Dommens Bog

Som en service til de tilbageværende læsere, bringer Dommens Bog første del af rejseguiden til det allerede nu skandaløse EM i Polen og Ukraine. Vi tipper om højdepunkter og advarer mod ting, der giver dig tyndskid.

POLEN

Polen er med i slutrunden på det efterhånden traditionelle wildcard, UEFA udsteder til mindst én ubrugelig værtsnation. 2000: Belgien. 2008: Østrig. 2012: Polen (og Ukraine, men det kommer vi til).

Arek Onyszkos hjemland har ikke haft en habil fodboldspiller, siden Zbigniew Boniek regerede side om side med pamperprinsen Platini i Juventus tilbage i de glade Heysel-dage, og i dag er det nærmeste, man kommer en stjerne, en håndfuld holdspillere fra Borussia Dortmund, hvoraf den mest fremtrædende, Robert Lewandowski, bare venter på at blive den nye Claudio Pizarro på bænken på Allianz Arena.

Højdepunkt: At en fuldstændig ukendt polsk back laver en Bartosz Bosacki og potter to basser i den afsluttende og ubetydelige puljekamp. Vi sætter vores penge på den importerede årgangsost fra Frankrig, Damien Perquis.

Tyndskid: Ikke at se Artur Boruc på banen. På et noget blodfattigt sovjettisk satellit-statshold ville The Holy Goalie have pyntet gevaldigt. I stedet skal vi trækkes med to akutindlæggelser fra Arsenal, som skiftes til at være skadede.

Hold øje med: Din pung. Lommetyveri er for Polen, hvad landbrug og overførselsindkomst er for Danmark.

GRÆKENLAND

Åh Zeus, nu igen? Ja, nu igen. Grækenland gør meget til, at man glæder sig mere og mere til gruppespillet er overstået. Vi vil dog ikke helt udelukke muligheden for, at Kroatien kommer med på grækernes billet, når Platons idealstat lukker og slukker for demokratiet engang i næste uge.

Ellers skal vi endnu engang trækkes med et hold, hvis angreb ikke er blevet bedre, siden sidst Angelos Charisteas var elendig, og hvis forsvar kun lige er godt nok til, at Sotirios Kyrgiakos ikke er i bruttotruppen. Den åndelige leder på mandskabet er stadig Giorgos Karagounis, der er så gammel, at han kun med nød og næppe undgik at blive indkaldt til værnepligt under krigen mod Troja.

Højdepunkt: At det en gang for alle bliver slået fast, at Theofanis Gekas ikke er en klasseangriber, bare fordi han havde en god halvsæson for Eintracht Frankfurt.

Tyndskid: At TV2’s redaktion har læst et nummer af Goal fra 2009, og udråber Sotiris Ninis til en af slutrundens mest lovende unge talenter.

Hold øje med: Sotiris Ninis, som ifølge TV2’s fodbold-ekspert Flemming Toft er en af slutrundens mest lovende unge talenter.

RUSLAND

Den russiske bjørn er en bipolær størrelse, der det ene år aspirerer til titlen for blot et år senere at tabe til Slovenien efter at have røget vandpibe hele natten. Det taler dog til russernes fordel, at turneringen spilles i lande, der mere eller mindre fungerer ligesom Rusland. Mens for eksempel danskerne nok lader sig skræmme af en simpel kidnapning af spillerkonerne, tager russerne den med ro. De er vant til, at deres Mercedes bliver skiftet ud med 14 dages mellemrum, og at løn er noget, man får leveret i en sportstaske på en parkeringsplads.

Spillermaterialet kredser stadig om den misogyne rumpenisse Andrei Arshavin, side om side med hans ni år yngre tvilling Alan Dzagoev. Ellers er resten af mandskabet en god blanding af boldtunge løbebånd efter klassisk USSR-model. Afvigelserne er de to køleskabe i frontkæden, Pavlyuchenko og Pogrebnyak, som kategorisk undervurderes af den industrialiserede verden, som stadig kan huske, hvor ringe Oleg Salenko egentlig var.

Højdepunkt: Når Moder Rusland midt under slutrunden giver en eller anden satellit-stat i Kaukasus et ordentligt pulver.

Tyndskid: Når 11 bagstive russere med bylder på huden, forsøger at redde æren i den sidste puljekamp mod Grækenland efter en lang nat på vodka og krokodil.

Hold øje med: Bliver det denne sommer, Andrei Arshavin får rigtige bryster? Rygterne vil vide, han er begyndt at få menstruation.

TJEKKIET

Tjekkiet anno 2012 er Danmark anno 2010. En flok fuldstændigt ligegyldige middelmådigheder samt et par stjerner, der er kommet med på merit. Tomas Rosicky, fordi han vandt UEFA Cup’en, dengang Jon Dahl stadig var et stortalent og Milan Baros, der blev EM-topscorer, mens Rene Henriksen stadig var aktiv. Resten er fyldspillere fra den tunge halvdel af de fire store ligaer. Vi snakker traditionsklubber som Chievo, Cesena, Hertha Berlin og Wolfsburg.

Lottokuponen er teenageren Vaclav Kadlec, der rygtes at være Tjekkiets svar på Sotiris Ninis, og garanteret er megavild i Football Manager. 2012 bliver heller ikke Tjekkiets år, og efter at Vaclav Havel er kradset af, er det på tide, at deres fodboldmandskab bliver lagt i graven.

Højdepunkt: Når de ryger ud.

Tyndskid: Morten Ankerdals grineanfald, når Flemming Toft for 12.gang udtaler Tomas Pekharts navn som ”Thomas Pikkert”.

Hold øje med: Róbert Vittek. Han er pivfarlig!

Vi har tidligere givet jer en kupon med 20 spørgsmål om EM. Som en hyldest til ludomani-traditionerne i den bedste danske fodboldrække lader vi jer denne gang tippe en 13′er om foråret i Superligaen. I får oven i købet hele fire svarmuligheder.

