive interessant og måske fatalt at overvære. Der er således en del usikkerheder i Valencia, og nøglen bliver helt sikkert at komme ud i den anden ende af den mørke “Nou Mestalla-tunnel” med 3. pladsen og økonomien i behold - for da kan man igen tænke fremadrettet med en så forvandlet og ung trup.

–

Málaga CF

- En storsatsende sheikh har fået arbejderklubben på alles læber i snakken om De To Stores næste udfordrer. Men er det virkelig så simpelt, uden samme traditioner, faciliteter, talentarbejde hhv. bæredygtighed såsom fx lokalrivalen, Sevilla? Eller engelske Man. City for nu at drage paralleller? Málagas største bedrift har vel været TOTO Cup-sejren tilbage i 2002, La Rosaleda kan pt. rumme små 29.000, talenterne købes fri hos rivalerne og så har man fået pålagt transferforbud efter til stadighed ikke at have betalt for nye folk såsom Monreal og Mathijsen - til Arnesens store irritation. Ser vi et nyt Santander-projekt, eller kan man virkelig lege med de store?

- Málaga har til gengæld ligaens måske 3. mest erfarne og internationale trup med ChL-navne såsom Demichelis, Mathijsen, Toulalan, Joaquin, Cazorla, Maresca, Julio Babtista og van Nistelrooy, må jeg hellere erkende. Det er dog mere omkostningsfulde, skadesplagede og perspektivløse gutter, end hvad mange af rivalerne kan præstere, og så har man ikke solgt én eneste spiller (men derimod lod dem gå kvit og frit) i denne sæson. Således må man også være både imponeret og bekymret på deres vegne, fordi det er en i spansk fodbold revolutionerende forretningsmodel.

–

Atlético Madrid

- I øjeblikket ser sæsonen ud til at blive reddet med Europa League-gentagelsen, men en manglende Champions League-kvalifikation kan hurtigt vise sig dyr for den svingende storsatsning. Atlético er nemlig Spaniens suverænt 3. mest forgældede klub med godt €500mio. - hvilket er oppe i klassen med De To Store, og dette med ønsket om at færdigbygge det nye stadion.

- Noget helt andet er på spillersiden, hvor bærende profiler såsom Courtois, Diego, Adrián og Falcao kan være fortid til sommer, selvom man reelt ikke kan tjene ind på de to førstnævnte lejemål, der begge ser ud til at have en fremtid i respektive klubber. Sidste sæson oplevede man en lignende svingdør med prominente navne såsom Agüero, Forlán, De Gea og Simao, hvorfor spørgsmålet er værd at rejse til sommer. Det er i øvrigt alle spillere, der havde muligheden for Champions League i denne sæson, hvilket må sætte sig i hovedet på bl.a. Verdens for tiden måske mest farlige spydspids, Falcao.

–

Athletic Bilbao

- De baskiske løver har en i moderne tid historisk stærk trup, hvilket afspejles i årets cup-turneringer. Af åbenlyse årsager begrænser man dog sig selv, mens økonomien med forestående stadionprojekt næppe vil være der til at holde ved denne stamme mange år frem - Llorente og Martinez går jo ikke længere under betegnelsen som talenter, og Muniain er trods alt landets allerstørste. Selvom man ikke skal underkende klubloyaliteten, tror jeg, at en evt. historisk Champions League for bare 2. gang i klubbens historie i bedste fald skal være i næste sæson “eller aldrig”, fordi det imponerende Europa League-ridt må have vakt interesse i det store udland.

- Bielsa har ej heller forlænget endnu, hvilket helt sikkert er en grundforudsætning for at kunne holde sammen på løveflokken, men det er helt sikkert lysnet efter Barcas Vilanoca-ansættelse, og derfor skal man nok være påpasselige med at forvente både total nedtur eller samme niveau i næste sæson. Umiddelbart har man dog en god håndfuld potentielle A-landsholdsspillere i form af San José, Aurtenetxe, Susaeta, Herrera og De Marcos , og derfor skal man måske slet ikke søge for meget efter de begrænsede afløsere i andre klubber. Hvis det skal være, så vil jeg dog anbefale Betis’ frisparksekspert Benat, Valencias Aduriz og hvorfor ikke Levantes helt store veteranprofil, Barkero - Ath. Bilbao er dog med statsgaranti selv helt bevidste om, hvad der måtte røre sig på markedet.

–

Sevilla FC

- Den åbenmundede klub har haft en meget turbulent sæson både på og udenfor banen. Hvor man først nu er ved at finde tilbage i spillet om de europæiske pladser, har man på direktionsgangene både måttet tage stilling til ny træner, Michél, og præsident Del Nidos 7,5 år lange fængselsdom som dog er appelleret i løbende stund. Sevilla er en af få spanske subtop-klubber, der har kapacitet og koncept til at udfordre og spille med mod De To Store, hvorfor det er ekstra ærgerligt med denne uheldige drejning væk fra fodbolden seneste tid.

- Forhåbentligt vender fokus tilbage i den nye sæson, som man allerede nu er ved at opruste til med scouting i Sydamerika og træningslejr i Polen, men der skal dog stadigvæk ske noget radikalt i den trup, hvor internationale navne såsom De Mul, Escudé, Trochowski og Rakitic ikke ligner folk med klassen og tempoet til at spille med om medaljer. Omvendt har man dog vanen tro et rigtigt stærkt ungdomsarbejde med seneste skud på stammen i form af Campana, Luna og Cala, der alle 3 har nydt godt af denne gratis “overgangssæson”, mens nu internationale topnavne i form af Reyes, Navas og Varas jo er kommet fra samme vej. Det er en sovende kæmpe, vi her har med at gøre.

–

Deportivo La Coruna

- Man skal ikke glemme den 4. seneste mesterskabsklub (bag Barca, Real og Valencia), blot pga. deres nedrykning - som i øvrigt ser ud til at give direkte retur i fineste selvskab. Klubben har som nævnt traditionerne, men også faciliteterne har internationalt snit med Riazor og akademiet. Man har tilmed formået at holde fast i Primera-stammen, som godt ned rykkede ned, kan man sige, men trods alt også klarede udmærkede placeringer sæsonerne inden uheldige nedrykning. Enkelte fra Champions League-æraen er der sågar endnu.

- Primera División har brug for Galiciens stolthed - der trods nedrykning har haft en fremgang på 3.000 tilskuere med i alt 25.000 fremmødte gennemsnitligt og således haft flere fremmødte end halvdelen af Primera-holdene, og hvis man så kan få lokalrivalerne fra Celta Vigo med op i samme ombæring, ville det jo bare være helt fantastisk. Det bliver dog et langt sejt træk, eftersom gælden sidste sommer på €100mio.ikke er nedbragt betydeligt pga. de færre indtægter end kalkuleret, mens holdets store profil, Guardado, har bekendtgjort sin afgang til sommer.

–

Osasuna

- Hvad laver de på den her liste, spørger du sikkert? Osasuna har dog ikke bare præsteret på banen i denne sæson, for som navnet, Osasuna, på baskisk antyder, har man en af ligaens sundeste økonomier uden fare for insolvens - dette uddybes nede i konklusionen. Selv uden Málagas betaling for Monreal. Det er generelt en relativ erfaren UEFA Cup-klub med mange år på bagen, men dog lider man under utilstrækkelige faciliteter og en række sæsoner i den tunge ende. Nu er man dog ved at finde fodfæste igen, og med nuværende styrke kan man fremover godt bide skeer mht. Europa League-pladserne, eftersom rivaliserende klubber tvinges til at nedjustere relativt mere pga. ny lovgivning og systemer.

