Nogle tanker om Gareth Bale og hans udvikling

Skrevet d. 17. juli, 2013 af a_esbech
3 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

En af de mest omtalte spillere i sidste sæson har været en ung walisisk fodboldspiller. Gareth Bale har haft en utrolig udvikling i sin tid hos Tottenham Hotspur, en klub som han selv har givet udtryk for at han holder af og som i den grad holder af ham. Hans bemærkelsesværdige præstation hele sidste sæson har sat rygtesmedjen i gang. I dette transfervindue har han været linket til Real Madrid, Paris Saint Germain, Manchester United og Manchester City. 4 sværvægtere på den internationale fodboldscene, som ikke har været afskrækket af et prisskilt på op mod €100 millioner. Det har også givet anledning til mange holdninger til hvor Gareth Bale’s fremtid ligger. Argumentet “Han kan ikke udvikle sig i Tottenham” er meget ofte hørt når samtalen falder på den 24-årige waliser. Kan det virkelig passe at Bale og Spurs er ved at vokse fra hinanden?

The Gareth Bale Curse

Lad os skrue tiden nogle år tilbage (hvis man allerede kender Bales historie i Spurs, kan man springe 2 afsnit frem). I 2007 købte Tottenham den 18-årige Gareth Bale i Southampton for en samlet sum af £7 millioner. Han fik debut hurtigt efter og i 2008/09 sæsonen spillede han ofte på venstre back. I de kampe gave det dog anledning til at mistænke Bale for at være forbandet. I sine første 20 kampe for Tottenham havde han ikke være med til at vinde en eneste gang. Spurs fans var lykkelige da Alex McLeishs Birmingham bød £3 millioner for at overtage Bale, da knægten på daværende tidspunkt blev anset som en ulykkesfugl. Det var kun en skade til Tottenhams anden venstreback Benoit Assou-Ekotto, der forpurrede det skifte. Først d. 26. september 2009 fik Bale sin første sejr da han blev skiftet ind 5 minutter før tid i en 5-0 sejr over Burnley.

Taxi for Maicon

Bale’s helt stor gennembrud kom året efter, hvor Spurs for første gang siden 1961/62 spillede med i den bedste europæiske turnering. Et hattrick mod Internazionale på San Siro fik Gareth Bales navn til at sprede sig som en steppebrand. Her viste han for første gang virkelig hvad hans talent indeholder. Præstationen var endnu mere bemærkelsesværdig i og med at Bales primære oppasser var en af verdens bedste højre backs, Maicon. Bale har sidenhen drevet gæk med mange højrebacks, hvilket har skabt store frustrationer hos modstanderne. Disse frustrationer har udmøntet sig i hårde tacklinger mod venstrekanten, som har svaret igen ved at “beskytte sig selv”, eller som det oftest bliver opfattet, at filme. Det var også det der kom til at være hovedhistorien i starten af sidste sæson, hvor Bale forholdsvist hurtigt indkasserede 3 gule kort og dermed en karantæne, alle pga. at dommeren vurderede at Bale forsøgte at spille på kontakten fra modspilleren. Kigger man tilbage på sæsonen er det dog ikke det som står som det primære, men mere de 21 mål han scorede i Premier League. Han er den første spiller i Tottenham der har scoret 20 mål eller flere i ligaen siden Jürgen Klinsmann i 1994/95 sæsonen.

Brand it like Beckham

Sidste sæson er netop grundlaget for alle de spekulationer om Bales fremtid, men også Bale i sig selv er omgivet af stor hype. Han fremgår af stort set alle reklamer for Premier League jeg har været i nærheden af. En kæmpe plakat af ham i den nye Tottenham trøje er blevet hængt op på Times Square i New York, som en reklame for ham, Premier League, Tottenham, Under Armour og HP. Han har for nogle måneder siden registreret sit navn og en tegning af sin sædvanlige jubel, som varemærke. Brandet Bale er brandvarmt. Man har set det før, en af verdens bedste spillere skifter til en ny klub og på grund af spillerens kvaliteter sker der en eksplosion af trøjesalg. Der er også de spillere der har haft noget ud over sine fodboldkvaliteter, her tænker jeg primært på Beckham, så har det endnu større indvirkning. Bale er ved at udvikle sit eget brand. Det skaber en enorm merværdi som ikke kan indløses på en fodboldbane.

Blandt verdenseliten?

Bale har vist at han kan formå at afgøre kampe, stort set, alene. Ud af de 21 mål Bale scorede i sidste sæson ændrede 14 af dem udfaldet af en kamp. Sagt på en anden måde i 14 kampe har Gareth Bale enten sikret Tottenham en sejr eller et uafgjort resultat. Det har fået mange op af stolene og øse ham til med superlativer. Oftest nævnes han som top 10, 5 eller 3 i verden (kun overgået af to spillere i Spanien). Det efterfølgende argument er så at knægten bør spille for et hold der spiller i Champions League og at han ikke kan udvikle sig videre i Spurs. Til det kan jeg kun spørge “hvorfor?” og “hvorfor ikke?”.

Det er klart at det må være sjovest for verdens bedste spillere at møde andre der får samme prædikat. Der er derfor ingen tvivl om at Gareth Bale gerne vil spiller Champions League, han har vist selv givet udtryk for det. Men hvem siger at han skal tage til en ny klub for at opnå det? Det er rigtigt at han lige pt. spiller for Tottenham, som må forventes at falde udenfor det fine selskab i Champions League, men tænker man hvor Spurs var da Bale skrev med klubben, så har Tottenhams udvikling foregået med raketfart. Fra at være et konsekvent midterhold, som skulle hen til de sene forårsmåneder for at sikre at de blev i den bedste række til at være et hold, som skal hen til de sene forårsmåneder for at smide Champions League pladser på gulvet, er et kæmpe spring. Et spring der er taget på 4 år.

Er udviklingen virkelig stoppet?

Men hvorfor kan han ikke udvikle sig videre i Spurs? Jeg kan ikke se noget belæg for at hans udvilking skulle være stagneret. I 2009 var han Spurs’ ulykkesfugl og i 2013 var han en af ligaens bedste og fra sæson til sæson har han forbedret sig. Jeg har svært ved at se argumentet skulle kunne holde vand, især fordi han selv har udtalt at André Villas-Boas har lært ham meget nyt og at han ikke er færdig med at lære af ham endnu.

I det hele taget har jeg svært ved at se Bale inderligt ønsker at komme væk, i og med at han lige er blevet far til en lille pige. Han er desuden en stor familie mand og det er i sidste ende nemmere at køre de 250 km ud af M4 for at komme hjem end det er at komme til Cardiff fra Spanien.

Jeg vil afslutningsvis sige at jeg synes ikke at Bale og Spurs er ved at vokse fra hinanden, tværtimod. I mine øjne vokser begge sammen og begge nyder godt af at begge brands vokser hurtigt. Jeg kan derfor ikke se argumenterne for at han partout skal væk for at kunne forbedre sig. Så jeg opfatter derfor alle ønsker om at Bale skulle forlade Spurs for at gøre det udelukkende fra egne interesser, enten i at styrke eget hold eller ved at svække konkurrenten. Jeg vil dog sige at skulle der gå 2-4 år mere med resultater der ikke giver Champions League, så bør han helt klart skifte væk, men knægten er 24 han har mange år i sig endnu til at opnå de drømme. (Men kan det komme bag på nogen, hvis man kender mit tilhørsforhold til klubben?)

Nogle tanker om Superligatrænerne i OB

Skrevet d. 21. december, 2012 af a_esbech
13 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

Disclaimer: Hvis du er af den type der mener at statistik i fodbold er noget nymodens pjat og slet ikke hører sig til, så kan du godt lade være med at læse videre. Desuden vil jeg ønske dig held og lykke i QPR. Hører du derimod til den del af befolkningen som går meget op i korrekt behandling af statistiske oplysninger, så bør du også lade være med at læse videre. Her vil være tale om en blog, der har en meget lemfældig omgang med tallene, men alle tallene er korrekte.

Det er ikke nemt at finde frem til hvilken træner der er bedst, vi ved at Ove Christensen har fået hold til at overpræstere og at Keld Bordinggaard endnu ikke har haft ret meget held i sine jobs. Der er en generel accept, i analyse kredse, at den bedste måde at sammenligne resultater er ved at sammenligne den mængde lønkroner man har brugt. Da jeg ikke har adgang til lønningsstatistikkerne for Superligaen er det umuligt for mig at lave en reel sammenligning mellem OB’s trænere. Det skal dog ikke hindre mig i at gøre forsøget.

Denne blog vil handle om de 12 trænere, som OB har haft siden Superligaen startede. Jens Plambech var træner da OB var i 1. division og vende, men disse statistikker er ikke med. En anden sidenote er at Troels Bech får al æren for Bech/Rasmissen samarbejdet i 2004-2005, derfor figurerer Klavs Rasmussen ikke i disse statistikker.

Tabellen Lyver Aldrig
En floskel, som, vel i grunden, altid er sand er at tabellen aldrig lyver. I bund og grund er ens hold ikke bedre end man ligger i tabellen. Så den første statistik vi kan kigge på er hvor de forskellige trænere er endt med holdet. Det skal siges at når en træner er blevet fyret midt på sæsonen, så har han stadig fået kredit for den sæson. Så ved 2. pladsen i 2011 tilfalder æren, Henrik Clausen, Uffe Pedersen og Lars Olsen. Hvis man starter med at kigge i bunden af denne tabel, så ligger Jens Plambech på en 12. plads med 10,5 pladsen i gennemsnit og det taler ikke til hans fordel at det i bund og grund er Torben Storms fortjeneste at han får kredit for 9. pladsen i 2000. Den OB træner der har haft bedst succes i tabellen er, vel ikke overraskende, Lars Olsen. Han har opnået en gennemsnitlig placering i ligaen på 2,5, han får kredit for tre 2. pladser og en enkelt 4. plads. Han er fulgt af Uffe Pedersen med 3,3 og Bruce Rioch på 3,5.