1. Kim Aabech er altid garanti for underholdning. Hvad bliver højdepunktet dette forår?
A: Kim besvangrer tidligere Lyngby-boss Birgit Aaby og sagsøger Durex
B: Kim taber sit højre ben i et pokerspil en stille tirsdag aften i Ishøj
C: Kim slår to dørmænd ned på Diskotek Karizma i Slagelse og får lønforhøjelse i Lyngby
D: Kim skriver kontrakt med FC Midtjylland

2. Hvilken spidsangriber bliver korsbåndsskadet i forårspremieren?
A: Morten Skoubo
B: Morten Skoubo
C: Morten Moldskred
D: Morten Skoubo

3. FC Nordsjællandsforårsnedtur kulminerer i 30.runde. Hvordan?
A: Rawez Lawan udtaler, at han savner Horsens
B: Kasper Lorentzen kræver at skifte væk for at forbedre sine landsholdschancer
C: Christian Andersen ansættes som mentaltræner
D: Mikkel Beckmann forhåndsudtages til EM

4. AGF får naturligvis en masse sære skader i foråret. Men hvilken?
A: Martin Jørgensen får en fibersprængning, da han skal parkere en turistbus
B: Anders Kure brækker kæben, da han forsøger at tale sig fra et gult kort
C: Steffen Rasmussen får hjemve og efterfølgende nervøst sammenbrud, da han bevæger sig ud i feltet efter en bold
D: Søren Larsen trækker vejret, og er efterfølgende ude i otte måneder med en lungeinfektion

5. Hvilken senere fyret træner får flest kampe i foråret?
A: Troels Bech
B: Auri Skarbalius
C: Auri Skarbalius’ afløser, Kim Daugaard
D: Kim Daugaards afløser, John ’Faxe’ Jensen

6. Hvilken hjemvendt udlandsprof skuffer mest?
A: Jesper Christiansen
B: Nicolaj Køhlert
C: Kris Stadsgaard
D: Rajko Lekic

7. Hvem vil Tommy “Kuglepen” Poulsen fokusere på at tale på landsholdet?
A: ”Den falske 10’er” Martin Spelmann
B: ”Den blonde Baresi” Niels Lodberg
C: ”Den nye Rommedahl” Jeppe Mehl
D: ”Den boldfaste Peter Møller” Henrik Toft

8. Hvem vinder mesterskabet?
A: FC København
B: FC Midtjylland
C: AGF
D: AGF København

9. Hvor mange Brøndby-spillere kommer med til VM?
A: 4
B: 5
C: 6
D: 7 eller derover

10. SønderjyskE søsætter en charmeoffensiv for at lokke flere tilhængere til den folkemagre landsdel. Under hvilket slogan?
A: ”SønderjyskE –Dansk siden 1920”
B: ”SønderjyskE – bratwurst, boldmongoler og billige bajere”
C: ”SønderjyskE – tag bare din kusine med”
D: ”SønderjyskE – Dänische Spitzenqualität”

11. Ud over manglende afregninger med Feriekonto og færøske centerforsvarere, løber AaB ind i yderligere problemer. Hvilke?
A: Supertalentet Nicklas Helenius er stadig mere Sahlin end Strandli
B: ”Aabybros Tøfting”, Thomas Augustinussen, tager på endnu et eksotisk udlandseventyr. Denne gang er det en polterabend i Polen, han glemmer at komme hjem fra
C: Kenneth Emil Petersen går ned med depression efter at være blevet afvist på Saltlageret i Jomfru Ane Gade
D: Rasmus Würtz er skadesfri

12. Foråret 2012 byder på en ekstraordinær milesten i den danske sportspresse. Hvilken?
A: Tipsbladets eksiljyde-redaktion i København ansætter en journalist, der ikke hader AGF
B: Werge & Frimann bliver formænd for DBU’s Disciplinærudvalg. Der gives nu karantæne for ”manglende æstetik” og “obstruktion af seværdig fodbold”. Martin Retov indstiller herefter karrieren
C: Morten Crone Seiersbøl skriver en artikel om et jysk Superligahold
D: Fernando Olsen siger noget relevant i ”Fodbold Uden Filter”

13. Hvilken klub ender med at udråbe sæsonen som ”den bedste i nyere tid”?
A: FC København, der booker Die Herren til at spille på Lions & Barrels, når The Double er i hus.
B: AC Horsens, efter et ærefuldt 5-1 nederlag i pokalfinalen, der sikrer europæisk deltagelse i næste sæson
C: AGF, efter at 9.pladsen er en realitet
D: Brøndby, indtil man opdager, at TOTO Cup’en er afskaffet

Mere fra Dommens Bog

… som også er på Denfri

Jesper ”Kasi” Nielsen har afsluttet sit engagement i den tyske håndboldklub Rhein-Neckar Löwen. Dommens Bog erfarer, at rigmandens næste store projekt bliver en fodboldklub, der skal vinde mesterskabet om tre år. Eksklusivt for Dommens Bog kommer her detaljerne om alt fra spillere til farven på trøjerne.

Navn: Albertslund Glostrup Fodbold København
For at imødekomme både eksiljyder og sjællændere vil klubben i daglig tale blive kaldt AGF København. Man vil løbe på banen i skakternede spillerdragter, der indeholder farverne gul, rød, grøn og lilla. Den røde og grønne farve symboliserer arven fra henholdsvis Glostrup IF 32 og Albertslund IF, mens den gule farve stammer fra Jesper Nielsens hjerteklub, Brøndby. Det lilla element refererer til farven på Nielsens første cykel, på hvilken han kørte med aviser som barn.

Hjemmebane: Pandora’s Box
Klubbens nybyggede stadion, vil få en central placering ved Albertslund Station i gå-afstand fra Albertslund Rådhus og Statsfængslet i Vridsløselille. Stadionkapaciteten er endnu ikke fastsat, men vores kilde forsikrer os, at den ”helt sikkert bliver større end Parken”.