- Pamplona-klubben lider dog under en i mange år fraværende talentudvikling, helt præcist siden år 2006 hvor man udklækkede den gyldne generation med bl.a. Martinez, Azpilicueta og Monreal. Almunia rygtes dog fx tilbage til Osasuna, hvilket inderst inde - i selv Arsenal-fansene - trods alt vidner om fortsat ambitioner og insisteren i den spanske subtop. Denne lille klub kunne godt gå hen at være en af overraskelserne i sommerens vindue.

——

——

Handlingsplan

Den spanske sportsminister, Miguel Cardenal, har som I kunne læse på bold.dk været ude at presse på med at indkræve klubbernes skat “inden for en rimelig tid”. Juni, antageligvis. Ingen klubber får angiveligt særbehandling, hvilket trods alt er nye toner, og indtil for nylig havde den spanske fodboldliga ikke autoriteten til at nedrykke konkursramte klubber - visse klubber udnyttede sågar dette “hul” i lovgivningen til at presse kreditorer alt imens de så spillede videre på højeste niveau. Hvorvidt autoriteterne og regeringen så også vil bryde den selvforstærkende gældstrend og derved risikere offentlige omdømme og oprørte fans, det er straks noget andet:

- Primera División-talsmanden, Juan Carlos Santamria, havde således også med egne ord konstruktive diskussioner og enighed med færomtalte Sportsministerium, men man fandt dog ikke frem til en eksplicit løsning eller deadline. Derimod nedsatte man en kommission til at overvåge klubbernes udgifter og konti, hvilket i første omgang, dvs. de næste 3 år, skal stabilisere og undgå mere gæld. Og først derefter tages så hårdere midler i brug - bøder, pointstraf og i sidste instans nedrykning jfr. UEFA’s Financial Fair Play-system: Primera-klubberne tillades tab på op til $6,6mio.de første 2 sæsoner, eller op til $60mio. hvis en rig ejer til gengæld laver en engangsbetaling for at strege gælden. Real og Barca er dog ikke underlagt dette krav som medlemsejede. Følger de underlagte klubber ikke FFP-systemet, ekskluderes de fra Champions League og Europa League, hvilken drastisk handling jo før er set med fx Laudrups Mallorca.

——

——

Fremtidens top

For eftertiden ligner det et investeringskapløb for de spanske topklubber. Man skal således til at tænke mere langsigtet og strategisk - såsom Real Madrids forlystelsespark, men bare i mindre skala åbenlyst. Derfor tror jeg også, at Barca om nogle år får svært ved at holde trit hver sæson, selvom man pt. har flere af Verdens bedste spillere.

- Omvendt vil den naturlige konsekvens også blive et minimeret gap ned til 3. pladsen (hvilket dog er en letkøbt og håbefuld påstand fra min side, da forspringet også er så rigeligt i denne sæson…). Flere faktorer bakker dog op herom:. De 3 Europa League-semifinalister - Valencia, Atlético og Athletic, har alle gang i stadionprojekter, mens præsidenterne nu er ved at bløde op over for kapitalismen, eksotiske rigmænd og kommercialisering, hvortil den større fokus på TV-aftalen og Fjernøsten kan nævnes. Málaga har allerede vist, at man godt kan købe sig til umiddelbar succes ved at ligge i pole til den sidste Champions League-plads. Følger flere trop, nu hvor patriotiske og tvivlsomme præsidenter såsom Solér og Del Nido er ved at være fortid i spansk fodbold?

- Omvendt beretter den catalanske økonomiprofessor, Jose Maria Gay, at de fleste Primera-klubber lever decideret farligt. Real og Barca er selvsagt ikke i fare, men herudover skulle kun Valencia, Athletic Bilbao og Osasuna kunne være sikre på at overleve:                                                                                                        http://en-maktoob.news.yahoo.com/spanish-league-hit-debt-crisis-202307491.html

——

——

Spørgsmål

- Magtskifte om guldet?

- Ny førsteudfordrer til Real og Barca?

- Flere rigmandsprojekter, og hvor?

- Hvem spændes ind og evt. fanges af FFP-fælden? Tvangsnedrykninger?

- Hvilke klubber må generelt nedjustere, og hvem kan omvendt opjustere?

Jeg håber lidt, jeg med denne blog har skabt bevidsthed og, ja, røre mht. den spanske top, hvor både nye som gamle bekendtskaber synes på vej op og ned i hierarkiet. Tak, fordi I læste med!

I går kom bomben så - Valencia-træner Unai Emery stopper med udgangen af denne sæson:

- “I hope we get a title and we get into the Champions League next season but I will not be here”.

Primera Divisións længst siddende træner søger efter 4 sæsoner nye græsgange, efter at have ført gældstyngede og nedrykningstruede Valencia til at blive “best of the rest” bag Barca og Real. Denne hudærlige udtalelse viser dog hans klasse, og således efterlader det Valencia med vished om og tid til at finde rette afløser.

——

Forord

Personligt skal jeg gerne erkende, at jeg er ked af at miste Spaniens “bedste” og “mest effektive” træner - for at citere Rayo-træner Sandoval hhv. en spansk økonomiprofessor, men jeg anerkender samtidig hans valg efter helt urimeligt pres fra alle sider:

——

Betingelser

Ledelsen - skulle angiveligt have holdt jævnlige møder med Emery for lukkede døre, men bægeret flød lige godt over for mig, da man holdte møde med spillertruppen uden trænerens tilstedeværelse.

Fansene - sendte ham før nytår et personligt brev, hvor han slet og ret blev direkte truet og ønsket væk, mens man på det seneste har protesteret ude foran træningsanlægget. Der har været enkelte lyspunkter med bl.a. et 100% Unai-banner i kampen mod Rayo, men overskyggende har de kritiske røster været.

Truppen - har været meget klikeopdelt. Sidste sæson så man fx unge mod gamle, hvoraf størstedelen af sidstnævnte så blev afskibet i sommervinduet, men derudover har man set enkelte udskejelser hér og dér: Emery har lagt sig ud med så prominente navne såsom Evér Banega, Tino Costa og Dani Parejo (eller, dvs. Parejos søster). For ikke at nævne flere måneder lange skader til profilerne; Banega, Canales, Maduro, Miguel…

Økonomien - har ikke just tilladt ham at vælge og vrage. Ja, faktisk solgte vi for mere end indkøbt under sommervinduet. Læg dertil, at man pga. økonomiske og sportslige uvished kun har ydet Emery 1-årige kontrakter lige siden ankomsten i 2008 (hvor han i øvrigt overtog en trup, der ikke fik fuld løn i store perioder), samt at man årligt har været nødsagede til at sælge bærende profiler i form af Albiol, Villa, Silva og Mata. Ikke, at jeg sukker efter noget, fordi der er noget uspoleret, romantisk og håbløst naivt ved ikke at have en rigmand til at skyde ind efter behov - her tages intet for givet.

Emery er dog en stor dreng, som nok skal klare sig hvad angår jobtilbud, og mest vedholdende rygter går på et comeback til barndomsklubben, Real Sociedad, der godt kunne bruge lidt forandring i forhold til en mildest talt skuffende sæson.

——

Afløseren?

Ja, I er sikkert scrollet direkte herned af bare spænding… Jeg mener, der er en noget broget flok trænere ude på markedet lige nu, og spørgsmålet er om de i virkeligheden tør, vil eller kan komme til Valencia:

Den Naturlige

- Miroslav Djukic. Den serbiske Valencia-klippe med i alt 368 La Liga-kampe på bagen er i løbende stund ved at udføre mirakler med Valladolid i Segunda División. Trods de bare 46 år har han allerede god trænererfaring, idet han tilbage i 2008 blev kåret som Årets Træner efter en flot debutsæson i spidsen for storklubben, Partizan - der vandt The Double og imponerede i Champions League. I 2009 tog han så til den belgiske storsatsning, Mouscron, hvor han i øvrigt fik følgeskab af Valencia-kammeraterne Amedeo Carboni og Juan Sanchez, men klubben måtte dreje nøglen om pga. økonomiske kvaler. Efter et års pause tog han imod en Mission Impossible, da han på få måneder skulle redde valencianske Hércules fra Primera-nedrykning. Dette lykkedes som bekendt ikke, men for tiden er han dog ved at finde fodfæste i spansk fodbold med 2. pladsen i Segunda.