Nu kan jeg høre jer råbe på den anden side af skærmen ”Det siger jo ikke noget om træneren hvis de kan få kredit for noget de ikke har gjort!” Det har I fuldstændig ret I, så tak for det. Det er nok et meget mere interessant sammenligningsgrundlag at kigge på hvor mange point hver træner har høstet. Her er selvfølgelig tale om gennemsnittet, da Troels Bech med sine 131 kampe har haft lidt nemmere ved at høste point end Poul Hansen med 11 kampe. Igen kan vi fokusere på Jens Plambech i bunden af tabellen, han har formået i sine 12 kampe i spidsen for OB at opnå et pointsnit på 0,58. Der er altså ikke ret langt ned til Lyngbys træner Hasse Kuhn, da klubben gik konkurs. Han bliver dog skarpt forfulgt af en mand som havde en af Superligaens dyreste mandskaber til rådighed, sportschef Poul Hansen. Han fik 11 kampe i spidsen for OB efter han fyrede Henrik Clausen og han formåede at få 0,73 point pr. kamp.

For at finde sejrsherren i denne kategori skal vi helt ned og kigge i promiller af et point. Bruce Rioch er den træner der har fået flest point pr. kamp for OB med 1,788, mens Lars Olsen får en flot 2. plads med 1,785. Den tidligere sportschef Kim Brink tager sig af 3. pladsen med 1,66. Troels Bech ligger her på en sølle 8. plads med 1,5 point pr. kamp.

Hvem vinder?
En ting er hvor mange point man får en helt anden ting er om man reelt vinder sine kampe. Der var et år i Superligaen hvor FC Nordsjælland ikke kunne spille uafgjort, hvilket førte til en respektabel placering. Sæsonen efter havde de på et givent tidspunkt tabt lige så mange kampe som ved samme tidspunkt sæsonen før, men der var kommet langt færre point ud af det pga. at man nu spillede uafgjort. Desuden vil tilskuerne nok helst have sejre. Hvis man regner en uafgjort for en halv sejr, så er Lars Olsen stadig i front, som den bedste OB træner i Superligaen, med en sejrsprocent på 64,49 % skarpt forfulgt af Bruce Rioch på 63,46 %. (Troels Bech 54,20 %). I den anden ende kæmper Jens Plambech og Poul Hansen deres indædte kamp med hhv. 20,83 % og 31,82 %.

Igen kan jeg høre jer sige ”Hallooo, en uafgjort kamp er jo ikke en sejr.” Igen har I ret, hvad skulle jeg dog gøre uden jer? Kigger man på hvor mange kampe trænerne vinder ud af dem der bliver spillet så vender tabellen en lille smule. For første gang har Jens Plambech flyttet sig væk fra sin evige 12. plads og Poul Hansen har nu overtaget ”Brøndby-Pladsen”. Når Plambech var i spidsen for OB så vandt de 16,67 % af kampene, men kun 9,09 % mens Hansen var ved roret. I toppen tager Bruce Rioch førstepladsen med 51,92 % af alle kampe endte med en sejr. Lars Olsen bliver forvist til 3. pladsen af Rioch’s assistent Michael Hemmingsen, som har formået at vinde præcis halvdelen af alle sine 14 kampe i spidsen for OB. Lars Olsen formåede ikke at vinde halvdelen af sine kampe, men det er tæt på, han vandt 49,53 %. (Troels Bech har vundet 41,22 % af alle sine kampe for OB).

Ude godt, hjemme bedst?
Ser man på statistikken for ude og hjemme kampe så sker der en hel del ting, som jeg ikke lige havde forudset. Eksempelvis har Bruce Rioch formået at tage 1,92 point pr. kamp på udebane, hvilket må siges at være en imponerende statistik. Det kommer sig af at han i 54,17 % af sine udekampe har skaffet en sejr. Han har derimod kun skaffet 1,68 point pr. kamp på hjemmebane og kun halvdelen af kampene er endt med sejr. Her kunne det være relevant at nævne at når vi taler om tal med over 1,5 point per kamp, så bør ordet ”kun” tages lidt let.

Der er én træner der har taget det til sig at ens hjemmebane skal være et fort. Uffe Pedersen har stået i spidsen for OB i 29 hjemmekampe 65,52 % af dem er endt med en sejr og han har fået 2,21 point pr. hjemmekamp. Hvis man siger at uafgjort er en halvsejr, stiger Uffe Pedersens sejsprocent på hjemmebane til 77,59 %! Kim Brink lægger sig lunt i svinget med 2,08 point på hjemmebane, mens Lars Olsen må nøjes med en uvant bronzemedalje med 1,91 point pr. hjemmekamp. Troels Bech ligger på en 6. plads med 1,71, og formår dermed at slå Bruce Rioch.

Det gælder om at score mere end modstanderen
Hvis du rejser nogle år tilbage i tiden og spørger en Arsenal fan hvad der er det vigtigste i en fodboldkamp, så ville han svare at vinde også selvom det vil være en meget defensiv kamp og kun ende 1-0. Rejser du længere tilbage og taler med en Tottenham fan om det samme, vil han sige at det handler primært om at vinde med stil, at spille flot og score mange mål. Hvis vi kigger på Boring, Boring Arsenal strategien og kigger på hvilken træner der lader færrest mål gå ind i en kamp i snit, så er det vel ikke overraskende at det er en tidligere Arsenal træner der ligger nr. 1? Sølle 0,87 mål pr. kamp blev det til for OB’s modstandere mens Bruce Rioch var træner. En anden garant for god defensiv fodbold er Lars Olsen, som pænt indtager 2. pladsen med 0,95 mål imod sig. Jeg skulle opdatere mit EXCEL-ark en del gange inden jeg skrev 3. pladsen ned. Poul Hansen indtager faktisk bronze pladsen med færrest mål imod sig med 1,09 pr. kamp. Det er vel ikke helt skidt for en der kun har vundet 9,09 % af sine kampe.

Men fans vil jo ikke have Boring, Boring Arsenal, de vil hellere have håndboldkampe, eller nogle vil i al fald gerne. Så hvem af OB’s trænere har været garant for flest mål. Her falder Jens Plambech tilbage på sin vante plads og har stået for 0,83 mål pr kamp i sine 12 kampe for OB. Poul Hansens OB scorede lige så mange som Plambech, men han havde en kamp mindre og derfor ligger sportschefen på 0,91 mål pr. kamp. Ikke prangende. Udover disse to er det faktisk kun Roald Poulsen der ikke har formået at score flere mål end modstanderen.

Men hvem af OB’s trænere har formået at underholde bedst? På 3. pladsen finder vi klubbens nuværende træner, Troels Bech, som har fået sine OB hold til at score 1,71 mål pr. kamp. Den nuværende Silkeborg træner Viggo Jensen indtager en fornem anden plads med 1,76 mål. Uffe Pedersen indtager den fornemme førsteplads med 1,81 mål pr. kamp. Dertil kan også lægges at Uffe Pedersens OB har scoret 2,03 mål pr. hjemmekamp, kun Troels Bech er i nærheden af med 2,02 pr. hjemmekamp.

Men kan de slå de andre?
Den sidste statistik jeg vil tage fat på er om trænerne kan slå OB’s rivaler. Jeg vil lige nævne at jeg ekskluderer trænere der har spillet 1 eller 2 kampe mod det pågældende hold. Der er kun 5 hold, som OB har mødt mere end 50 gange i Superligaen og alle 5 er det relevante at se på.

OB har spillet 66 kampe i mod Brøndby og kun vundet 24,24 % af kampene og har i snit fået 1,05 point. Den der har skaffet flest point til OB imod Brøndby er Troels Bech, som har hentet 1,62 point pr. kamp mod de blå-gule fra Vestegnen. Her burde der komme en kommentar om Brøndbys sportslige op og nedture og den påvirkning det har haft på de forskellige trænere, men det skal i spares for.
Det hold, som OB har spillet næst flest kampe mod er bolchestriberne fra Aalborg. 65 kampe er det blevet til, pga. en enkelt udskydelse. Det betyder også 1,14 point i snit og en sejrsprocent på 26,15 %. Her kryber endnu en lille statistisk pudsighed frem, for det er AaB’s tidligere træner (eller kommende i sin tid hos OB) Bruce Rioch, som har taget 1,75 point mod Aalborgenserne.

Pudsighederne vælter frem i disse statistikker, for det 3. hold på denne liste er FCK, hvor OB har taget 1,10 point i snit mod Københavnerne ved at vinde 24,59 % af sine kampe. Øverst på denne liste ligger Torben Storm, som har en fortid i FCK som ITU træner, han har vundet en og stået en uafgjort, hvilket gør ham ukvalificeret til at få førstepladsen som FCK-beater. Den plads tager en tidligere FCK træner, Kim Brink, som scorede 1,75 pt pr. kamp mod FCK. Det var altså andre end Real Madrid han kunne slå.
Tager vi et smut til smilets by, så har OB skaffet 1,62 point i snit og har vundet 45 % af de 60 kampe i Superligaen de har mødt byens stolthed. Dette kan man især takke Bruce Rioch for, som havde 3 kampe mod AGF og 3 sejre. Et snit på 3 point. Der er flere OB trænere der må have moret sig mod AGF, da Lars Olsen har 2,44 point pr. kamp og Torben Storm 2,33. Det skal dog noteres at Kim Brink er noteret for en sejr på trods af Lars Windfeld klassemål mod Lars Høgh i 1995.