Merchandiseboder og smykkeoutlets vil være centralt placeret på begge langsider, mens et af stadions fire tårne vil huse Danmarks største Fakta. ”På den måde sikrer vi os, at folk fra hele hovedstadsområdet vil flokkes til Pandora’s Box, enten for at nyde fodboldguderne fra AGF København, eller fordi de skal ind med tomme flasker,” fortæller vores kilde.

Træningsanlæg: Vilfort Park, Karlslunde
Vilfort Park vil have til huse i Karlslunde på samme grund, der tidligere husede Jesper Nielsens første Q8-tank. ”Ringen er sluttet,” skulle en tårevædet Nielsen have udtalt på et internt møde, da opkøbet var gennemført. Skolebusser vil køre i rutefart mellem Brøndby IF’s træningsbaner og anlægget i Karlslunde.

Direktør: Søren Colding
Jesper Nielsen har tidligere udtalt, at Søren Colding er eneste mulighed som direktør i en fodboldsatsning. Derfor er det ingen overraskelse, at håndbold-connoisseuren får stillingen som direktør med ansvar for den daglige ledelse. Vores kilde har forsikret os, at Colding vil blive forment adgang til træningsbanen.

Kommunikationschef: Peter Schmeichel
Den afsatte kabel-tv-konge vil tiltræde en 40-timers stilling som kombineret målmandstræner og kommunikationschef. Schmeichels primære funktioner vil være at lære den formodede førstemålmand, Casper Ankergren, at gribe en bold samt at sende telefaxer med teksten ”Allez, vi er mestrene” til B.T.’s sportsredaktion.

Key Account Manager: Allan Ravn
Jesper Nielsen tænker langsigtet med hensyn til sponsorater. Indtil videre har klubben kun en mindre kontrakt på plads Billigscooter.dk i Albertslund, men det ændrer sig naturligvis, når CL-deltagelsen er en realitet. Og manden, der får det til at ske, er langskudshelten fra Bayern-kampen, Allan Ravn. ”De kan stadig godt huske ham nede i Tyskland, kan jeg love,” skulle Kasi-Jesper angiveligt have udtalt angående Ravns kvalifikationer som sælger.

Træner: Ebbe Skovdahl
Det tidligere Brøndby-koryfæ Ebbe Skovdahl vil tage plads i AGF Københavns trænersæde. Skovdahl vil desuden give Troels Bech kamp til stregen om mikrofon-tiden på TV2 Sport med guldkorn som ”statistik er som et miniskørt” og ”jeg var fuld til Michael Laudrups konfirmation.”

Spillere: Alt fra den ”gyldne” generation
Ifølge flere uafhængige kilder har følgende spillere allerede skrevet under på forhåndskontrakter med AGF København: Casper Ankergren, Thomas Kahlenberg, Kasper Lorentzen, Niki Zimling, Anders Bjerregaard, Johan Elmander og John ’Faxe’ Jensen.

Det forlyder desuden, at man vil forsøge at købe ”de bedste islændinge, man kan få fingrene i”. Således skulle der allerede være fremskredne forhandlinger i gang med den tidligere Bolton-bomber og professionelle lykkeridder Eidur Gudjohnsen. Verdensstjerner vil med andre ord få deres daglige gang i Karlslunde. Klubben har desuden både driblekongen Denilson og VM-stjernen Junichi Inamoto i søgelyset.

Mere fra Dommens Bog

… som også er på Denfri

Romerriget er i forfald. De magtfulde senatorer i Milano og Den Evige Stad fattes penge, og de kulturelle højborge i Torino og Firenze er forvandlet til vansmægtende udørker. Alt imens riget trues af angelsaksere, germanere og maurere fra nord og vest. Men sådan har det ikke altid været. Vi skruer tiden tilbage og præsenterer nutidens fallerede magthavere, som de så ud år 1996/97 efter Kristi fødsel.

Juventus:
I midt-halvfemserne har Juve ikke råd til at bestikke dommerne. Heldigvis er der rigeligt i bødekassen til at sponsere en lemfældig omgang med mere eller mindre lovlige medicinske præparater. Det fører i 1996 til en CL-sejr over Ajax samt et par stort set legitimt vundne mesterskaber.

Juve anno ’96 er et fornuftigt sammenrend af moralsk anløbne eksistenser. På mål har Angelo Peruzzi overstået sin karantæne for at æde ulovlige slankemidler, og foran ham er kødhakkeren Paolo Montero engang imellem ikke udvist. I samme kæde finder man livstrætte Gianluca Pessotto, evighedsmaskinen Ciro Ferrara samt Serie A’s mest rådne tandsæt, Moreno Torricelli.

Midten er ét stort boldsvagt løbepensum. Di Livio, Tacchinardi, Conte, Deschamps og den seksuelt forvirrede Vladimir Jugovic deles om at agere mur bag Zinedine Zidane, som deler sin tid ligeligt mellem bestialske svinestreger og fantastiske pasninger.

Angrebet består af lutter ufarlige stortalenter. Alex Del Piero har sin bedste tid foran sig, den kronisk tøsefornærmede Bobo Vieri underpræsterer og skrider til Spanien. Alen Boksic’s værdi måles i antallet af gange, han tæmmer en Prosinecki-aflevering ud over baglinien. De tre suppleres af evighedstalentet Nicola Amoruso og Michele Padovano, som senere viser sig at være lige så ringe til at løbe fra politiet, som han er til at afslutte inden for rammen.

Bonusinfo: Padovano var konstant uheldig med de ulovlige rusmidler. Han afsoner pt. otte år i spjældet for et mislykket forsøg på at smugle hashish ind fra Spanien.

AC Milan:
Før Washington Tabarez i 2010 fører Uruguay til deres bedste resultat i nyere tid, klarer han at sende Milan i retning af deres værste. Et på papiret fornuftigt Milan-mandskab lukker sæsonen på en 11.plads og formår i april 1997 at tabe til Juve og Inter med sammenlagt 2-9.