Den Håbefulde

- Luis Milla. Manden, der har præsteret at spille for alle Spaniens 3 bedste klubber, har gang i en fremskridende trænerkarriere. Først Getafe-assistent under Laudrup og seneste 4 år træner for diverse af Spaniens ungdomslandshold - U19, U20 og ikke mindst U21-Europamestrene. Derfor ville næste naturlige skridt jo være A-landsholdet, men med del Bosques nye forlængelse virker Milla klar til klubfodbold efter sommerens Olympiske Lege, hvor han skal repræsentere U23-landsholdet. Milla sluttede aktive karriere i Valencia, hvor han var med omkring begge Champions League-finaler, og så kender han flere Valencia-talenter fra ungdomslandsholdene; Ruiz, Parejo, Paco, Mata, osv. Han ved, at det er en af Europas mest undervurderede klubber mht. talentudvikling, og han kender til mulige tilgange af unge spillere, så han kan om nogen videreføre Emerys Røde Tråd. Ulempen ved Milla er selvsagt, at han ikke før har trænet klubhold, men det skulle omvendt gøre ham mere tilgængelig og villig til at prøve.

Den Velkendte

- Michael Laudrup. Vi kommer ikke uden om ham. Emery stopper øjensynligt først til sommer, hvor Michael igen er tilladt at træne en spansk klub igen. Vi behøver næppe at komme ind på hans karriere, men derimod er det interessant med Valencias nye og mere boldbesiddende trup og spillestil, som jo behager Senor Laudrup. Omvendt har han tidl. givet prøver på sin usikkerhed, når ikke resultater og budget går hans vej, og det vel altså næppe ændres i Valencia. Den danske legende har dog imponeret på den europæiske scene med et i bedste fald middelmådigt Getafe-mandskab, og så har han endnu ikke haft muligheden hos en spansk medaljeaspirant.

Den Lokale

- Juan Ignacio Martinez. Ikke mange kender ham, men jeg behøver vel blot skrive; Levante. JIM har mange lighedstræk med Emery, der også kun primært spillede Segunda-bold som aktiv, men ham her er altså lokal og har tidl. trænet lokalklubber såsom Alicante, Alcoyano, Albacete og nu Levante. Den 46-årige har sjældent haft mere end 2 sæsoner i samme klub, så måske lynkarrieren vil fortsætte efter en historisk flot Primera-debutsæson med Levante? Hans 2 år ældre fætter er også en anerkendt fodboldtræner, der har været rundt i Valencia, hvorfor JIM ikke har evnerne fra fremmede. JIM ved udmærket, at han næppe kan overgå endsige gentage dette Levante-eventyr med dem næste sæson, og han - ligesom Levante som klub - har intet anstrengt forhold til storebror, Valencia.

Den Urealistiske

- Andre Villas-Boas. Det kunne være nok så spændende, men vi må også være realistiske. Det er ingen hemmelighed, at Emery ikke er blandt de bedst lønnede trænere, eller at Valencia ikke har en rigmand til at ødsle penge i den gennemhullede klubkasse. Derfor må en evt. toptræner tage til takke med en talentfuld trup samt ChL-fodbold og en herigennem fremragende placering på den europæiske koefficientliste (læs: mulighed for at havne i ChL-pot 1). Men vil Villas-Boas dét efter den gyldne Chelsea-kontrakt? Når det er sagt, kan jeg rigtig godt lide hans tilgang, og Valencia må helt klart være et sted mellem Porto og Chelsea med udsigt til en ny Nou Mestalla-æra.

Den Berømte

- Laurent Blanc. Jeg ved det; han forlader næppe usårlige Frankrig, selv hvis det skulle ramle sammen til sommerens EM. Så skal det være af egen fri vilje, fordi han er simpelthen et alt for stort ego med et faktisk lidt anstrengt forhold til Valencia efter hele Gameiro-polemikken. Han skyldes dog at blive nævnt, eftersom han var et af de 4 mulige Valencia-træneremner, og så vil der altid være usikkerheder med landstrænere inden en slutrunde. Blanc er det måske allerstørste navn på denne short-list - og leverede da også flotte ting med Bordeaux, hvorfor han nok bliver svær at holde under budgettet.

Den Nostalgiske

- Rafael Benitez. Førte under sit 3 år lange Valencia-ophold klubben til 2 mesterskaber og en UEFA Cup-triumf, men huskes vel endnu bedre for æraen i Liverpool, symboliseret ved Champions League-sejren i dyb kontrakt til Inter-tiden. Rafa er kendt for disse små “afbræk” i trænerkarrieren, og seneste tid har han da også fungeret som fodboldekspert på især engelsk TV. En meget vis og veluddannet herre, som er håbløs fortaler for fodboldteknologien og imod penges overtagelse af fodbolden - bedst eksemplificeret ved angrebet på Abramovich og Mourinho i Chelsea. Og Valencia har jo ingen penge… Senest takkede Rafa nej til Atlético, og dette har fået flere medier i at spekulere på dedikationen til Valencia.

Den Uventede

- Didier Deschamps. Franskmanden nåede som aktiv 13 kampe og en Champions League-finale for Valencia, inden han satte støvlerne på hylden. På trods af det grå hår og begyndende ølmave er han altså kun 43 år, og han har tidl. udtalt interesse i en tilbagevenden. I denne sæson imponerede han stort med fodboldmastodonten, Marseille, der blev ført hele vejen til ChL-kvartfinalen efter sejr over Inter, men faktisk formåede han finalepladsen med Monaco tilbage i 2004. Han har dog ringe erfaring med spansk fodbold, og derfor er det tvivlsomt om han overhovedet bliver aktuel pga. sprogbarrierer og manglende kendskab.

Den Drilske

- Rudi Garcia. Lille-træneren har siden sidste sommer været rygtet til Valencia, og meget peger da også hans vej: Franskmanden taler spansk, har toppet med Lille jfr. The Double, og så kender han flere af valencia-spillerne fra fransk fodbold - Sofiane Feghouli, Jeremy Mathieu og Tino Costa, mens han decideret har trænet Ricardo Costa og ikke mindst Adil Rami, hvem han valgte på sidste sæsons Årets Hold blandt navne som Ronaldo, Xavi og Messi. Om han kunne få hevet Hazard med, tvivler jeg på… Rudi Garcia har dog ringe erfaring med spansk fodbold, og den 48-årige vil således skulle sætte liden til centrale figurer såsom R Costa og Rami, hvilket ikke med sikkerhed er holdbart i længden, da det er to spillere rygtet på vej væk ofte. Måske trænertalentet med det spanskklingende navn kan ændre på dette, og måske han er lidt af en joker?

Den Sikre

- Joaquin Caparros. Laudrups arvtager på Mallorca formåede at løfte øboerne, hvem han har ført til at spille ganske nydelig fodbold med tanke på beskedne spillermateriel. Han er den med afstand mest erfarne af mulige emner, efter rundture i næsten alle ligaens subtopklubber, og derfor kunne han nok mere blive aktuel på en korttidskontrakt, hvis Emery imod forventning skulle blive fyret før tid. Alderen taler nemlig imod ham.