Det sidste hold, som OB har spillet mod mere end 50 gange, er Troels Bechs tidligere og Viggo Jensens nuværende klub, Silkeborg IF. Her topper Bruce Rioch igen listen med 2,4 point pr. kamp, mens Troels Bech har taget 2,27 point i snit. Det kan være der er en tendens til at ansætte trænere der er gode til at slå ens hold?

Konklusion
Der er ingen konklusion på dette tal roderi, andet end jeg er nået ind på min fjerde A4 side og at, hvis du stadig læser med, er en sand gentleman/lady (whichever you prefer) og jeg vil derfor slutte med et citat, som er kraftigt inspireret af Prof. Aaron Levensteins bikini-citat, denne gang leveret af en tidligere Brøndbytræner.

‘Statistik er som et miniskørt. Det giver gode ideer, men skjuler det vigtigste’
- Ebbe Skovdahl

Nogle tanker om the Dons

Skrevet d. 14. november, 2012 af a_esbech
24 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

Da Milton Keynes Dons gik fra banen i går med en 6-1 sejr over Cambridge City blev det en realitet at de skal møde AFC Wimbledon i FA Cuppens 2. runde. Dette bliver et historisk opgør da MK Dons i 2004 startede deres fodbold tilværelse ved at resterne fra konkursboet Wimbledon F.C. blev flyttet 100 km nordpå til Milton Keynes, en by uden et league fodboldhold på grund af dens status som en new town. Flytningen gjorde mange fans ophidset, ikke kun Wimbledon fans, på grund af associationerne til amerikanske sportshold fik MK Dons øgenavnet Franchise F.C.

The Woolwich Wanderes
Det er ikke uhørt at et britisk hold har flyttet og begyndt at spille fodbold et andet sted, mange af disse er på baggrund af new towns eller by sammenlægninger. Et af de tidligere eksempler er Woolwich Arsenal som i 1913 flyttede fra bydelen Woolwich i det sydøstlige London til Highbury i det nordlige London, hvilket til den dag i dag er brænde på bålet i rivaliseringen med Tottenham. The North London Derby er det eneste andet eksempel på en rivalisering med primær baggrund i flytningen af en klub. Manchester United og West Ham er andre Premier League klubber der har levet en lidt omskiftelig tilværelse, hvor United flyttede lidt uden for Manchester i 1910 til forstaden Stretford, fra Clayton som de flyttede til i 1893 da de skfitede forstaden Newton Heath ud med en tilværelse inden for bygrænsen. Sidenhen er Stretford blevet en del af Greater Manchester. West Ham har haft hjemme i bydelen Canning Town, East Ham og West Ham alle er dog inden for Newham Borough. Man kan, lige som med United, ikke tale om en decideret flytning til et nyt sted men mere en relokation i sit opland. Skulle West Ham få tilladelse til at overtage det Olympiske Stadion, ville klubben flytte til Newhams nabo Straford og dermed også ind i League One klubben Leyton Orients opland.

Milton Keynes F.C.s historie…
Der er i denne situation tale om en unik situation i Engelsk fodbold hvor et hold har fået revet sine rødder op og er blevet flyttet langt væk fra holdets fans og på den måde distanceret de loyale mennesker der var i Sydlondon. I 2002 blev det accepteret at klubben rykkede teltpælene til Milton Keynes og i september 2003 skete dette endeligt. Den nye klub i Milton Keynes spillede størstedelen af deres kampe i 2003-04 sæsonen under Wimbledon FC navnet og efter sæsonen offentliggjorde man at klubben skiftede navn til MK Dons. MK Dons gjorde samtidig krav på Wimbledon FCs historie og tidligere meritter, men blev i 2006 overtalt til at give afkald på dette og overføre det til Merton Borough, hvilket blev gjort i august 2007.

A phoenix rises from the ashes of the deceased
Flytningen gjorde mange af de loyale fans rasende og som modsvar til flytningen valgte man at stifte Phoenix klubben AFC Wimbledon i 2002. Den nye klub har fået en flyvende start på tilværelsen og har i de 10 år lavet flere historiske præstationer, AFC Wimbledon er den første klub der er stiftet i de nye årtusinde til at kvalificere sig til de engelske League rækker. samtidig er det den klub der har holdt den længste periode hvor holdet har været ubesejret, hvor man fra februar 2003 til december 2004 ikke tabte i 78 kampe i streg. De hurtige oprykninger gennem rækkerne (5 niveauer på 9 sæsoner) er kun blevet udført af Rushden & Diamonds før AFCW.

To klubber, Én identitet
Der er derfor ikke noget at sige til at dette opgør bliver mødt med stor forventning af det meste af fodboldverdenen og MK Dons chefen Pete Winkelman har også udtalt at det vil blive en potentielt fantastisk kamp. Den samme glæde bliver ikke delt i AFC Wimbledon lejren, hvor ledelsen har meldt ud af man modvilligt vil gennemføre kampen. Samtidig har en række af gruppens fans valgt at boykotte kampen og formanden for WISA, Simon Wheeler, udtaler også at man fra AFCW fans’ side ikke har set frem til denne kamp og at den på flere måder har åbnet mange sår. Wheeler har i en pressemeddelelse endnu engang opfordret MK Dons om at droppe udtrykket Dons fra deres navn, da han og mange andre, mener at man stadig forsøge at udnytte den identitet og den ligaplacering man stjal fra Wimbledon i 2002. Wheeler har dog i flere omgange sagt at det må være pinligt for franchise holdet Milton Keynes at den succes og den fan frenzy Pete Winkelman havde lovet da han var med til at flytte klubben og mener samtidig at det må være pinligt for Milton Keynes at AFC Wimbledon har haft den succes som MK kun kan hungre efter.

No Al Calcio Moderno
Der er ingen tvivl om, for mig, at der med flytningen af Wimbledon FC og den efterfølgende rebranding af klubben som MK Dons, står som et søm i kisten på den romantiske forestilling om fodbold og en milepæl for den moderne fodbold. Flytningen af en klub på den måde som man har gjort med MK Dons, uden tanke for klubbens fans er et udtryk for at ledelsen i fodboldklubber ser klubberne som forretninger hvor man kan ukritisk kan tage midler i brug der kan maksimere profitten. Disse virksomheder som ser fans som en slags statistisk der er med til sikre klubbens økonomiske grundlag og ikke tænker over disses indvirkning på det sportslige. Jeg tror dog ikke at vi vil se andre nævneværdige klubflytninger i stil med denne, da hele sagen har kastet lys over hvor svært det er at amerikanisere og kommercialisere fodbold yderligere og det vi vil se i fremtiden kan, forhåbentligvis, være en modreaktion hvor det ikke længere er klubbernes pengestrøm der skal diktere fodboldverdenen.

Jeg vil slutte af med at sige at jeg ikke forsøger at anfægte Milton Keynes FCs eksistensgrundlag, men at jeg er skarp modstander af at klubben forsøger at udnytte Wimbledon FCs identitet, som jeg mener MK ikke har nogen ret til at bruge. Derfor glæder jeg mig også til selve kampen og skulle den blive valgt som TV kamp, vil jeg helt sikkert se den og støtte AFC Wimbledon, til trods for at mit tilhørsforhold er hos en anden Londonklub.

Come on you Wombles!

Nogle tanker om UEFAs kamp mod racisme

Skrevet d. 19. oktober, 2012 af a_esbech
17 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

Vær venligst opmærksom på at jeg vil gengive nogle racistiske udtalelser og handlinger og at dette er citater eller oversættelser fra de kilder jeg har valgt.

I dansk lovgivning har det siden 1939 været ulovligt at diskriminere mod andre mennesker på baggrund af religion og afstamning. Dette er stadig gældende i dag og en del af ordlyden går på at man ikke må nedgøre personer med en anden religion, hudfarve eller seksualitet. Når jeg nu tager dette meget følsomme emne op handler det primært om to ting som er sket inden for de seneste par dage. Den første del er fra i går aftes hvor UEFA meddeler at S.S. Lazio får en bøde på grund af deres fans’ dårlige opførsel i holdets Europa League kamp mod Tottenham d. 20. september. Her blev racisme lagt til grund, da nogle af Lazios fans rettede abelyde mod Tottenhams mørke spillere. Den anden er hele situationen efter kampen mellem England og Serbien i U21 EM Kvalifikationsturneringen, hvor Danny Rose til sidst fik nok af tilskuernes opførsel, han udtaler at han flere gange i løbet af anden halvleg blev ramt af sten der blev smidt fra tilskuerpladserne samt at han, hver eneste gang han var i boldbesiddelse, kunne høre abelyde rettet mod ham.