I målet sejler Seba Rossi rundt, når han da ikke lige bliver søsyg og skal afløses af den mindst lige så inkompetente Angelo Pagotto. I forsvaret fortsætter Billy Costacurta og Paolo Maldini deres vej mod legendestatus, mens Franco Baresi og Mauro Tassotti er så langsomme, at de begge indstiller karrieren efter sæsonen. Arvtagerne er ukraineren Vierchowod og total voetballeren Michael Reiziger. De gør det så ringe, at de umiddelbart afskibes til henholdsvis Piacenza og et knap så omnipotent Barca-mandskab.

Frisørmareridtet Demetrio Albertini er lyspunktet på midtbanen, hvor Big Ron Atkinsons nemesis og Balkan-konflikten Boban-Savicevic halter sig i retning af kontrakter andetsteds. Oppe i front bliver Ali Dias fætter forventet topscorer, mens Roberto Baggio sætter en tyk streg under, at han ikke gider præstere i storklubber. Christophe Dugarry grundlægger en stolt tradition for målfattige og overvurderede franske angribere. En tradition, der i dag stadig holdes i hævd af Nicolas Anelka og Sidney Govou.

Bonusinfo: Milan ryger ud af Champions League efter at have tabt 2-1 hjemme til købmandsklubben fra Trondheim. Målscorerne er Harald Brattbakk og laksefarmeren Vegard Heggem.

Udinese:
Det er sæsonen, hvor Udinese for første gang æder pasta med de fede klubber i Støvlelandet. Anført af Inter-tifoso’en Alberto Zaccheroni, og med en trup bestående af lykkeriddere og de store drenges overskudslager, spiller Italiens Herfølge sig frem til en flatterende femteplads.

Spillermaterialet er alt andet end imponerende: Desideri og Bia var blevet til overs i Inter, Stroppa og Locatelli havde ikke slået igennem i Milan, og Cappioli og Pellegrini var for ringe til Roma. Garneret med no-names som Fabio Rossitto og Marek Kozminski er de dog lige præcis gode nok til at fylde ud omkring holdets sparsomme profiler, inden de et par år senere igen forsvinder ind i middelmådighedens glemsel.

Profilerne er Kim Brink-protegeen Thomas Helveg, ”Udines Baresi” Valerio Bertotto, og den, efter træningskegle-standarder, meget talentfulde Giuliano Giannichedda. Oppe i front spiller Paolo Poggi sin eneste gode sæson i en 20-årig karriere og laver 13 kasser. Det samme gør klædeskabet Oliver Bierhoff, der i løbet af sommeren er blevet stjerne som følge af et Petr Kouba-drop på Wembley.

Tretrins-raketten i front fuldendes af 90’ernes Julio Baptista, Marcio Amoroso, som lægger kimen til en glorværdig karriere i Milan, Malaga og Aris Thessaloniki, garneret med adskillige hyggeaftener under bruseren med Jan Koller et sted i Ruhr-potten.

Bonusinfo: Udinese er og bliver en talentfabrik, hvilket vi nyder godt af i Danmark. Det var i Udine, Morten Bisgaard kørte galt i en parkeringskælder. Det var Udine, De Graa Busser pludselige arrangerede svipture til. Det var i Udine, Per Krøldrup sidst spillede en god kamp. Og det var i Udine, Giraffen fra Aalborg blev udvist, fordi den ikke kunne sige andet på italiensk end ”op i røven”.

Internazionale:
Med Roy Hodgsons senere trænermeritter in mente er det ikke en overraskelse, at hans Inter-mandskab i 1996 mestendels udgøres af skrupkedelige boldflyttere og uopfyldte talenter. Enkelte lyspunkter på mandskabet gør dog, at Inter spiller sig til en tredjeplads og underpræsterer sig til en sølvmedalje i den lille Europa Cup.

Tv-redningen Gianluca Pagliuca vogter æsken, og foran ham burde klubkoryfæet Zio Bergomi have stoppet sin karriere for et par år siden. Han flankeres af de lovende unge Salvatore Fresi og Fabio Galante, hvis præstationer i de kommende sæsoner formentlig har stor indflydelse på, at Inter nu om dage vælger at satse på udlændinge. På backpladserne er de positive overraskelser et argentinsk godstog ved navn Javier Zanetti og den præ-historiske Lilian Thuram, Jocelyn Angloma.

På midten har Paul Ince for det meste karantæne, hvilket åbner for, at man kan kede sig ihjel til synet af Ciriaco Sforzas pasninger på tværs af banen. Den altoverskyggende profil er Youri Djorkaeff, som bliver Serie A-topscorer for klubben, da nyerhvervelsen Bam Bam Zamorano tilsyneladende har glemt sin målnæse ovre hos Michael Laudrup.

Det andet store angrebsindkøb, Nwankwo Kanu, får pludselig hjertebanken, bliver sendt på operationsbordet, og genvinder aldrig sin målfårlighed. Det åbner for at Nicola Ventola-prototypen Maurizio Ganz får en startplads i frontkæden, og subtop-angriberen Marco Branca får tilpas med spilletid til senere at komme på kontrakt hos europæisk fodbolds elefantkirkegård, Middlesbrough.

Bonusinfo: Maurizio Ganz scorede hattrick i sin eneste landskamp. Den fik han for Padania, et landshold grundlagt at det højreradikale italienske separatistparti Lega Nord. Samme parti, der har dannet parlamentarisk grundlag for Silvio Berlusconis cirkusregime gennem de seneste mange år.

Lazio:
Enhver italiensk klubpræsident skal helst have tre-fire mere eller mindre bekræftede ulovligheder på CV’et, og Lazio er ingen undtagelse. Dåsemads-mafiosoen Sergio Cragnotti overtog i 1992 styringen i den bette hovedstadsklub, og er i 1996 godt i gang med at opbygge et mesterhold, inden det hele et halvt dusin år senere eksploderer i konkurser og for gammel konserves.