Den Realistiske

- Mauricio Pochettino. Hvem, spurgte jeg også i starten? Espanyol-træner og-legende. Blot 40 år og alligevel håndfast som bare pokker. Han er mediernes bedste bud på en afløser, men selv udtaler han, at han ikke vil beslutte noget før sidst i maj, og at det meget muligt bliver en Espanyol-forlængelse. Spillestilen er meget defensiv og stram, hvilket jo egentligt stemmer fint overens med vores seneste storhedstid tilbage ved årtusindeskiftet, men angreb man ikke netop Emery for at spille for primitivt i sidste sæson? Jeg ville såmænd ikke have det fjerneste imod en defensiv omstillingstaktik, men det er bare ikke den af ledelsen udstukne strategi. Pochettino er dog for ung, og i min optik burde han kvalificere et så stærkt Espanyol-hold til europæisk fodbold, så måske det er bedst at vente til sidst i maj med en beslutningstagen.

Mangler jeg nogen?

——

Mit bud

Som blogger skal jeg vel byde ind. Det huer mig ikke, fordi jeg er så glad for Emery, og der er så længe til afløseren skal være på plads. Jeg har dog alligevel bidt mærke i en succesfuld tendens, der har floreret rundt i de europæiske topklubber. Di Matteo i Chelsea, Simeone i Atlético, Deschamps i Marseille, Rudi Garcia i Lille, Pochettino i Espanyol, Sá Pinto i Sporting Lissabon… I ved, hvad jeg taler om. Klubfolk. Ja, I gættede rigtigt:

- Miroslav Djukic nåede trods alt 6 sæsoner i Valencia, har momentum i Segunda-oprykningskampen, og så træner han et par Valencia-relaterede spillere i Valladolid; Jaime, Sisi, Guerra, Barajas lillebror m.fl. Der er ikke noget at sige til, han er interessant, og i takt med Valladolids succes dukker hans navn da også op flere steder. Djukic er kendt for at være en benhård realist, som sætter tæring efter næring og på den måde får det bedste frem af sine spillere, og som det fremgår af klippet taler han flot, ordførende og gestikulerende spansk:

http://www.youtube.com/watch?v=pUADLZEec3g

Jeg ville af hjertet elske at få Djukic hjem igen, men hjernen siger Didier Deschamps.

- En ting er sikkert; afløseren bliver næppe lige så velfriseret! Tak, fordi I læste med på denne El Clasico-dag.

Amunt!

Levante UD har taget røven på os alle. Intet mindre. El Granotas - eller Frøerne, er med ligaens mindste budget og ny træner i færd med at overgå den historiske 10. plads, men hvor langt vil og kan det række?

——

——

Problemstilling

- I takt med Frøernes insisteren mht. de spanske Champions League-billetter, er jeg - både herinde og “out there” - i stigende grad stødt på de uundgåelige spørgsmål og bekymringer:

“Hvem er Levante?”, “hvad er hemmeligheden bag succesen?” og så min personlige favorit; “er de nu også en værdig spansk repræsentant ude i det store Europa?”.

- Der er ikke noget entydigt svar på nuværende tidspunkt med 10 kampe igen, men forhåbentligt danner jeg med bloggen en forståelse af Årets Sensation, og måske endda en eller to “skabsfans”.

——

——

Intro

- Levante UD har faktisk rødder tilbage til 7. september 1909, hvor det hedengangne Levante Fútbol Club blev stiftet - opkaldt efter en valenciansk strand. Teoretisk set kunne man dermed være byens ældste klub, skarpt efterfulgt af rivalerne fra Gimnástico, med hvem man rutsjede mellem Tercera og Segunda División de første par sæsoner. Francos borgerkrig raserede. Tilbage stod de to Valencia-klubber med betydelige tab af både spillere og baneforhold. Simpelthen pga. død og ødelæggelse.

- I 1939 slog de to rivaler derfor pjalterne sammen; Levante Unión Deportiva, S.A.D. Efterladt i “røven af 3. division” - i bogstaveligste forstand, skulle man først gøre Segunda-comeback i 1946. Ydre faktorer ville det dog igen anderledes nogle år efter; oversvømmelse. Mens rivalerne i Valencia CF nød godt af den centrale beliggenhed, strandede stranddrengene ude ved middelhavskysten med død og ødelæggelse til følge - igen. Klubben levede på kanten af eksistens årtiet efter, indtil man igen var rustet:

- Forløsning. Efter en playoff-sejr over selveste Deportivo La Coruna var man omsider at finde i landets fineste selvskab; Primera Division. Man klarede sågar frisag i debutsæsonen qua en 10. plads - hvilken paradoksalt nok stadig står tilbage som klubbens højeste slutplacering nogensinde! Heltene hed dengang Calpa (senere Real Madrid), Pepín, Vidal og holdets brasilianske topscorer, Wanderley. Unge og lavtlønnede talenter, der spillede som gjaldt det deres liv.

Eftermæle: “When the cat climbed the palm tree”
- Nok det mest berømte “saying” om Levante. Valencia som by er kendt for de mange palmetræer. Og så alle kattene, som ihærdigt prøver, men hverken har kløgt eller evner til at klatre op i dem - ligesom Frøernes utallige forsøg på at komme oven vande op til Primera Division. For Levante har det hele tiden været set lidt nede fra frøperspektivet…

Selvom man i 1963 altså aflivede dette ordsprog, skulle man spendere de næste 39 år i landets sekundære divisioner…

- Så sent som i 2003 nåede man så tilbage i Primera. Manolo Preciados hold havde gjort det igen - 39 år og et kort Cruijff-visit senere. Apropos korifæer, tog Bernd Schuster over for Preciado. Man rykkede fluks ned igen. Men “elevatoren” virkede som aldrig før, og i 2008 etablerede man sig med en stjernespiller som Pedro León, som - parallelt med dét historiske LUD-hold, heller ikke fik løn i store perioder af denne sæson. En gæld på €80mio. kostede da også præsident Villaroel jobbet, og afløseren var den unge Quico Catalán, der siden hen har holdt Frøerne oven vande trods dét at være allernederst i økosystemet:

——

——

Hårde vilkår

- Økonomi. Med ligaens eftersigende mindste budget (€21,5mio.) ved ingen hvad morgendagen bringer. I vinters præsenterede man så under en ordinær generalforsamling et 2010/11-årsregnskab; +€2,5mio. på bundlinjen, hvilket overskud er første gang i mange år. Budgettet var her €22mio., så man har altså måttet klare sig med mindre denne sæson. Holder Frøerne sig i Primera sæsonen ud, vil man indkassere TV-penge større end samlede budget, hvilket jo bare siger alt!

- Uventede skift. Spillere og trænere tages ikke for givet. Siden årtusindeskiftet har man haft hele 10 forskellige trænere, hvor tendensen går imod unge trænere a lá Luis Garcia (nu Getafe) og nuværende Juan Martinez - ryger han også efter dette eventyr? På spillersiden havde man op til denne sæson lige skaffet en højt profileret Caicedo, men russiske oliepenge var som at servere YumYum for folkeskolebørn; uimodståeligt. LUD måtte igen genopfinde sig selv, og i 11. time lejede man Koné i Sevilla.

- Smal og aldrende trup. Jeg har regnet lidt på det, og gennemsnittet for den typiske LUD-startopstilling runder gerne 31 år. Helt absurd. Over en lang sæson er det således ikke uvant, at over halvdelen af aktuelle spillere sidder over under træningspas samtidig. Vi så det lige efter Copa del Rey-kvartfinalerne omkring nytår.

- Nederst i fødekæden. Levante tager, hvad de kan få. Munúa, Del Horno, Venta, Serrano og senest Navarro var alle gamle folk, der egentligt var enten afskrevet eller ilde set i spansk topfodbold. Tilmed er hele 6 spillere lejet i nationale som eksotiske klubber, hvilket vel også bidrager til bekymringen om næste sæsons trup.