Der var ingen racisme på Krusevac
Danny Rose lod sine frustrationer løs ved at sparke bolden højt ud blandt tilskuerne. Dette fremprovokerede flere voldlige reaktioner fra serbiske spillere og officials. Stuart Pearce fik hurtigt dirigeret sine spiller i omklædningsrummet, men på vej ud nåede flere af de serbiske folk at sparke ud efter enkelte engelske spillere. Dette har ledt det serbiske fodboldforbund ФСС, eller FSS på mit tastatur, til at gå ud og beskylde Danny Rose for usportslig opførsel og som jeg læser deres pressemeddelelse mener FSS at det primært er Rose’s skyld at disse ting skete. I samme pressemeddelelse udtaler FSS også at man ikke mener at der fandt nogen form for racisme sted på stadion den aften. Hvis det er den måde at et officielt forbund forsøger at tackle racisme, enten fordi man støtter racisme eller også, som nok er mere sandsynligt, at man ikke ønsker at provokere sine fans. Hvorom alting er så mener FSS ikke at der er tale om racisme når bl.a. Raheem Sterling og Danny Rose bliver mødt med abelyde hver gang de rører bolden.

Hvad gør UEFA mod racisme?
Sagerne med Lazio og Serbien er desværre ikke enestående og der har været flere sager som et havnet på UEFAs bord igennem tiden. I oktober 2000 sagde Patrick Viera at Sinisa Mihajlovic havde kaldt ham for en “sort bastard” og en “forpulet sort abe”. Mihajlovic påstod at han ikke havde sagt det, men at Viera startede med at kalde ham “sigøjner”. Mihajlovic fik 2 spilledages karantæne. I juni 2007 fik det serbiske fodboldforbund en bøde på € 24.000 (ca. 180.000 DKK) for racistiske tilråb af tilhængere og upassende adfærd af Serbiens spillere i en kamp mod England ved U21 EM i Holland. Det kroatiske fodboldforbund fik på vegne af deres tilhængere fik en bøde på € 12.450 (ca. 90.000 DKK) i forbindelse med EM-kvartfinalen i 2008. I Februar 2012 fik Porto en bøde på € 20.000 (ca. 150.000 DKK) for tilskuernes racistiske adfærd. I går (torsdag d. 18. okt) fik S.S. Lazio en bøde på € 40.000 (ca. 300.000 DKK) for deres abelyde, som nævnt ovenfor.
Det værste tilfælde jeg vil fremhæve er fra 2004 hvor den nu tidligere spanske landstræner Luis Aragonés kaldte Thierry Henry for en “Sort lort”, den kommentar skulle han betale det svimlende beløb af € 3.000 (ca. 22.500 DKK) for. Samtidig blev Thierry Henry næsten tvunget af UEFA til at omfavne Aragonés året efter til en anti-racisme konference.

Retssikkerhed, hvad er det?
Skulle du være i tvivl om hvad begrebet retssikkerhed betyder, så kan det groft sagt beskrives som den sikkerhed du har for at en given handling bliver straffet på lige fod med andre lignende handlinger, hvis sagerne er fuldstændig identiske bør der ikke være forskel i straffen. Hvis du ikke kendte udtrykket så skal du ikke være ked af det, det gør det engelske fodboldforbund heller ikke. Jeg antager at alle kender både Luis Suarez og John Terry sagerne, så dem vil jeg ikke genfortælle. Faktum er at Terry fik 4 spilledages karantæne og en bøde på £ 220.000, hvilket svarer til lidt over en ugeløn før skat for Terry, mens Suarez fik 8 spilledages karantæne sammen med en fin bøde på £ 40.000. Er der forskel på de to sager? Ja det er der faktisk i Suarez’ tilfælde var der tale om gentagne brug af et racistiske udtryk, eller det blev i hvert fald opfattet racistisk og i Terrys sag lagde FA til grund for den lavere straf at han allerede havde gennemgået en retssag og dermed havde lidt personlig og emotionel smerte. Spørger man om min subjektive vurdering er at Terrys udtalelser bør stå på lige fod med Suarez’. Sidstnævnte har den formildende omstændighed at han faktisk ikke mente noget med det og at flere har udtalt sig at man i Uruguay ikke forbinder ordet Negrito men noget racistisk. Det eneste jeg kan se skulle være retfærdigt er at man vurderer at en kamps karantæne er det samme som £45.000.

UEFA tager ikke racisme problematikken seriøst
Nu har vi fået slynget en masse tal på bordet, men hvad betyder det for UEFA at racisme bliver bekæmpet. Samme år som Porto fik sin bøde for racistiske angreb på Balotelli, får Nicklas Bendtner en bøde fra UEFA for at vise sine famøse Paddy Power underbukser. Dette takseres til € 100.000 (ca. 745.000 DKK) og en spilledags karantæne. Det er altså ifølge UEFA 5 gange så slemt at reklamere for en konkurrerende betting virksomhed end det er at tilskuere kommer med racistiske tilråb. Man kan også vælge at sige at hvis Lazios fans skulle splejse til bøden, så skulle hver tilskuer, vurderet ud fra gennemsnittet, betale € 1,42 (ca. 10,50 DKK) pr. mand til én enkelt hjemmekamp.
Hvis ikke UEFA ønsker at gøre grin med deres anti-racisme kampagne var det på tide at racisme fik væsentligt hårdere konsekvenser end dem der er i dag. Jeg kunne sagtens forestille mig at situationer hvor tilskuere var årsagen til en disciplinær sag, så skulle UEFA beordre at holdet i næste hjemmekamp skulle spille uden tilskuere og denne straf skal så øges hver gang dette gentages. Er det derimod også spillerne der har opført sig racistisk kan jeg godt forestille mig at man gangede de bøder der tidligere er givet med 10 for første forseelese og for efterfølgende forseelser udelukkede det pågældende hold fra europæiske turneringer i et år eller mere. Jeg kan i hvert fald konkludere at man kommer ikke problemerne til livs på den måde som det kører nu.

Nogle tanker om Champions League kontra Europa League

Skrevet d. 5. september, 2012 af a_esbech
11 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

Der findes ikke noget mere fornemt for en fodboldklub end at kunne repræsentere sine farver imod Europas bedste klubber. Det har siden 1955 været muligt at gøre dette i to forskellige turneringer. Den europæiske mesterholdsturnering, hvor de danske farver blev repræsenteret af AGF, lagde ud med en sejr til general Franco’s Real Madrid. The Inter-Cities Fairs cup blev også spillet for første i 1955 og et samlet Barcelona hold (ikke kun FC Barcelona) slog London XI i finalen. I denne turnering repræsenterede Stævneklubberne fra København de danske farver.

Det er flydt meget vand under broen siden da og i dag hedder disse to turneringers efterkommere UEFA Champions League og UEFA Europa League. Der er ikke stor forskel på disse to turneringer og alligevel er der. For man kan kvalificere sig til begge turneringer gennem den nationale liga, for på den måde at sikre at det er de bedste klubber i landet man sender ud i Europa, det vil altså betyde at man burde kunne møde Europas bedste hold i disse turneringer. Det er dog ikke sådan det forholder sig for selvom Champions League er den mest prestigefyldte fodboldturnering i verden forholder det sig nærmest stik modsat for lillebroren Europa League. Jeg vil komme med lidt teorier om hvorfor det er og hvad der kan gøres ved det.

Money makes the world go round
Den helt store forskel i de to turneringer er pengene. Der er utroligt stor økonomisk forskel i at konkurrere i Champions League og i Europa League. Hvis et hold kvalificerer sig direkte til gruppespillet i hver turnering og fortsætter med at vinde turneringen (forudsat at man har vundet 4 ud af 6 kampe i gruppespillet), så vinder man i EL 6.160.000 € og i CL 29.900.000 €. Man får flere præmiepenge for at kvalificere sig til gruppespillet i CL, uden at vinde en eneste kamp (7.200.000 €), end man kan få ved at vinde alle sine kampe i EL (6.440.000 €), tager vi kvalifikationen med kan man højst tjene 360.000 € i EL, men i CL er det tal 2.100.000 €.

Der er ingen tvivl om at større klubber ikke ser nogen decideret økonomisk gevinst ved at deltage i EL i modsætning til CL, hvorved man ønsker at nedprioritere turneringen. Det kunne tydeligt ses i Harry Redknapps Tottenham hold i sidste sæson, hvor man startede den første gruppespils kamp med 7 ungdomsspillere og 3 reserver, kun Kyle Walker var at finde i startopstillingen 3 dage senere mod Liverpool. Dette var det gennemgående tema for Redknapp i EL for at kunne fokusere på ligaen og dermed også CL kvalifikation. Hvis de største hold vælger at nedprioritere turneringen, så vil den også lide på baggrund af dalene tilskuerinteresse, for, helt ærligt, hvem er interesseret i at vide om hvis reservehold der er bedst? Jeg er sikker på at danske klubber vil gøre ret meget for at gå gennem gruppespillet i Europa League og ikke ønsker at stille med reservehold, selvom der ikke er en større sportslig udfordring.

Taber du er der altid en chance til
Når mange ser på Europa League som en sekundær turnering kan det hænge sammen med flere faktorer. 1. Det er kun de næstbedste hold der kvalificerer sig, da de bedste ryger i CL, 2. De økonomiske forskelle, som nævnt ovenfor og 3. Taber man i Champions League kan man få chancen i Europa League. Der sker altså en form for nedrykning, hvis man nu skulle gå hen og tabe i Champions League. Jeg er godt klar over at ender man på fjerdepladsen i CL gruppespillet er det farvel og tak, men 3. pladsen får lige en chance til i 1/16 finalen i EL. Hvis man ønsker en mere prestigefyldt turnering så nytter det ikke noget at man rykker taberne fra CL ned i EL turneringen. Dette er en af grundene til at mange betragter Europa League som en andenrangs turnering, som ingen prestige har. Det eneste EL gør godt er at hold fra mindre lande, som de skandinaviske eller det tidligere sovjet har muligheden for at prøve kræfter med nogle stærkere hold, uden at skulle løbe ind i en demoraliserende snitter mod FC Barcelona eller Real Madrid. På den måde opkvalificerer man holdet og dermed også ligaen, men for at det kan lade sige gøre, så skal de hold man møder være bedre end en og ikke blot være toppen af ungdomsholdet og en håndfuld herrer som er groet fast til træværket på bænken. Turneringen skal, for at kunne fastholde interessen fra de små hold, kunne give en stor sportslig udfordring, for det må være mere interessant for Sölvi Ottesen at dække Emmanuel Adebayor op i stedet for Harry Kane.