Foran landsholdsreserven Luca Marchegiani har stortalentet Alessandro Nesta overtaget styringen af Biancocelestis bagkæde, suppleret af de Lazio-patenterede stående forsvarere, Paolo Negro og Giuseppe Favalli. En stolt tradition, som i senere år videreførtes af engangsemballager som Pancaro, Couto, Mihajlovic og Stendardo. Samtidig sætter den farverige og talentløse Mark Fish en tyk streg under, at han IKKE er den hvide Lucas Radebe.

På midten er Pavel Nedved det nye sort i italiensk fodbold, ganske modsat det andet nyindkøb, australieren Paul Okon, hvis talent naturligvis også er begrænset nok til et par år i Middlesbrough senere i karrieren. Styrmanden på midterfeltet er klubskøgen Diego Fuser, mens kanterne regeres af Giorgio Venturin og Foggia-døgnfluen Roberto Rambaudi. Alt sammen vældig gråt og kedeligt, og naturligt nok er Nedved den eneste, der stadig er med tre år senere, hvor klubben vinder mesterskabet.

I angrebet regerer sidste sæsons to Serie A-topscorere, Giuseppe Signori og Igor Protti. Sidstnævnte var typeeksemplet på den luddovne italienske angriber, som af uransagelige årsager scorer en masse mål uden at røre sig ud af flækken. Tænk Dario Hübner, Christian Rigano og Cristiano Lucarelli. På bænken sidder Pierluigi Casiraghi, hvis komplette ufarlighed foran mål overses af den ene mestertræner efter den anden gennem hele hans karriere.

Bonusinfo: Beppe Signori har gjort grundigt op med sin status som nationalsymbol på det seneste. Sammen med Atalanta-smørtenoren Cristiano Doni og Mauro Bressan (ham der scorede DET DER mål for Fiorentina i CL) er han pt. anklaget i en omfattende sag om aftalt spil i de øverste italienske fodboldrækker.

Mere fra Dommens Bog

… som også har fedtet sig ind på Denfri

Søndag står den på tømmermænd og tenniscifre, når Al-Olie og Amerikas Fallerede Stater igen mødes i verdens kedeligste by, Manchester. Dommens Bog har fundet bøtten med talkum frem, og lader de røde- og babyblå skridt gnubbe sig mod hinanden inden for fire mere eller mindre tilfældige kategorier.

Kategori 1: Foder til formiddagspressen

Manchester City:
Kommer man fra syd for Essex, skal man åbenbart brokke sig over alt fra vindretningen på træningsbanen over standarden på de rødhårede skøger på natklubberne til det manglende udbud af majsbrød og bønnesuppe.

Med den stadigt stigende mængde sydlandske primadonnaer på Maine Road kører Citeh sig stille og roligt i stilling til at overtage Bayerns FC Hollywood-prædikat, der har været ledigt siden slut-90’erne. Nåja, og så er der jo Mario Balotelli.

Vurdering: 4 ud af 5 gange ”Manchester er grimmere end Sarajevo”

Manchester United:

Bortset fra Wayne Rooneys udgiftskonti på bordellerne i Greater Manchester og David De Geas donut-tyverier, har der i en del år været stille og kedeligt i disciplinærudvalget på Old Trafford.

Vi håber, at Patrice Evra snart udgiver en selvbiografi, der afslører, at Alex Ferguson går i dametøj. Eller at Park Ji-Sung brokker sig over manglen på bukkake-shows i Newton Heath. Eller at Chris Smalling springer ud som Sol Campbell. Bare et eller andet. Snart. Please.

Vurdering: 1 ud af 5 flyvende støvler i øjet på Antonio Valencia.

Kategori 2: Status på avlsfarmen

Manchester City:
Fraregner man køleskabet Micah Richards, er det så som så med hjemmeavlede bastarder i den blå del af Manchester. Men okay: Hvis alternativet er flere kønsforvirrede Stephen Ireland’er, ser vi langt hellere, at Citeh køber sig til en startopstilling.

Dog er det en tilbagevendende våd drøm på redaktionen, at Citeh henter Joey Barton hjem til Carrington og lader ham danne midtbanemotor med Nigel De Jong. Så episk, at Vinnie Jones ville indspille en film om det.

Vurdering: 2 ud af 5 lejekontrakter i Southampton til Nedum Onuoha.

Manchester United:
Af uransagelige årsager har Alex Ferguson ry for at udklække sine egne talenter. Det på trods af, at den sidste virkelige profil, der kom ud af Rødvinsentusiastens skød, nu render rundt og spiller baghavebold med Landon Donovan i Hollywood. Og nej, vi anerkender vi ikke, at Darren Fletcher skulle være fodboldspiller.

Næste store lys, der bliver slukket, er Danny Welbeck. Hans Dion Dublin-faktor er så stor, at vi næsten kan se ham toppe som publikumsfavorit hos Fulham.

Vurdering: 3 ud af 5 opskruede forventninger til Federico Macheda.

Kategori 3: Kolorit i frontkæden

Manchester City:
I Citeh eksisterer en mangeårig tradition for at stille med vanvittige individer oppe foran, for på denne måde at skræmme sig frem til chancer. Fra Raymond Domenechs favoritmuslim over den moralsk anløbne Robinho til golferen Craig Bellamy, Kanu Light og Grendels lillebror Carlos Tevez.

The Citizens ejer en imponerende track record over folk, som hører til på en sikret anstalt. Nu til dags må Why Always Balotelli løfte den tunge arv ved siden af Maradonas svigersøn og blodfattige Edin Dzeko, der tydeligvis mangler det Balkan-gen, vi kender og elsker fra spidsangribere som Mateja Kezman og Savo Milosevic.

Vurdering: 4 ud af 5 pilekastende, allergi-lidende, Mourinho-hadende, fængselsbesøgende og hvid Maserati-fræsende adoptivbørn med storhedsvanvid og Ødipus-kompleks.