- Historik. Vi har allerede berørt deres lidet heldige historie, men så sent som i sidste sæson viste man tydelige nedrykkertendenser med en for Levante historisk stor startkrise - 15 point og bundprop efter 20 kampe! Luis Garcia udførte så derefter hvad man troede var umuligt og enestående, men det har man da gjort til skamme i denne sæson… I klubbens lange historie har kun 6 sæsoner været tilbragt i Primera, så statistikken taler ikke just for Frøerne.

Må man for 1. gang nogensinde ende bedre end La Ligas 10. plads!

——

——

Hemmeligheden bag

- Som skrevet i indledningen, er Levante et for mange ukendt hold. Til stadighed. Men hvad har vi overset? Jo, har et par bud:

- Rutineret defensiv. Munúa kender vi som gammel Deportivo-keeper. Han var egentligt afskrevet efter seneste Málaga-ophold, hvor han lidet imponerende akkurat klarede sig fri af nedrykning på sidste spilledag (17. plads). Kan man holde luftbolde mest muligt på afstand, har han immervæk vist sig som en utrolig autoritær keeper, fordi den stærke firebackkæde skal nok tage sig af luftrummet:
Ballesteros, mine damer og herrer. Den 36-årige anfører ligner intet mindre end en old-boys med topmave og tyndt hår, men gud hvor er han snedig og forbilledlig. Læser spillet som nærmest ingen anden i ligaen, og så er han jo et stort brød i duellerne til nød. Han er dog med årene blevet en sweepertype, og så kan den 10 år yngre lejesvend, Cabral - som aldrig tidl. havde spillet europæisk fodbold, ellers agere udsmider ved hans side. Til venstre for de to har man en 35-årigeplaceringsstærk Juanfran med en broget fortid i bl.a. Tyrkiet og Grækenland, mens ligeledes 35-årige Javi Venta - årets spiller i Villarreal en sæson - opererer på højrebacken. Det er altså utrolig rutine, krydret med en kompromisløs slagsbror. Alternativt kan nytilkomne Navarro påtage den rolle, hvis I kigger nede i min signatur…

- Tovejsmidtbane. Også her spilles med lav risikovillighed, men dette tillades kun, fordi 3 ud af 4 folk kan noget fra distancen og på dødbolde. Det er kvalitet i sig selv.
Man hentede den 32-årige stærke offensivmidt, Barkero, med 114 kampe for Segunda-Numancia, og hans hoved og venstreben er altså skruet godt sammen - jeg kalder ham holdets og måske La Ligas største overraskelse. Næsten det samme tør siges om den 32-årige viceanfører, Suarez, der dog ved Barkeros side er lidt mere fri og pågående - en typisk offensivmidt, og derved spiller man på trods af hans målfarlighed reelt kun med én på toppen. Til venstre har man 31-årige Juanlu, der er en om muligt endnu større dødboldsekspert end Barkero, og således får Levante ofte meget ud af stort set ingenting. Balancen opretholdes med den løbestærke højrekant, Valdo, som også gerne går ned og supplerer og endda overtager højrebacken. Det hele kan dog ikke være skudtelt og snilde, så den 25-årige(!!!) Barca-mand, Xavi Torres, kompenserer for de ældres mindre løbepensum. Alternativt har man bare den erfarne Valencia-mand, Farinos - der var med under Champions League-boomet ved årtusindeskiftet, og han kan dække alle pladser på midtbane. Meget værdifuld spiller. Serrano - med skadesplaget fortid i både Espanyol og Racing, er så senest hentet til at tage over på venstrekanten, og han har vel i virkeligheden holdets højeste topniveau. Der er dog langt mellem snapsene.

- En for alle, alle for en. Det lyder som en kliché, men lige fra omtalte defensiv og så til den ivorianske spydspids, Koné, arbejder man som en kompakt enhed. Levante spillede nemlig uden reelle kanter, før Serrano kom til, idet de erfarne Valdo og Juanlu netop var så bundne af defensive pligter. Meget belejligt er Koné blot lejesvend, og derfor ved han og klubben godt, at han har noget at bevise - og det har han gjort. Ikke så målfarlig (10 stk.), men et fysisk vidunder, hvilket så også er en nødvendighed for et dybtstående hold som Levante. Uden ham fungerer presspillet ikke, og han er dygtig til at holde i bolden under pressede “ud af kommunen”-situationer. Man kan argumentere for, at det ikke altid er lige kønt at se på, men til gengæld har Levante aldrig haft nemmere ved at finde vej til netmaskerne.

Deres træner, Martinez, er meget uerfaren, da han også kun havde trænet i de sekundære rækker, men nok en gang må man lette på hatten for den unge præsident, Quico Catalán - det er altså cojones og slikhår, så det basker!

- Skulle jeg fremhæve en nøglespiller i hver kæde, må det være Ballesteros, Barkero og så Koné.

——

——

Perspektiver

- De blev kaldt Årets Sensation, hvilket altså dækker over alle Europas topligaer. Jeg ved godt, vi har hold som Swansea, Mönchengladbach, Ath. Bilbao og Montpellier, men de er for mig vand ved siden af Levante-eventyret: Sidste sæson var man med en historisk dårlig start La Ligas mest oplagte nedrykker, og på trods af træner-/spillerskift op til denne sæson ligger ligaens mindste budget stadig til om Champions League - bare 3 point bag storebror - og dette et år, hvor de spanske tophold ellers dominerer i Europa. Men hvad kan det blive til?

- Jeg har det lidt sådan, at når man senest kan rejse hjem med en 1-3-sejr fra en af ligaens sværeste udebaner på Anoeta i Sociedad, ser jeg ingen skelsættende tegn på de såkaldte “gummiben” - tanken var ellers nærliggende pga. omtalte tynde trup. Levantes styrke har været sejre over de små og i teorien ligestillede hold, mens man kun har klaret sig marginalt bedre mod de større klubber symboliseret ved højdepunktet; hjemmesejren over selveste Real. Med 4 point ned til det frådende forfølgerfelt, mangler man “rivaler” såaom Osasuna, Atletico, Barca og Ath. Bilbao - alle på Ciutat de Valencia-hjemmebanen. Ligaens måske to svageste hold, Zaragoza og Gijon, venter endda på udebane. Klarer man europæisk for 1. gang?

- Skulle det umulige ske - at man når europæisk, hvad er så perspektiver her? Kan gamle profiler som Ballesteros, Venta, Juanfran, Suarez og Bakero virkelig holde niveau? Jeg tror, meget afhænger af vejen til Europa, for skal man først ud i kvalkampe allerede i sommeren, og derved ikke få ro til sæsonforberedelserne, så får man det svært. Det koksede for selv Sevilla. Man må satse på det direkte gruppespil, og derfor håber jeg da også “kun” på Europa League… Men Levante er i min Verden altså et hold med europæisk snit, og folk som Munua, Navarro, Del Horno, Farinos, Serrano og Koné har alle erfaringer med hedengangne UEFA Cup og/eller Champions League. Hvis Laudrups Getafe kunne nå finalerunderne, hvorfor kan Levante så ikke?

——

——

Konklusion og debat

Så, ligaens mindste budget er med en ny træner og et halvt nyt hold på vej imod en historisk ligaplacering, men…

- kan man fastholde den, eller skal man bare være glade for at slå rekorden qua en 9. plads?

- hvad med Europa, har Levante noget at skulle have sagt her?

- hvad bringer næste sæson for Frøerne?

–

Tak, fordi I læste med!

——

——

Litteratur

http://es.granotas.net/f…ante_62307/

http://www.guardian.co.u…iga-levante

http://www.guardian.co.uk/football/blog/2011/oct/17/levante-la-liga-expendables-2

http://www.guardian.co.uk/football/blog/2011/oct/31/la-liga-levante-finally-dethroned

http://en.wikipedia.org/…rrent_squad

Usexet eller sigende?