Fremtiden for europæisk fodbold
Hvis man skal forsøge at “redde” Europa League, skal der tages drastiske midler i brug for at sikre at turneringen ikke bliver udhulet ved at blive en stor reserveholdsturnering. Der er da heldigvis stadigvæk hold og personer, som ser et europæisk trofæ for enden af turneringen i stedet for økonomisk gevinst og sportslig udvikling. Desværre er det min opfattelse at de hold er de samme som er blevet sat af i kapløbet om mesterskabet i hjemlandet. Jeg har læst mange forslag til hvordan dette kunne gøres. Man kunne give vinderen en plads i Champions League, men dette ville gøre at en forsvarende mester ikke ville have muligheden for at forsvare sin titel. Jeg ved godt at der kan være tilfælde hvor den forsvarende mester kvalificerer sig til Champions League, men det vil ikke altid være tilfældet. Dette vil samtidig være en slags oprykning til Champions League og vil igen være med til at en turnering bliver gjort bedre end den anden allerede fra administrationens side.

Jeg mener der kun er 2 muligheder, den ene er lidt mere drastisk end den anden. Den første løsning, som også er den nemmeste, vil være at skulle ud og finde nye sponsorer til at sikre at præmiepengene bliver større. Hvis ikke det kan lade sig gøre, så kan man lave en omfordeling af de præmiepenge der er i begge turneringen, så der er et økonomisk incitament for at deltage. Herudover skal man fjerne alt der har med op- og nedrykning mellem de to turneringer, så man ikke kan tabe Champions League og så gå hen og vinde Europa League, på den måde sikrer man også at turneringen har den fornødne integritet.

Mit andet forslag er straks mere drastisk. Afskaf Europa League. Det må være muligt at lave en samlet og mere interessant europæisk turnering i stedet for de to turneringer vi har nu. Selve turneringen skulle ligne den vi kender fra i dag, med seedet kvalifikation og et gruppespil. I dag er der 80 hold i Europa der kan kvalificerer sig til et gruppespil, sætter man det tal ned til 64 i det samme gruppespil, så skal der kun spilles en runde mere end man gør i EL i dag. Dette kan udligne sig hvis man fjerner en enkelt europæisk plads fra alle lande. Det vil sige at man vil gå fra 237 hold i år til 185 (Jeg har givet Lichtenstein sit ene hold tilbage). Dette vil blive en meget større og mindst lige så prestigefyldt turnering som Champions League og lige pludselig er der et endnu større incitament for at forsøge at vinde en europæisk turnering. Dette vil så betyde at Danmark vil få fire hold med og som stillingen er nu vil FCK, AaB og FC Nordsjælland tage en billet og hvis en af de tre hold skulle tage pokalturneringen ville OB få den sidste. Alle 4 hold burde være stærke nok til at klare sig godt gennem en stor europæisk turnering.

Nogle tanker om Fodbolddommere

Skrevet d. 14. august, 2012 af a_esbech
33 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

Lad mig starte med at sige at jeg er uddannet fodbolddommer, men er ikke længere aktiv af flere årsager. Jeg har derfor nok et lidt andet syn på fodbolddommere end så mange andre. Denne blog kommer derfor ikke til at handle om fodbolddommere og deres elendige præstationer fordi de undlod at dømme mål til Brøndby eller fordi de gave et tyndt straffe til FCK. Bloggen kommer til at handle om dommerens rolle i en moderne fodboldkamp.

Jamen dommeren filmer, jo!
Grunden til at jeg vælger at skrive denne blog netop nu er primært på baggrund af den debat som situationen mellem Christian Ficher og Benficas Luisão. En sag som på mange måder er ganske forfærdelig, en spiller der mener at det er ok at protestere så voldsomt at man mere eller mindre tilfældigt ender med at nikke dommeren en skalle og sende ham til jorden. Det kan selvfølgelig være hændeligt uheld, men spilleren angrer ikke sin ageren på nogen måde. I hvert fald ikke hvis man skal tro hans udtalelser. Der er samtidig flere Benfica spillere der bliver ved med at brokke sig til trods for at dommeren er gået i jorden. Samtidig læser jeg på flere debatfora at dommeren spiller på situationen, er det virkelig dér vi er kommet til med respekten for dommerne? Siden hvornår skal et overfald på en dommer vurderes udfra om dommeren spiller på sammenstøddet?

Jeg har fuld forståelse for at man i kampens hede ønsker at give sit hold den største fordel og at det at påvirke dommeren sagtens kan have sin effekt. Det er jo det man ser på TV hver eneste weekend, spillere der lader sig falde, råber af dommeren fordi han ikke er enig med spilleren om hvad der skal dømmes. Hvis man mundaflæser en spiller som Andy Carroll (og andre) så er det altså et sprogbrug der absolut ikke hører hjemme i den bedste sendetid. Jeg har selv prøvet at blive omringet af 10 Serie 4 spillere der alle havde forskellige meninger om hvad jeg skulle dømme. Her har jeg ikke ret mange andre muligheder end at true med at give advarsler for usportslig optræden for at få folk til at gå væk, men det er da ikke underligt at folk få lyst til at stimle sammen om dommeren, deres idoler gør det jo hver evig eneste weekend og så er det i grunden ligegyldigt om der er mikroput spillere eller old boys, der lader sig inspirere.

Unsportsmanlike conduct - Ejection!
Jeg kan ikke komme på en sportsgren hvor dommeren bliver dårligere behandlet end i fodbold. Når man sidder og ser NFL, NBA eller Rugby på højeste niveau, så bliver der altid pænt talt til dommerne og protester har mere form af en samtale. Hvorfor? Fordi dommerne har flere rettigheder til at sikre sig at man ikke bliver overfuset. I NFL er der en regel om at spillerne skal være ca. 1 meter væk fra dommerne hvis de vil tale med dem, kommer de tættere på kan de få en personlig straf. Hvis de så meget som rører dommeren når spilleren forsøger at tale til ham kan spilleren blive smidt ud. I Rugby er det muligt for dommeren at rykke et frispark/straffespark 20 meter tættere på målet for det hold som brokker sig over kendelsen. Det kunne være rart at se nogle tiltag der betød at en dommer var i sin gode ret til at vifte en spiller væk hvis han var tættere på end en meter når han protesterede og flyttede han sig ikke ved første henvisning skulle dommeren give ham en advarsel og hvis spilleren rørte ham i forbindelse med sin protest skulle han udvises uden diskussion. Dette kunne passende indføres til en stor slutrunde som VM eller EM og så var ingen i tvivl om reglerne når næste sæson gik i gang. Det vil kræve en fuldstændig omvæltning af kulturen, men jeg er sikker på at det er til det bedre.

Er der brug for dommeren?
Men hvorfor er der brug for en dommer, der lader til at der efterhånden er 22 mand på banen som kan reglerne og se bedre end dommeren kan uanset om det er i Champions League finalen eller en Serie 6 kamp på en pløjemark lidt nordøst for Herning. Dommeren fik ikke de beføjelser vi kender i dag før i 1890 og når man tænker på at nogle af fodboldklubberne er næsten 50 år ældre, så har der været en lang periode hvor der ikke har været brug for en dommer. Er det der vi er? At lige nu kender alle spillerne reglerne bedre end de uddannede dommere og der derfor ikke er behov for dem på banen fordi begge hold sagtens kan blive enige om hvad der skal dømmes. Det er vi desværre ikke, det virker som om det sidste gram gentleman der stadig var i sporten forsvandt med Luisão, man kan selvfølgelig håbe på at det ligger og ulmer skjult et eller andet sted og bare venter på at revolutionere sporten, men det sker vist ikke. I modsætning til hvad mange tror så er dommeren der for at hjælpe med til at kampen bliver spillet ordentligt og ikke for at genere spillerne.

Fair Play er ikke hvad det har været
Ordentligt spil eller fair play er et begreb som bliver slynget rundt i moderne fodbold. Men hvad betyder det egentlig? Der var engang det betød at man hilste på sin modstander, hilste på dommeren og i det hele taget satte en ære i at respektere spillets regler. I dag betyder det at man sparker bolden ud til indkast hvis en spiller er skadet og følger man ikke konventionerne så falder hammeren, som vi så det med Martin Albrechtsen for meget præcist 2 år siden. Hvorfor er det at fair play nu kun gælder i en meget unfair situation. I praksis er der ingen fordel for holdet i boldbesiddelse at skille sig af med bolden da man kan være sikker på at bolden bliver sendt langt ned på ens egen banehalvdel så holdet med den skadede spiller kan for lov til at bygge sit forsvar ordentligt op. Jeg kan stadig more mig over at det kaldes fair, især fordi en dommer har beføjelser til at standse kampen og lade bolden falde, på den måde starter bolden hvor den sluttede og ikke 50 meter længere tilbage på banen. Hvor bliver begrebet fair play af når Remco van der Schaaf lægger sig i græsset i en kamp mod OB og skal have en længerevarende behandling på banen for så at humpe langsomt fra banen og så melde sig klar sekundet han er ude over sidelinjen? For mig at se har det intet med fair play at gøre heller.