Manchester United:
Hos United er man vant til træfsikre og uhyre kedelige angribere. Det mest farverige, der er sket i Uniteds angreb i ti år, er vel, at Alex Ferguson lærte van Nistelrooy at stå på to ben, sove uden for stalden og ikke besørge på græsplænen.

Nu om dage må The Shrek bære det åg at være den eneste Man U-striker, der kunne finde på at tage i byen med Peter Crouch. Berbatov er Stoichkov uden charme, Owen er Fowler uden charme, og Mame Biram er El-Hadji uden spytklatter. Betteærten vil vi først vurdere, når han kommer i puberteten.

Vurdering: 2 ud af 5 forklaringsproblemer over for Coleen.

Kategori 4: Vegas-stemning

Manchester City:
Der plejer at være fornuftigt gang i kedlerne i Manchester-opgørene, og eftersom samtlige engelske dommere tilsyneladende har glemt, at fodbold er en kontaktsport, skal der nok blive stanget en del madder ud søndag.

Hos Citeh sætter vi som altid vores lid til Xabi Alonsos sparringspartner, og ingen ved, om Mariolino medbringer enten en bowie-kniv, en proppistol eller et meget grimt og aggressivt barn til at straffe konkurrenterne med. Fordi han er Mario Balotelli. Desuden har Aleksander Kolarov stadig til gode at bevise, at Sinisa Mihajlovic er hans store idol.

Vurdering: 3 ud af 5 tredages-karantæner for ”overdrevent engagement”.

Manchester United:
Sidst var det Jonny Evans, der med en Kuresk timing i sit indgreb væltede sig til en badebillet. Med masseødelæggelsesvåbnet Vidic ude, er der gode chancer for, at Evans kan gentage bedriften. Rio Ferdinand kunne også godt nedlægge en mand ved at uheld, såfremt han kommer ud for at skulle vende sig 180 grader inden for et tidsrum på under 30 sekunder.

I Rooney, Evra og Nani har United desuden en trio, der i Cantonas ånd kan kortslutte uden nogen påviselig grund. Specielt den portugisiske hypokonders duel med den Wenger-skolede træningskegle Gael Clichy er guf for folk, der spiller på flest gule kort hos tipstjenesten.

Vurdering: 2 ud af 5 hårde spark i akillessenen.

Mere fra Dommens Bog

Cirka seks måneder før den østeuropæiske fodboldfest i Polen og Ukraine sparkes i gang, giver Dommens Bog dig muligheden for at kigge ind i krystalkuglen og forudse begivenhedernes gang. 20 spørgsmål, lige til at printe ud, udfylde og slå vennerne i hovedet med, når endnu et nationalt traume er en realitet.

1. Hvilket land bliver udelukket, da man ikke har råd til at rejse til slutrunden?
A:Italien
B: Irland
C: Grækenland
D: Ukraine

2. Danmark bliver nødt til at flytte sin træningslejr. Hvorfor?
A: Træningsbanen bliver brugt til roedyrkning
B: Plænen er ikke egnet til det patenterede danske pasningsspil
C: Simon Kjær bliver bortført af menneskesmuglere
D: En flok sigøjnere har slået lejr i det ene straffesparksfelt

3. Hvem udtager Fabio Capello til at udfylde Wayne Rooneys plads?
A: Emile Heskey
B: Michael Owen
C: Christian Panucci
D: Alan Shearer

4. Hvad bliver titlen på den danske EM-sang?
A: ”Åh-åh-åh, det’ så let at lave mååål” (Kidd)
B: ”The Road to Kharkiv” (Tina Dickow)
C: ”(De skal) Bide i græsset” (Kato feat. Johnson, Sepp Piontek, Morten & Peter)
D: ”Et lille land med store tanker om sig selv” (Poul Krebs)

5. Hvem skriver den officielle EM-sang?
A: Gorky Park
B: O-zone
C: Scorpions
D: Sandokan’Mc

6. Hvem bliver først sendt hjem fra EM grundet uacceptabel opførsel?
A: Nicklas Bendtner
B: Mario Balotelli
C: Frankrig
D: Lars Berendt

7. Hvad kalder TV2 sit EM-program?
A: Lebensraum
B: Det er…genialt, det der
C: Hele Danmarks udebane
D: Reaktorblok 2

8. Hvilket spillernavn udtaler Flemming Toft forkert flest gange under slutrunden?
A: Zdenek Pospech
B: Darijo Srna
C: Giorgio Chiellini
D: William Kvist

9. Hvem starter i det danske mål mod Holland?
A: Thomas Sørensen
B: Anders Lindegaard
C: Jonas Lössl
D: Dirk Kuyt efter 30 sekunder

10. Hvem skader først Christian Eriksen?
A: Nigel de Jong
B: Pepe
C: Lufthavnspolitiet i Kharkiv
D: Patrick Mtiliga

11. Hvor mange mål scorer Nicklas Bendtner i turneringen?
A: 0
B: 1-2
C: 3 eller derover
D: Amalie fra Paradise

12. Zlatan udelukkes fra landsholdet efter et slagsmål i træningslejren. Med hvem?
A: Daniel Majstorovic
B: Ola Toivonen
C: Antonio Cassano
D: Zlatan Ibrahimovic

13. Hvem bliver anklaget for racistiske udtalelser, efter at have spillet over for Patrice Evra?
A: John Terry
B: Luis Suarez
C: Thomas Ravelli
D: John Terry

14. Hvilket landshold får først deres hotel tømt for værdier?
A: England
B: Portugal
C: Frankrig
D: Italien

15: Hvilken opstilling får en renæssance under EM?
A: 5-3-2
B: 4-2-4
C: 3-4-3
D: 3-2-5