Jeg ved det - Alt imens snakken og bloggene om den spanske invasion af Europa når nye højder, smider jeg nu noget så usexet som Segunda Division på bordet. Og hvorfor egentligt?

Jo, ser man i virkeligheden ikke i lige så høj grad frugterne af den mangeårige storudvikling i spansk fodbold helt hernede?

I hvert fald mindes jeg ikke at have set to så stærke traditionshold, Deportivo og Celta, udskille sig i et parløb direkte imod forventede oprykning.
Og det er altså hold, der - ligesom i denne sæson hvor alle 3 oprykkere er over stregen - har potentialet til at blive oppe i mange år frem.

Jeg vil således i det følgende smide mine 25 cents på den måske historisk stærke Segunda-top, som dog alligevel er en naturlig udvikling…

Tendenser

- Vi har i denne Primera Division-sæson set et oprykkerfelt, som har klaret sig flottere end længe set. Senest spillede en anden traditionsklub, Betis, lige op med duksene fra hovedstaden, mens Rayo Vallecano sågar har klaret sig markant bedre og ligger hele 10 point over stregen. Det ligner to “overlevere”. Granada har grebet det helt anderledes an, men har trods alt bevist, at selv med en masse nye tilgange og lejemål kan man konkurrere.

Forrige sæson var ikke meget anderledes. Kun Hercules meldte sig tidligt ud af oprykkerne, mens Levante (som er at finde hvor nu?) og Sociedad lige så godt kunne være endt i den øverste halvdel på de allersidste spilledage. Igen to kvalitetsklubber, selvom selv ikke jeg havde forudset Levantes øjeblikkelige eventyr.

Sæsonen før det var det så Zaragoza, som trods seneste elendighed og pengekrise immervæk er en storby med massiv opbakning og insisteren, og sæsonen inden var det bl.a. Málaga der ikke bare meldte sig som europæisk udfordrer sæsonen efter oprykning, men også den dag i dag.

Tilmed ser vi flere og flere eventyrhistorier i Copa del Rey; se bare Cordoba og især Mirandés, som i årets udgave nåede helt ind i finalerunderne ved at besejre bl.a. Espanyol, Villarreal og Racing. Dette må alt andet vidne om større kvalitet i sekundadivisionerne, når fx et Segunda B-hold i den grad kan tage røven på hele fodboldverden.

Hvorfor bliver tendenserne så tydeligere med årene? Jo, det må være en blanding af 2 væsentlige faktorer, en uspoleret og en spoleret, som så at sige skaber fortsat dynamik og muligheder i den spanske paella-røregryde:

1) Uspolerede:

- Den røde tråd i den spanske talentudvikling, som sikrer klubbernes ungdomshold i nogle af landets bedste rækker.

Jeg kan nævne et eksempel fra “egen krop”: Reserveholdet, VCF Mestalla, er nu rykket op i landets tredjebedste række, hvilket med tiden vil forbedre klubbens talenter ved først at lade dem etablere sig i rækken og senere “rykke op” ved hjælp af fx lejemål til klubber på højere niveau, såsom i Segunda Division.

Kunne det i øvrigt være en struktur, der er relevant at følge i andre lande? Danmark har forsøgt sig lidt med en udpræget reserveliga, men burde man måske gå hele vejen og få ungdomsholdene ind over?

2) Spolerede:

Klubberne - eller skulle vi sige præsidenterne - er ved at bløde op for pengenes vigtighed i moderne fodbold. Vi ser det ikke bare i blandt subtopklubberne, som både er ved at bygge/planlægge stadions (Valencia, Atletico, Sevilla og Athletic) og revolutionerende gøre krav på flere TV-penge som nu udvides med massive interesse fra Fjernøsten, men også på opkøb og overtagelser af mindre klubber (Málaga, Getafe, Racing osv.).

Igen et eksempel (og jeg skal beklage, at det er egen klub igen, men her er mit kendskab størst): Valencias gamle sportsdirektør, Soler, udtalte, at et opkøb af både klub og nøglespillere nødvendigvis måtte blive “over hans lig”. Denne forblændende kærlighed var ved at koste klubbens eksistens, og ved næste Præsidentvalg blev han således erstattet af Llorente, hvis første handlinger var at afskibe Solers yndlinge, David Villa og David Silva, til rekordsummer. Og dette uden at blive dårlige i ligaen, tværtimod.

Vil vi se flere markante projekter a la Málaga i nær fremtid, og er det virkelig vejen frem for en oprykker sådan umiddelbart?

Stillingen

http://www.bold.dk/fodbold/Spanien/Segunda_Division

- Depor og Celta synes begge stukket af, nu hvor hullet er på 7 point ned til det tætte forfølgerfelt, som reelt set - i hvert fald i min optik - udgøres af 5 hold spredt i et interval af lige så mange point, nemlig 5. Valladolid har således i dag lige besejret Nicki Billes Elche i en topstrid, der meget vel kunne give nogle indikationer på den 3. oprykker? Eller hvad?

De Sikre

Deportivo og Celta må alt andet lige betegnes sikre i min bog, da de foruden pointhøst allerede nu har setup til at blive i Primera Division.

Deportivo la Coruna

- Brancoazuis har formået at holde godt sammen på tropperne efter sidste sæsons chokerende nedrykning (som jeg som Valencia-mand stadigvæk føler skyldfølelse over). Eneste store afsavn er vel formstærke Adrian, som man transferfrit lod gå til Atletico. Derfor har man stadig så prominente folk som Aranzubia, Manu Pablo, Colotto, Valeron(!) og min personlige favorit; Riki, som alle er erfarne Primera-navne.

Guardado har dog været sæsonens helt store oplevelse - og hans villighed til at hjælpe Depor tilbage imponerer mig stadig den dag i dag, mens tilgangen af tuneseren, Lassad Nouioui, alligevel har vist sig måske tungen på vægtskålen i Depors svære start i Segunda.

I skrivende stund har man kun tabt 1 af seneste 14 kampe…

Celta de Vigo

- Hvem husker ikke deres ChL-eventyr tilbage i 2003/04, da man strøg forbi bl.a. Milan og Ajax, for så at blive slået ud af Arsenal i finalerunderne. Kun anfører Oubina er tilbage fra dette historiske hold - der talte bl.a. Sylvinho, Milosevic og Mostovoi.

Et ny æra kan dog være undervejs, da man i stjernefrøet på højrebacken, Hugo Mallo, er tilbage i mange internationale storklubbers erindring.

Erfaringen er dog iøjnefaldende med de Lucas (fortid i Chelsea og PSG), erfarne Bermejoi & topscorer Aspas i front og så ikke mindst den stærke catalaner, David Catala, som styrmand i centerforsvaret.

3. oprykker?

Så skal vi bare lige have fundet en 3. oprykker..

Valladolid

- Har med en sejr over Billes Elche måske lige bragt sig i pole hertil, og det er altså endnu en af de her klubber med setup’et i orden. De kender La Liga, i hvilken de har spillet i i 40 sæsoner, hvilket gør dem til den absolut mest erfarne af forfølgerne, og så har de foruden den profilerede træner, Dukic, et godt mix af spillere:

Jofre, Nafti og erfarne Varela har alle Primera-niveau, mens Real-evighedstalentet, Bueno, og Sisi kan blive spændende bekendtskaber. Aaron Niguez venter jeg også bare skal eksplodere, men synes alligevel ikke, at den gamle topscorer på ungdomslandsholdet har bevist nok i hverken Valencia eller nogen af de andre klubber.