Fodbolds sværeste opgave
Jeg er godt klar over at jeg beder om en fuldstændig kulturændring i sporten og det vil kræve at alle der er involveret i fodbold hjælper til, lige fra Superstjernerne over Fans, til familiefædrene der ser deres sønners lilleput kamp, men vigtigst af alt er det at FIFA og The Board giver dommerne mulighed for at fremprovokere denne kultur, hvis det på nogen måde skal lykkes. John Terry holder jo ikke op med at være en nar bare fordi en eller anden højtstående i FIFA har sagt noget på et møde engang.

Jeg vil slutte af med et lille staldtip, uanset hvor meget jeg fortalte mig selv at jeg skulle lade være, så kunne jeg ikke undlade at have lidt venligere øjne på det hold, som behandlede mig pænest når jeg dømte. Dette var blandt andet en af grundene til at jeg stoppede, for det var ikke neutralt nok. Men der skal nok findes dommere der løber rundt med den holdning, som stadig dømmer.

Nogle tanker om Daniel Levy

Skrevet d. 13. august, 2012 af a_esbech
9 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

Der findes mange vittigheder og fordomme, som har jøder som fælles mål. Man skal være utroligt varsom når man begiver sig ud i at tale om netop denne religion, jeg vil derfor gøre opmærksom på at jeg ikke på nogen måde har noget imod denne eller andre religion, tværtimod. Mange fordomme kan, højest sandsynligt skyldes at i middelalderen, måtte kristne ifølge kirken ikke tjene penge på at låne ud, de måtte altså ikke tager renter, det måtte jøder derimod og mange begyndte at tjene store penge på at låne ud med renter. Det er nok her man skal finde grundstenen for den fordom der hedder at jøder er gode til penge (onde tunger vil sige mange og flere penge) og ligesom bankerne kan blive lagt for had når folk ikke kan opfylde deres forpligtelser er det ikke svært at se at enkelte långivere skulle få samme behandling. Det er naturligvis svært at sammenligne de over 500 år gamle kviklånsinstitutter med den jødiske befolkning i dag, men hvis der er en der lever op til det med at være god til penge så er det Tottenham Hotspurs bestyrelsesformand, Daniel Levy.

Modric no like chicken badge
Hele Modric sagaen viser med al sin tydelighed at Daniel Levy ikke er den gennemsnitlige fodboldformand. Svend Göran Eriksson har fortalt at han i sin tid i Lazio ville hente Christian Vieri til klubben fra Athletico Madrid til det spurgte formanden: “Hvor meget vil de have for ham?” “22 mio pund.” “OK, sign ham” (de har sikkert stadig handlet i lire dengang, men det er lige de tal jeg kan finde). Den samme situation viste sig da Inter Milan kom efter Vieri og tilbød 39,6 mio pund, der var ingen forhandling der var bare den vurdering, som de andre klubber er kommet med. Dette kan ikke siges at være tilfældet med Daniel Levy, ikke hvis man skal tro rygterne i hvert fald. Han ved hvor meget hans spillere er værd og kan han ikke opnå denne pris så bliver spilleren ikke solgt. Sidste sommer sagde Modric “I no like chicken badge, i want play for Chelsea”. Dette medførte en mediestorm uden lige, ikke mindst anført af Daily Mail, som gik Chelseas ærinder ved at lække den ene historie efter den anden om Modric’ utilfredshed og uvildighed overfor klubben. Daniel Levy lod sig ikke presse i pris af den grund. Han vidste godt at 1) Der var tale om en London rival, 2) at det ville være mere fordelagtigt ikke at have Modric i Premier League, 3) at Modric stadig havde en lang kontrakt, men ikke mindst 4) at der sad en Oliemilliardær i Chelseas baglokaler og havde råd til at punge ud, hvis de virkeligt ville have ham. Levy holdt fast i sin vurdering på £50 mio og Chelsea gav efterhånden op. Denne sommer er det Real Madrid der må sande at Levy ikke er til at løbe om hjørner med, heller ikke for verdens største klub, men lige i Modric sagen handler det om ikke at gå på kompromis og vise de større klubber at man kan trynes, for så kommer de efter Bale og forlanger at han skal sælges til halv pris og sådan kan det fortsætte.

At tænke og handle olympisk
Dette handler ikke om Levy’s strategiske træk i forbindelse med overtagelsen af det olympiske stadion, men det skal da nævnes. Jeg er overbevist om at Levy bød på stadion for at få flere penge til klubbens nye stadion projekt NDP. Han gav politikerne et valg der hed: “Vil I have byfornyelse et sted der har meget brug for det? Eller to?”. Han indsendte så et tilbud der ikke ville opfylde “the olympic legacy”, som var krævet for at overtage det olympiske stadion, så udvalget ikke havde andre muligheder end at give det til den eneste anden seriøse kandidat, West Ham. Der er nu kommet penge fra de lokale myndigheder og NDP er så småt ved at gå i gang. Det kom så delvist til at handle om det olympiske stadion, men meningen var at afsnittet også skulle handle om Olympique Lyons transferstrategi, som har nogle fællestræk med Daniel Levys. Hovedpunktet i Lyons strategi er at alle spillere er til salg og hvis det rigtige bud kommer når spilleren er mest værd så bør han sælges og en ung og billigere skal ind i stedet. Det med ung lader til at både Harry Redknapp og Daniel Levy glemte da man forsøgte at erstatte Berbatov og hentede Peter Crouch til klubben. Faktisk mangler Berbatovs afløser stadig. Det med billigere og bedre kan man vist ikke komme uden om, her tænker jeg naturligvis i at man henter spillere som Rafael van der Vaart ind £8,8 mio, en værdi han nok allerede har tjent ind. Dette var ikke en erstatning men en klar forbedring og gjorde det muligt at marginalisere spiller som Palacios og Pavlyuchenko. Samme historie kan gentage sig nu her hvor man forsøger at få Adebayor ind for £4 mio, som er en meget lille pris for en spiller der havde sidste eller næstsidste fod på i forbindelse med 30 mål i sidste sæson. Skal man have flere eksempler på billige spillere, som senere har vist sig at kunne betale for sig selv kan nævnes Scott Parker og Steven Pienaar, sidstnævnte har dog ikke bevist at han kunne tilføje værdi på banen og er derfor også, halvandet år efter at Tottenham købte ham, solgt tilbage til Everton med £2 mio i profit.

Hoilett, Cahill eller Saha, Nelsen?
Er det hele bare fryd og gammen når det kommer til Levys “transferdealing”. Nej. Det ville være en stor fordel for en fodboldklub at kunne ramme rigtigt på 100% af alle transfers, selv 50% ville være en stor fordel. Levys store forhandler-gen er ikke gået de fleste fodboldformænds næse forbi, forhandlingerne kan derfor trække i langdrag. Dette var tydeligt at se da man i vinterens transfervindue ville forstærke forsvaret og de offensive kræfter. Levy tog nordpå for at tale med Blackburn om Junior Hoilett og Gary Cahill og endte med at tage derfra med Ryan Nelsen og Evertons Louis Saha, det er ikke just i samme klasse, som det man kom efter (til trods for at Ryan Nelsen er den eneste ubesejrede landsholdsanfører til et VM, nogensinde). Der er ikke tvivl om at Levy har brugt meget tid på at få forhandlet en god pris på Hoilett og Cahill hvilket også kan have taget tid fra andre projekter og man derfor ender med en halvhjertet løsning i at signe to gratis marginalspillere i transfervinduets sidste timer. Et andet skrækeksempel er at Daniel Levy lige pt. har været i gang med forhandlingerne om Leandro Damião i snart 2 år, og det lader til at det først nu er ved at gå op. Damião er blot steget og steget i værdi siden man første gang bød på ham og jeg er derfor overbevist om at Tottenhams bud pt. ligger over den første pris som Internacional opgav.

Financial Fair Play?
Daniel Levy er en utroligt dygtig forretningsmand han har, om nogen, været manden bag Tottenhams beundringsværdige vej til toppen af engelsk fodbold. Alle klubber kan være heldige at der kommer en Abramovich eller en Mansoor forbi og poster flere milliarder i klubben, så er det ikke svært at nå til tops. Disse klubber gør det rent faktisk sværere for “almindelige” klubber at komme op og blande sig i topstriden, men det til trods har Tottenham klaret det med nøgleord som økonomisk ansvarlighed og, dare I say it, rettidig omhu. Det er ikke nemt at være fan af en klub som Daniel Levy bestyrer, rygterne svirrer om at man vil skrive med den ene spiller efter den anden, men man får ikke disse spillere at se, hvis ikke økonomien hænger sammen, det kan være frustrerende at man ikke kan nå til enighed på transfervinduets sidste dag og derfor må tages til takke med de øverste navne på transferlisten. Dog bliver Tottenham Hotspur Plc. bestyret som alle fodboldklubber byrde bestyres, nemlig ved kun at bruge de penge man har og ikke ved at betale med andre folks penge, dette er financial fair play.
ENIC Group, som ejer Tottenham, skyder for første gang kapital ind i klubben i forbindelse med NDP, hvilket gerne skulle give Tottenham flere penge at være ansvarlige med, men de har givet så meget mere ved at indskyde et aktiv i form af Daniel Levy, en mand man kun kan beundre for sine forhandlingsevner, stædighed og vedvarenhed, tiltrods for de frustrationer hans forhandlinger kan udløse.