16. Hvilken landsholdstrup udsættes for massivt mandefald under slutrunden?
A: Holland, efter at have gået gennem Kievs gader iført orange træningsdragter
B: Portugal, efter en teambuildingtur til Tjernobyl
C: Trapattonis Irland, umiddelbart inden kampen mod Italien
D: Kroatien, efter at otte mand arresteres for cigaretsmugling

17. Hvilke værtslande går videre til kvartfinalerne?
A: Polen
B: Ukraine
C: Begge
D: Tyskland

18. Hvem bliver EM’s frisparkskonge?
A: Cristiano Ronaldo
B: Wesley Sneijder
C: Andrea Pirlo
D: Nigel de Jong

19. Hvem bliver EM’s giftigste duo?
A: Gomez og Müller
B: Sneijder og van Persie
C: Villa og Torres
D: Maskotterne, Slavek og Slavko

20. Hvem vinder EM?
A: Spanien
B: Tyskland
C: Holland
D: Barcelona

Mere samfundsomstyrtende satire fra Dommens Bog

Året går på hæld, og priserne regner ned over Christian Eriksen som urin på Jeppe Curth i Feyenoords omklædningsrum. Dommens Bog vil ikke være ringere end de danske sportsjournalister, og præmierer hermed dansk fodbold med fire priser og en indlemmelse i vores egen Hall of Fame.

Ekelund-Prisen 2011: Nicki Bille Nielsen
Prisen for største talent på vej mod afgrunden går til Nicki Bille. Efter en lovende karrierestart i mafiaterritorium, som ikke førte til meget mere end en gang høvl i en cup-kamp mod Hernan Crespo-Inter, tog Bille hjem og lavede en håndfuld mål for Morten Wieghorst, hvorefter den spanske 2.division kaldte.

Hvis Bille følger den stolte Ekelund-tradition går turen herfra over en målfattig periode i Bristol Rovers til et målfattigere lejemål i Brøndby, inden han til sidst danner angrebsduo med Den amerikanske Pele et sted i Kansas. Vi kan dårligt vente, til det hele slutter, og han dedikerer sit liv til at følge konens drøm om at blive selvstændig erhvervsdrivende. Her kan han så ærgre sig over, at ideen til produktet ”Hooter hiders” allerede er taget… af Ronnie Ekelunds kone.

Årets Scoring 2011: AGF (Søren Larsen)
Det var skæbnen. Alligevel kan vi ikke lade være med at præmiere AGF for at have samlet Søren Larsen op fra fodboldens kurv med datovarer. Man kunne selvfølgelig have sagt sig selv, at en klub, der har ”fodboldinvalider” som en selvstændig afdeling på linje med håndbold og gymnastik, ville hente en angriber, der har to modes: skadet eller på vej til at blive skadet.

AGF’s scoring af Søren Larsen følger i virkeligheden en ret banal mekanisme i nattelivet: AGF har brug for et knald, undskyld, en angriber. Først på aftenen kigger de på Søren Larsen og siger ”nej tak, hende der er en enkeltbillet til vatpinden”. Fast forward, fem timer og 400kr i shots og mojitos senere, og AGF står med en angriber, der var brandvarm. For Djurgården. I Allsvenskan. For seks år siden.

Zlatan-Prisen 2011: Jores Okore
Prisen for mindre forfejlet fodbold-integration går til Jores Okore. Med Nikola Saric glemt på en træningsbane på Balkan og Osama Akharraz’s fremtidige knæskade på Terp Skovvej in mente, kan Okore løfte den ærefulde Zlatan-pris i ensom majestæt. Selvom han mest af alt ligner en koffeinfri udgave af Samuel Kuffour.

For en gangs skyld sad Morten Olsen ikke med hænderne i skødet, da et talent i Winston Reid-klassen dukkede op.   Landsholdet har efterhånden en sammensætning, som Lennart ”Liston” Söderberg ikke ville røre med en ildtang. Og det er jo i og for sig positivt. Vi ser den danske ”Multikulti-Elf” nå sin kulmination ved VM i Brasilien 2014, hvor Gilberto Macena erstatter en skadet Niklas Bendtner i angrebet.

Strudal-prisen 2011: Flemming Toft
Så dygtig, at han ikke engang behøver at tage notater eller på nogen måde forberede sig. Trods skarp konkurrence fra Ricardo-koryfæer som Claus Thomsen og Jacob Laursen, løber Flemming Toft med Strudal-prisen som årets tv-kommentator.

Ophavsmanden til den vel nok lammeste catchfrase i sport, ”Hutlihut”, har i år gjort et nærmest manisk forsøg på at gentage bedriften. Således blev William Kvist konsekvent omtalt som ”Kvisten” i de afgørende EM-kvalkampe mod Norge og Portugal. Her burde Toft nok have husket på det gamle ordsprog ”hvad der sker i saunaen, bliver i saunaen”.

Selvom hans kommentatoropgaver begrænser sig til landskampe og håndbold, er Flemming Toft fuldt ud i stand til at agere ekspert, når der ikke står mere på Heidi Frederikkes cue card. En uvurderlig mand for TV2, og så glemmer vi hans måneskinsarbejde for Santa Maria.

Dommens Bogs Hall of Fame 2011: Lars Elstrup
Gøgler. Psykopat. Hjernevasket. Randers-spiller. Man kan sige mange grimme ting om Lars Elstrup/Darando/Floden Strømmer Mod Havet. Elstrup skrev sig ind i den danske kulturkanon tilbage i 1992 med et tap-in på Bruno Martini, og har siden brugt tiden på at søge personlig udvikling i diverse sekter samt at rende nøgen rundt på gågaden i Odense, mens han gav folk fingeren og tævede teenagere.

Senest er Elstrup og hans husbåd blevet bortvist fra adskillige havnepladser, fordi han pissede efter japanske turister og truede med at dolke sin nabo i halsen. Alt dette imens han spiller oldboys-bold med Michael Manniche i Gentofte. Hvis Preben Elkjær havde været lidt mere vanvittig og væsentligt ringere, havde han været Lars Elstrup. Vi hylder ”Den Gale Mand fra Råby”, der er det første medlem af Dommens Bogs Hall Of Fame.