Almeria

- Michael Jakobsens nedrykkere opererer med en langt smallere trup, da man tog afsked med store navne som Castro, Ángel og Valencia-trekløveren (Alves, Feghouli og Piatti) med turen ned i Segunda, hvilket vi begynder at kunne se på resultaterne efter en ellers flot start i Segunda.

Almeria er den med afstand yngste klub, og man skal derfor ikke lade sig dupere af det manglende kendskab, for det er måske i virkeligheden det mest efficiente af de tre hold. Således har man siden etableringen samme år som Murens fald allerede tilbragt 4 sæsoner i træk i Primera, samt i sidste sæson opnået en semifinale på Copa del Rey, hvilket vel i virkeligheden også kan have sin andel i nedrykningen.

Man har således stadig folk med Primera-niveau i svenske Henok Goitom, argentinerne (Bernardello og Ulloa) og Soriano, men det begynder sgu at se kritisk ud på centrale pladser, hvor der snart må gennemtvinges et generationsskifte på keeper Esteban, forsvarsklippe Acasiete og ikke mindst anfører Ortiz. Det er dog et skidedygtigt og sympatisk hold, hvilket Michael Jakobsen også flere gange har udtalt, ingen tvivl om dét.

Hercules

- Herculanos er nok bedst kendt for den historiske sejr på Camp Nou i sidste sæson, men nedrykkerne er godt nok også gået ned med flaget siden den flotte, flotte stime på 9 sejre i 11 første ligakampe i denne Segunda-sæson. Man lever dog også stadig på rester af Primera-opholdet:

Aganzo, Aguilar, Rivas og Paco Pena er stadig klassespillere, og de har altså formået at klemme sig ind i Segundas playoff-spil i de sidste mange sæsoner, selvom det denne gang ser sværere ud uden folk som talentfulde Femenia og gavtyven, Rufete, der begge kan gøre forskellen under formkriser som nu.

Cordoba

- Hvem husker ikke sidste sæsons Cope del Rey-eventyr, som jo nedlagde bl.a. Espanyol over 2 kampe. Men faktisk er dette noget nær det største, man har oplevet siden seneste og eneste Primera-æra tilbage op igennem 60′erne, til trods for at have over 60 år på bagen.

Jeg vil som skrevet i kommentarfeltet kalde dem Almerias modsætning, idet de ikke har fokus på hurtigheden og offensiven, men med forsvarsklipperne, Prieto og anfører Gaspar, har man dog en god organisation, som netop kan modstå selv Primera-hold. Fremme på banen lavede man lidt af et scoop, da man hentede midtbanekreatøren, Borja, der jo hjalp Rayo til oprykning og nu måske er godt i gang med det samme som topscorer for Cordoba?

Los Califas får det i mine øjne svært i kampene mod jævnbyrdige hold, hvor det er marginaler og boks-til-boks-spillet der typisk kan blive afgørende, og deres sæson har vel allerede nået et optimumspunkt af ovennævnte årsager, kunne man lidt frygte.

Og så har jeg i øvrigt mit eget sympati-hold i Segunda, men dem behøver vi ikke snakke videre om, da de som oprykkere ligger med røven i vandskorpen lige over nedrykningsstregen - med udsigt til at møde duksene på Riazor i næste runde…

Finten

Man skal nemlig huske på, at i Spanien opererer man i stor stil med dette playoff-spil, som i de lavere rækker dannes af “parringer” mellem regionernes ligaer (fx Valencia vs. Madrid), mens vi i Segunda har 4 pladser afsat til at finde den sidste oprykker.

Altså vil meget også afgøres af dagsform, marginaler og givne modstander, når holdene nu er så jævnbyrdige.

Mit bud

Vi bliver måske lidt klogere efter næste runde, hvor Almeria står over for en svær opgave i Valladolid, men jeg vover alligevel pelsen og udpeger andaluserne.

De har fået sig en god og erfaren træner i Lucas Alcaraz, og så står de altså som nævnt til at miste endnu flere spillere snart, hvorfor det skal være nu eller aldrig.

De har i min optik forfølgerfeltets bedste og mest varierede angriberflok, samt et sammentømret midterforsvar - og her menes ikke MJ som jo primært er back - hvilket har vist sig vigtigt i en liga, hvor der immervæk spilles overraskende meget boks-til-boks. Hurtighed og fysik er langt vigtigere end først antaget, eftersom der i Primera snarere er teknik og taktik i højsædet.

Hvem tror I på som Segunda-oprykkere, og er parret i front virkelig uopnåelig?

… Fascinationen af disse typer er dog intakt, ligesom den er for det defensive og fejende effektive fodbold. Men hvad udgør en god defensiv? Er ”angreb det bedste forsvar”, eller kan man virkelig (tillade sig at) spille med en ”oprydder” i moderne fodbold?

Personligt har jeg igennem ungdomsårene spillet noget nær samtlige pladser på et hold, men denne ansvarsfulde position – som bagerste mand med udsigt ud over alle holdkammeraterne i ”marken” – har lige godt fascineret mig allermest. Dette afspejles også i tilhørsforholdet af klubber og spillere.

Definition

Oversat fra italiensk betyder Libero ”fri”, hvilket jeg tolker som en lidt mere uafhængig sweeper, hvis ypperste opgave – modsat sine defensive kollegaer – ikke er mandsopdækning. Derimod skal rollen så at sige aflaste og vejlede resten af holdet ved at lukke huller og generelt være forudseende. Derfor kræver det da også stor alsidighed og beslutsomhed, hvilket afspejler sig i denne blogs liste over alle tiders bedste Liberoer. En over tiden senere tilføjelse er det offensive bidrag samt at kunne igangsætte kontrastød, hvilket den frie position tillader pga. den udeladte mandsopdækning. Dertil kommer særegne must-haves såsom erfaring, selvtillid og håndtering.

Oprindelse

I 1960’erne ”genopfandt” den franskargentinske Inter-træner, Helenio Herrera, et system kaldet Catenaccio – en spillestil, som beror på en organiseret og effektiv defensiv i at holde modstander fra at score. Hvad der i dag vil blive anset destruktivt for fodbolden, fik da også ry for at fedte mange 1-0’er hjem allerede dengang.

Javel, 1950’ernes succesfulde Triestina-træner, Rocco, opfandt den ægte Catenaccio med variationer af 1-3-3-3-, 1-4-4-1- og 1-4-3-2-formationer, men først efter Milano-klubbens brug af systemet og ikke mindst Libero-rollen blev det alment accepteret og udbredt. Ikke mindst, fordi den anerkendte forfatter og sportsjournalist Giovanni ”Gianni” Brera decideret navngav positionen (red., Libero).

I sine klummer beskrev han Libero som spilleren, der fra sin tilbagetrukne position skulle læse spillet, opsamle andenbolde og igangsætte kontrastød. Dette bringer os tilbage til Herrera, for han så kun Liberoen som defensiv og dette bag en firebackkæde, hvilket nok er grunden til, at Inter altid har været bagud i udviklingen af denne type spiller. I de følgende årtier blev vi og Serie A velsignet med typer såsom Gentile, Scirea, Bergomi og ikke mindst Baresi, mens min egen generation er vokset op med folk som Maldini, Cannavaro og Nesta.

Men nåede begrebet nogensinde ud over landets grænser?

Top11

Først og fremmest vil jeg lige indskyde, at det ikke har været nogen nem opgave for sådan en ung knøs som jeg. Især, fordi der ikke forefindes en egentlig ”liste” over alle tiders bedste Liberospillere. But here goes:

1) Franco Baresi

- Jeg får sikkert hug over tuden for det her valg, men i min optik er der ingen tvivl: Baresi er den største. Ud over at være klubmand og ”Århundredets AC Milan-spiller”, tilførte Piscinin (red., Den Lille) bare noget dengang helt ukonventionelt: En, om muligt, lige så stærk offensiv, hvilket stred imod Catenaccio. Således var det ikke et særsyn, at Baresi med største overlegenhed driblede helt op til modstanderens målfelt. Men dette uden at negligere defensiven for meget, hvilket næsten var mere imponerende. Det bedste ord, jeg vil påklistre ham, er med andre ord ”ansvar” - Tog sagen i egen hånd om nødvendigt, men aldrig uden at have aftalerne i orden.