Nu har du kæmpet dig gennem et lidt intetsigende indlæg så her er en lille historie om hvordan Levy handler:
Levy popping to the corner shop

Levy - Pint of milk please
Shopkeeper - that will be 49p, your pretty lucky only two left.
Levy - I’ll give you 30p
Shopkeeper - 49p
Levy - whats the date on it
Shopkeeper - 12th
Levy - 20p
Shopkeeper - what!, thats less.. 49p
Levy - Only has 2 days on it
Shopkeeper - Ok 40p
Levy - 20p and I’ll give you another 5p for each day upto useby date
Shopkeeper - .. 40p or nothing
Levy - OK, 30p but I get a sell on for that other pint of milk of 10p
Shopkeeper - huh, but you don’t own that pint
Levy - But thats the price you pay for me buying this pint
Shopkeeper - Ok, 30p and its yours
Levy - hhmm, its been sitting out of that fridge now for 5 minutes.. 20p
Shopkeeper - Really! Well I shall swap this pint with the remianing one in the fridge 30 fucking p
Levy - hhmm not sure I want that one. 15p
Shopkeeper - what!!! fuck off
Levy - 20p
Shopkeeper - fuck off
Levy - 25p and I’ll chuck in Jenas
Shopkeeper - Deal, need a shelfstacker

Nogle tanker om André Villas-Boas’ fremtid

Skrevet d. 8. juli, 2012 af a_esbech
11 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

I sidste del (som kan læses her) om André Villas-Boas overvejede jeg en del af de problemer som han skulle overkomme for at kunne blive en succes i Tottenham. I denne del vil jeg overveje hvordan André Villas-Boas’ Tottenham kan komme til at se ud.

Just run around a bit

Den tidligere træner i Tottenham, Harry Redknapp, fik skyld for meget, noget mere rigtigt end andet. Et af de mest vedvarende rygter, som også delvist blev bekræftet af Rafael Van der Vaart, var at han ikke havde de store taktiske oplæg til kampe. Han fik i nogle kredse skyld for at bede nogle af spilleren om at flakke om som de havde lyst til, uden at have den store indsigt i hvorfor det skulle være relevant. Dette skulle gerne ændres når man har en mand som André Villas-Boas ved roret, mens José Mourinho var træner i Chelsea blev Villas-Boas’ rapport på Newcastle lækket til pressen, denne rapport viser en god indsigt i fodbold, hvordan spillet bliver bygget op og taktiske overvejelser til hvordan man kan håndtere modstanderens taktiske oplæg. Dette bliver en stor udfordring for både André Villas-Boas og spillertruppen, der skal til at omstille sig til et taktisk oplæg.

En helt anden ting som spillertruppen skal omstille sig til er en helt ny måde at træne på. Harry Redknapp overså træningen 2-3 gange om ugen, hvor assistenterne Clive Allen og Kevin Bond stod for selve træningen. Den træning var efter rygterne ikke særlig hård og mindede mere om en leg med fodbold end egentlig fodboldtræning. André Villas-Boas har tidligere vist at han ønsker en væsentlig større indsats til træning for at få spillernes udholdenhed op, så man under kamp kan løbe mere end modstanderen. Der vil altså komme et stort regimeskift i forhold til træningsmængden, det vil kræve en del af spillerne i starten, men forhåbentlig kan de vænne sig til det, uden alt for meget brok.

Modric, Adebayor eller Verthongen?

Her i transfervinduet florerer der et utal af rygter og der er en del rygter som sender spillere både til og fra Spurs, derfor er det svært at vide præcis hvilken spillertrup André Villas-Boas vil have til rådighed når transfervinduet lukker. Jeg vil i det efterfølgende antage at Modric er taget til Real Madrid og at Gallas er taget til West Ham, som er de to nærmest startopstillingen, samtidig med at jeg antager at Tottenham skriver med Jan Verthongen og Emmanuel Adebayor, som er de mest hårdnakkede rygter, der går for tiden. Jeg har ikke taget Oscar med i min vurdering af startopstillingen ligesom jeg ikke har fjernet Rafael van der Vaart, da disse rygter ikke virker særligt konkrete, om end vedvarende. Til sidst skal det nævnes at jeg stoler på rygterne om at Ledley King er gået på pension.

Hvordan vil et André Villas-Boas’ Tottenham hold se ud, han har siden Porto-tiden, i hvert fald, spillet med et 4-3-3 system (for at sætte det i de moderne tal 4-1-2-2-1 system), tallene er for så vidt fuldstændigt ligegyldige. Der bliver ikke den store tvivl på målmandsposten, men det kan komme hvis Hugo Lloris vælger Spurs, men som det står nu er der kun en kandidat til topposten, Brad Friedel.

Long live the King!

Hele bagkæden er der vist heller ikke så meget tvivl om, hvor Spurs er lidt tyndt besat på backerne, i forhold til dybden, det er vel reelt kun Kyle Walker på højre back og Benoit Assou-Ekotto på venstre der har Premier League niveau og når bænken til de to pladser er hhv. Kyle Naughton og Danny Rose. I midterefosvaret er der derimod tale om fire meget stærke spillere i truppen, Steven Caulker, Michael Dawson, Younes Kaboul og Jan Verthongen, med tanke på Kabouls sidste sæson vil det være svært at se bort fra ham i startopstillingen. Jeg vil nok afskrive Caulker, på trods af hans gode sæson i Swansea så er han stadig ung og har en del at lære. Det er dog muligt at Caulker inden for den nærmeste fremtid bliver en del af Villas-Boas foretrukne, da han allerede har kendskabet til det presspil, Villas-Boas gerne vil praktisere, fra Brendan Rodgers’ Swansea. Det efterlader os med 2 kandidater, den konstituerede anfører Dawson og den nye spiller Verthongen. Jeg tror ikke at Dawson vil være en spiller der hurtigt vil kunne tilpasse sig til Villas-Boas’ presspil, så jeg vælger den, for mig, lidt mere ukendte Jan Verthongen, som man må formode er indkøbt på baggrund af netop disse kvaliteter. Dette er selvfølgelig forudsat at Ledley King går på pension, men han ville nok snige sig foran Dawson, da han faktisk er en dygtig forsvarsspiller, sine dårlige knæ til trods.

Er Gylfi den nye Modric?

André Villas-Boas har tidligere vist at han ønsker at stille op med 3 midtbane spillere, som spiller meget snævert på banen og som har mulighed for at rotere rundt på pladserne. Det virker mest som om han ønsker en position, som er mest defensiv, og to offensive, hvor den ene er mere fremskudt end den anden. Det er nok her at Villas-Boas får flest grå hår over overvejelserne. Luksusproblemet med at få Scott Parker, Tom Huddlestone, Sandro, Gylfi Siggurdson og Rafael van der Vaart ned på 3 startere er svær. Tom Huddlestone var en dygtig spiller (og er det sikkert stadig), inden han blev ramt af en skade der holdt ham ude i næsten hele sidste sæson. Til den defensive plads vil jeg derfor kun overeveje Sandro og Parker, jeg vil dog vælge Parker, som er en uvurderlig spiller, når det kommer til bolderobringer og at bryde modstanderens spil midt på banen. Til de to offensive midtbane pladser er der så de tre muligheder Sandro, Gylfi eller van der Vaart. Jeg ville vælge at sætte van der Vaart som den mest offensive af de to og så med backup fra Sandro, som fik vist sit rigtigt store talent i slutningen af sidste sæson. Dermed trækker Gylfi nitten, men det er ikke utænkeligt at man rykker Sandro ned på den defensive midt og dermed gør Parker overflødig.

Taxi for Maicon

Der er vist ikke den stor tvivl om hvem der skal starte på de mere offensive pladser. På højre Wing er Aaron Lennons konkurrenter Rafael van der Vaart, som jeg lige har givet plads på midtbanen og ”den nye David Beckham” – David Bentley. Der er derfor ikke stor konkurrence for Lennon at tage sig af. Det samme gælder for Gareth Bale, som af flere bliver nævnt som en af verdens bedste venstre wings, hans konkurrenter er Danny Rose og muligvis Steven Pienaar, som dog foretrækker en mere central rolle. Derfor er Bale også det naturlige valg på venstre wing. Det kan også kun være en fornøjelse for Gareth Bale at Maicon er blevet rygtet til Chelsea, så han endnu engang har mulighed for at dominere ham, som han gjorde i Champions League for halvandet år siden. På angriberposten vil det igen være Adebayor, som vil trække det længste strå, hvor hans eneste konkurrent reelt set er Jermain Defoe, da Louis Saha i sommerpausen har tømt sit skab og leder efter en ny klub. Adebayor er dog den spiller, der er størst tvivl om, så det kan være at Jermain Defoe og tildels også Giovanni dos Santos og ungdomsspilleren Harry Kane, som kan være i betragtning som frontangriber. Det er derfor tvingende nødvendigt at Tottenham går ud og investerer i en ny angriber.

Dette var min vurdering af André Villas-Boas’ Tottenham og alle holdninger, både til spillere, trænere og rygter er selvfølgelig subjektive. Jeg vil slutte af med at konkludere at Tottenham går en meget interessant sæson i møde og at André Villas-Boas nu skal ud og bevise at han har det store talent, som han viste i Porto og som fik ham ansat i Chelsea. Nedenunder er den opstilling som jeg forventer stiller op mod Newcastle d. 18 aug., i hvert fald som tingene står nu.