Jeg kan identificere mig så godt med ham (uden større sammenligning, i øvrigt). En intelligent spiller, som i første omgang blev kasseret (red., hos Inter) pga. størrelsen, men senere viste dem uret i en rivalklub.

2)Franz Beckenbauer

- Der Kaiser var større både fysiologisk og popularitetsmæssigt. Kåret som næstbedste europæiske spiller bag ingen ringere end Cruijff, og også en kæmpe kapacitet i sporten i dag. Igen: ansvar, men også endnu en klubmand. Tilfældighed, eller er et sådan indbyrdes kendskab behøvet som Libero?

Libero blev først populariseret og verdensudbredt med Franz, som dog også var gammel midtbanespiller og deraf havde andre forudsætninger for sin store elegance. Derfor synes jeg da også, at Baresis placeringsevne og forudseenhed er marginalt bedre, selvom det virker så uendeligt ligegyldigt at snakke om med to så fantastiske spillere.

Alternativt, så er der bare et eller andet over spillere med initialerne, ”F.B.”. Og dog:

3) Gaetano Scirea

- Baresis overmand på landsholdet. I det frygtindgydende Juve-centerforsvar var Gentile den nådesløse nyser, hvorimod Scirea blev anset yndefuld, i balance og fair – Han modtog således aldrig et rødt kort. Utrolig dygtig til at løsrive sig af defensiven og sågar score selv, hvilket igen var i strid med Catenaccio. Blev dog lidt tidligere rykket op på en defensivmidtbane, hvilket også koster i regnskabet, foruden eftermælet som legende efter hans alt for tidlige død.

Ære være hans minde, en af alle tiders største genier på en bane.

4) Daniel Passarella

- Kælenavnet El Gran Capitan siger vel det hele. Den blot 173cm høje argentiner var overlegen i luftspillet, og så har han alt, hvad der skal til: En VM-titel, europæisk topbold, og endnu en klubmand: River Plate-legenden er da også i dag præsident for dem, hvilket igen vidner om ansvar og autoritet.

5) Matthias Sammer

- Hvordan kunne jeg dog glemme den fyrige Dresden-rødtop, der om nogen har præget fodboldverdenen både på og udenfor banen. Desværre ramt af et par grimme skader, men det skal ikke hindre ham i at indtage listens bedre halvdel.

6) Tony Adams

- Endnu en klubmand, men denne herre kunne sagtens have drevet det endnu videre, havde det ikke været for trangen til en tår og natklubslagsmål. Offensiven var måske knap så veludviklet, men tag ikke fejl af defensiven og lederegenskaberne, som er i samme klasse med ovenstående korifæer.

7) Ronald Koeman

- Selvom guderne skal vide, at jeg afskyr ham som træner, må man bare anerkende hans store spektrum af forcer. Farlig fra over alt på banen pga. dødbolde og generelle skudteknik, hvilket gjorde at han som centerforsvarer typisk tiltrak markeringsspillere, så snart han gik med frem i spillet. Stor kvalitet at kunne som holdets bagerste mand.

Jeg er virkelig i tvivl om, hvorvidt han anses større end Puyol, men jeg giver det alligevel forsøget.

Fabio Cannavaro

- Svært at komme uden om en Verdensmester, som oven i købet er kåret som Verdens Bedste, og på mange måder ligner han da sine forgængere. En herre, der har været i nærmest alle store Serie A-klubber, for ikke at nævne Real Madrid. Lidt af et særsyn, som står i kontrast ift. folkene ovenfor.

9) Carles Puyol

- En af de spillere, man kan have tendens til både at over- og undervurdere. Han har sidste sæsons 3 bedste spillere foran sig, skal man tro de store fodboldorganisationer, men som gamle højrebenet venstreback har han alligevel tilegnet sig noget spilkløgt igennem årene – Det er altså en svær position. Og så er han igen klubmand, rettere catalonier.

Jeg vil lade det være til diskussion, og jeg er derfor åben for forhandling.

10) Roberto Ayala

- Lidt farvet er man vel, men det er nu ganske berettiget, for han er årsagen til min fascination af Libero-rollen. Den korte tur forbi AC Milan gjorde ham helt sikkert godt inden Valencia-opholdet, men en af alle tiders mest frygtindgydende spillere. Vildskab, teknik og intelligens: Den Lille Mus havde det hele, men hvad der adskilte ham fra mange kollegaer var fysikken og herunder især springkraften, hvor han lignede hans landsmand og forbillede, Passarella, meget.

11) Paolo Maldini

- En af Verdens ubestridt mest beundringsværdige væsener, som formåede samtlige 25 sæsoner i AC Milan. Il Capitano var tilmed den fødte rollemodel og leder, ligesom sin far Cesare, men først efter stortiden med Baresi og Costacurta fik han sin Libero i Europas dengang måske frygtindgydende forsvar med også Tassotti og senere Nesta. Maldinis talent lå som sagt i kortene, og han var da også en stor fan af Baresi, som også var en meget alsidig spiller i firebackkæden i sine unge dage.

Maldini spillede i forlængelse heraf alt for få sæsoner i centerforsvaret, til at kunne kravle højere op på listen, men manden havde alle forudsætninger for en god Libero.

Kom gerne med ris/ros til listen, eller evt. kom med bud på morgendagens Liberostjerner.

Fordele og ulemper

Liberoen nyder ikke samme fokus og kærlighed i den moderne fodbold, hvor højt presspil og offside-fælder har vundet indpas pga. det større krav om attraktivt og seværdigt fodbold.

Fordele

Gevinsten ved en Libero er dog ikke til at tage fejl af, såvel defensivt som offensivt – Nemlig i det forebyggende spil. Man får således en mere fleksibel jokertype, der skaber overvægt i både defensiv og offensiv. Der er ikke så meget andet at tilføje, for dét i sig selv lyder jo som en kæmpe konkurrencefordel, som således også er svær at opnå:

Ulemper

At spille med Libero kræver først og fremmest at have en sådan af slagsen. Jeg kalder det banens sværeste position, og hidtil har vi erfaret af bloggen, at de største Liberospillere var både klubmænd og ansvarsfulde – Noget, der trods alt er en større sjældenhed i moderne fodbold. Ydermere kræver det, at hele spillestilen er lagt op på et defensivt udgangspunkt, hvor backerne således ikke bare kan drøne frem ved hver lejlighed. Libero er ej heller så forbilledligt for kommende fodboldgenerationer, der fodres med Barca’sk boldkontrol og højt presspil, hvilket jeg egentligt synes er okay, men så alligevel ikke. Er udviklingen virkelig løbet fra Liberoens effektivitet?

Nogle af vores absolut bedste danske centerforsvarer i moderne tid var sådanne typer: Morten Olsen, Lars Olsen og Rene Henriksen.

Oplæg til diskussion

Mange af os husker, eller har hørt om, Pelés igennem mange år hidsige kritik af især italienernes brug af Liberoer, hvilket sjovt nok har sendt selvsamme brasilianere ud af VM et par gange. Tilsvarende var grækernes store EM-triumf i 2004 i høj grad et produkt af en sådan ”styreform”, hvor ultraerfarne Kapsis bag 2-metermanden Dellas styrede Hellas hele vejen.

Skal moderne fodbold virkelig være popularitetsstyret a la en anden MTV-generation, eller er det i orden med Liberoer?

Godt nytår !