Tottenham Hotspur 4-3-3 football formation

Nogle tanker om André Villas-Boas’ fortid

Skrevet d. 4. juli, 2012 af a_esbech
7 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

Tottenham offentliggjorde i går André Villas-Boas, som ny cheftræner. Dette har været modtaget meget forskelligt blandt Spurs fans, hvor mange stadig mener at Harry Redknapp var den rigtige mand til at føre holdet videre mod succes, sammenlagt med at den nye træner havde en ikke så køn skilsmisse med Chelsea i marts. På den anden side står der en masse fans og glæder sig til en træner, som kommer med et reelt taktisk oplæg til en kamp. Dette har givet anledning til min blog, hvor jeg vil lufte min tanker, følelser og bekymringer om André Villas-Boas. Dette er første del om Villas-Boas’ fortid, næste del vil handle om hans fremtid.

André Villas-Boas’ tid hos Chelsea

Den 4. marts 2012 blev André Villas-Boas fyret i Chelsea efter at have været i spidsen for holdet i 40 kampe og en, for Chelsea, sølle sejrsprocent på 47,5 % (regner man en uafgjort som en halv sejr bliver det til 61,25 %). Chelsea var på daværende tidspunkt på en 5. plads; 20 point efter de senere vindere Manchester City. I Premier League var hans sejrstatistik på 59,26 % (68,51 %) og dette belønnede ham med 1,7 point pr. kamp. Efterfølgeren Roberto Di Matteo fik 11 kampe i spidsen for Chelsea, det blev til en sejrstatistik på 18,18 % (40,91 %). Disse statistikker tager selvfølgelig ikke højde for at Villas-Boas måske har mødt nogle nemmere hold, men det tyder på at den honeymoon-periode som normalt er forbundet med et trænerskifte, syntes udeblevet. Statistikken diskriminerer også for Di Matteos fantastiske præstation i Champions Leagues og FA-Cuppens afsluttende runder, men det viser at Chelsea underpræsterede, i forhold til forventningerne, hele sæsonen både under André Villas-Boas og Roberto Di-Matteo.

Problemet i Chelsea har nok ikke så meget været resultaterne, som det var hans problemer med at styre Chelseas mandskab. Rygter vil vide at Roman Abramovich ansatte Villas-Boas til at gennemføre et generationsskifte i klubben og forsøge at få den gamle udfaset. Det er klart at sådan en plan ikke falder i god jord hos nogle af de rutinerede stjerner på Chelsea hold, især folk som John Terry (31), Frank Lampard (34), Drogba (34) og Anelka (33). Der har derfor været en hvis form for modvillighed overfor hans projekt i klubben. Det der skabte mest splid mellem truppen og træneren var da han nægtede at lade Alex og Nicolas Anelka træne med førsteholdet. Rygterne går på at han i omklædningsrummet skulle have svinet spillerne til én efter én for til sidst at forvise Alex og Anelka fra at træne med førsteholdet. Hvis der er hold i dette rygte er det uanset hvordan man vender og drejer det elendig mandskabsbehandling. Dette førte til at nogle af spillerne at gå til Roman Abramovich og bad ham fyre Villas-Boas, hvor grundlaget skulle være både hans mandskabsbehandling og hans taktik.

Du skal ikke tro at du er klogere end mig!”

André Villas-Boas ville gerne bruge en meget høj defensiv linje for at kunne skabe tidligt genpres. Dette blev kritiseret voldsomt i hans tid i Chelsea, da forsvarsspillerne i truppen ikke var hurtige nok til at kunne spille denne form for fodbold. Hans taktiske oplæg medførte at spillere som Lampard, Essien og Cole blev sat på bænken til kampen mod Napoli. Herefter blev han kaldt op på klubbens Technical Directors’ kontor og bedt om at forklare sine taktiske overvejelser. 14 dage senere stod han uden job.

Der er ingen tvivl om at André Villas-Boas’ tid i Chelsea var langt fra optimal, han havde sine ideer om hvordan fodbold skulle spilles og det er muligt at hans meget akademiske og intelligente tilgang til fodbolden har mødt en stor modvilje i omklædningsrummet. Der har hersket en antipati mod intelligens i Engelsk fodbold i mange år og det kan være at det er denne holdning der også var mest fremtrædende i Chelseas omklædningsrum. Man kan derfor ikke lade være med at tænke om ikke André Villas-Boas var den forkerte træner til den forkerte trup på det forkerte tidspunkt og at hans talent kunne få lov til at udvikle sig under andre omstændigheder.

Brian Clough var Leeds træner i 44 dage

Før André Villas-Boas blev Chelsea træner havde han stor succes i de portugisiske klubber Académia og Porto. I Académia havde holdet ikke en eneste sejr og lå nederst i den portugisiske række. Villas-Boas sikrede klubben fra nedrykning og klubben endte på 11. pladsen, 10 point fra nedrykning. Hans sejrstatistik fra Académia er 36,67 % (51,67 %), hvilket må siges at være meget godt for et hold der ikke havde nogen sejre da han tog over. Han fik kun lov til at være i Académia i 231 dage, da Porto tilbød ham jobbet som cheftræner. Her formåede han at vinde ”den lille treble”, ved at vinde Primeira Liga, Taça de Portugal og UEFA Europa League. Hans sejrstatistik fra hans tid i Porto er 88,24 % (92,16 %), hvilket er helt overvældende tal og desværre nok nærmere et tegn på en supersæson end en decideret tendens. Han fik ikke lov til at vise om det var tilfælde eller om det var evner der skaffede denne sæson, lidt mere end et år efter han blev cheftræner i Porto blev han hentet til Chelsea, hvor han kun fik lov at være i 255 dage før han blev fyret.

En dårlig start og en dårlig sæson er ikke nødvendigvis et tegn på en dårlig træner, et de bedste eksempler på dette er Derby County og Nottingham Forrest legenden Brian Clough. Clough blev ansat i Leeds i juli 1974, men holdt kun halvanden måned da han ragede uklar med stjerne spillerne Johnny Giles, Norman Hunter og Billy Bremner. En situation der minder meget om André Villas-Boas’ tid i Chelsea. Kender man sin historie ved man også at Clough senere gik hen og vandt både engelske og eurpæiske mesterskaber med Nottinham Forrest, som på det tidspunkt han overtog holdet ikke var en nær så stor klub som Leeds. Det er altså ikke umuligt for en træner at have fejlet grusomt i en klub for så at blive en succes i en anden. Så selvom André Villas-Boas havde nogle uheldige omstændigheder i Chelsea, kan man ikke afskrive hans karriere. Ikke endnu i al fald.

I næste del vil jeg skrive lidt om hans fremtid i Tottenham, hvordan en opstilling vil se ud med de spillere han har til rådighed og hvilke udfordringer han har i forhold til spillertruppen. Næste del kan læses her

Nogle tanker om Harry Redknapp

Skrevet d. 14. juni, 2012 af a_esbech
5 Stemmer
Kommentarer
Anmeld

Her til morgen blev det offentliggjort at Harry Redknapp stopper i Tottenham med øjeblikkelig virkning. Der er vist ingen tvivl om at Harry Redknapp har gjort det godt i Spurs. Da han overtog efter Juande Ramos lå holdet på 20. pladsen, sidenhen blev det til en 4., 5. og igen en 4. plads, samt en fantastisk sæson i Champions League, hvor især hjemmekampen mod Inter vil gå over i historien, som en af de bedste aftener på White Hart Lane.

Hvorfor er flere Spurs fans så ikke kede af at se ham gå? Han har over de seneste par måneder været med til at grav sin egen grav. I forbindelse med at Capello gik fra den engelske landstrænerpost, var der stor mediebevågenhed omkring Harry Redknapp, som var favorit til at blive den næste engelske landstræner. Redknapp lagde heller ikke skjul på at dette var hans ambition. Han var ikke bekymret for at spillerne nok skulle kunne klare sig, da de bare spiller for hvem som helst og er professionelle. Denne periode indtil Roy Hodgsons ansættelse resulterede i at Spurs smed en komfortabel tredjeplads over styr og endte på en fjerdeplads, som i mange andre sæsoner ville have resulteret i Champions League fodbold, hvilket stadig må siges at være et godkendt resultat.

Dråben der fik bægret til at flyde over var i forbindelse med at Harry Redknapp og Tottenhams bestyrelses formand Daniel Levy skulle i gang med kontraktforhandlingerne, da Redknapp kun havde et år tilbage af sin kontrakt. I forbindelse med et af sine mange jobs udtalte Redknapp at det var synd for spillerne at skulle gå i uvidenhed om han fortsatte udover det næste år, de ville have svært ved at motivere sig. Altså det stik modsatte af hvad han udtalte i forbindelse med at han offentligt kandiderede til landstrænerjobbet. Dette er uheldigt i sig selv at man sætter chefen under pres på denne måde og forsøger at få medierne over på sin side, hvis ikke det også var fordi at Daniel Levy’s mor få dage forinden var død efter lang tids sygdom og samme dag skulle begraves.

Læg hertil at Rafael van der Vaart har været ude og udtale at der ikke har været de store motivations taler eller nogen nævneværdige taktiske oplæg, samtidig med at Redknapp har hentet spillere ind som Parker, Gallas, Friedel, Nelsen og Saha som alle er over 30. Redknapp har altså kun tænk på de kortsigtede interesser og ikke tænkt i det længere perspektiv, som Daniel Levy måske gerne havde set.

Redknapp har gjort det godt i Spurs, men det kan kun være godt for klubben at søge efter bedre alternativer mens de er på toppen end når de ryger ned i en bølgedal igen.