Mere fra Dommens Bog

Dommens Bog har modtaget en øjenvidneskildring af et sponsormøde i AGF. Afsenderen ønsker at være anonym, men beskriver sig selv som ”mindre erhvervsdrivende i Aarhus og omegn”. Vi videregiver her den rystende beretning i sin fulde længde, naturligvis med afsenderens samtykke.

Kære Dommens Bog

Jeg læser ofte jeres blog, som jeg synes er både intelligent og morsom. For nylig havde jeg en rystende oplevelse til et sponsormøde i AGF. Den vil jeg gerne dele med jer.

Lidt om mig selv. Jeg er en mindre erhvervsdrivende fra Aarhus og omegn, og er sponsor i AGF. Jeg er, som alle andre århusianere, glad for De Hviies fremgang på det seneste. Jeg har dog en stærk mistanke om, at fremgangen skyldes okkulte hjælpemidler. Her er min historie:

Jeg tog til sponsormøde i AGF kort inden kampen mod HB Køge. Kort tid efter jeg have fundet min plads i Cafe Break, blev lyset dæmpet. Folk omkring mig begyndte at banke i bordet. Først forsigtigt, men efterhånden hårdt og monotont. Da det havde stået på i en fem minutters tid, blev der stille. En midaldrende, solbrændt herre trådte ind og nærmest sang: ”Det’ mig, der står herude og banker på”. Jeg bemærkede en begyndende erektion hos min sidekammerat, en repræsentant fra Krifa.

Den solbrændte herre skulle hjælpe med at sælge AGF’s image. Jeg undrede mig i mit stille sind over, hvorfor Uffe Elbæk ikke blev valgt til det formål, men glædede mig ellers mest over, at mødet nu tog en mere normal drejning. Brian Steen fortalte, at klubben forlænger med Adam Eckersley, og Torben Bjerre-Madsen varslede et nyt millionunderskud. Måske var det slemme overstået? Men det skulle blive værre. Langt værre.

En sagte messen steg langsomt i styrke. Først kunne jeg ikke høre ordene, men efterhånden stod de klart: ”Vimmersvej, Vimmersvej”. En lille gasflamme på mit bord blev højere og kraftigere. Til sidst formede den sig som en korpulent herre, der dyppede frankfurtere fra Steff Houlberg i en spand med sovs fra Teater Bodega. Sådan stod han resten af mødet. Gnaskende og harkende.

Nu proklamerede en kutteklædt herre, at man ville ”takke den mørkets fyrste, der har gjort vor succes mulig”. En dør blev åbnet, og to østeuropæere i Hummel-træningstøj kom slæbende med en ung kvinde i cheerleader-outfit. De lagde hende på et bord, mens forsamlingen istemte ”Kom så de hvii, kom så de hvii”, hvorefter den kutteklædte herre hævede en dolk, som han jog i kvindens bryst.

Da hendes skrig havde fortaget sig, hidkaldte den kutteklædte en anden maskeret person, der blev præsenteret som ”broder Wachmann”. Han fandt en lille sort bog frem fra sine gevandter, som han læste op fra, mens vi langsomt defilerede ud af lokalet. Hans mørke stemme rungede i Cafe Breaks vægge: ”Ivan Nielsen: albue i ansigtet”, ”Thomas Thøgersen: kvindagtig opførsel”, ”Lars Elstrup: gav os fingeren på strøget”, ”Frank Pingel: utilgivelig opførsel ved familieudflugt til Djurs Sommerland”, ”Kim Christofte: ringede aldrig tilbage”…

Jeg er ikke specielt kristen, men jeg bryder mig ikke om, at AGF når sine resultater ved hjælp af mørke kræfter. Jeg er begyndt at stille en del spørgsmål: Hvordan kan Søren Larsen score to mål med en skadet ankel? Hvordan spiller Anders Kure en hel kamp uden at begå straffespark? Hvorfor kan Steffen Rasmussen lige pludselig nå overliggeren? Hvem ved egentlig noget om Peter Sørensen? Er han overhovedet menneske?

Jeg mener, sandheden om AGF må frem. I har min tilladelse til at bringe min historie i jeres i øvrigt fremragende blog.

Jeg ønsker at være anonym.

Mere fra Dommens Bog

Savner man satirisk talent, kan man altid være negativ og perfid. Det har vi ofte gjort, og det kommer vi også til at gøre i fremtiden. Men behøver det være sådan? Kunne vi blot én gang sænke paraderne og skrive om spillere, vi godt kan lide? Som en hipster til en Big Fat Snake-koncert, vil redaktionen løfte sløret for sine hemmelige favoritter, guilty pleasures og deciderede man crushes.

Caro Dottores personlige favoritter

Anders Lindegaard
Jeg har ikke haft den store tiltro til fynske ankermænd, siden Lars Høgh gik for langt ud af målet en martsdag i midt-halvfemserne stik vest for Ebeltoft-tribunen. Ligeledes ligger min interesse for landsholdet et sted mellem skihop i februar og stemmedeltagelsen ved et menighedsrådsvalg. Lindegaard har dog en mængde positive træk, der hæver ham over grøden af DBU-hangarounds.

Først og fremmest var han ikke god nok til OB. Dernæst drikker han sig så meget i hegnet efter en Champions League-kamp, at han misser flyveren hjem. Og med de seneste udtalelser til MUTV om, at han hverken fatter håndbold eller badminton, stikker han to fingre op i gymnastiksals-Danmark.

Anders Lindegaard er noget så sjældent som en dansk citatmaskine. Lad os nyde det, inden Lars Berendt når at hjernevaske ham til lyden af DBU-pladen.

Joey Barton
Barton var den præ-arabiske Mario Balotelli. Mens Mariolino stadig spillede ynglingebold i Milano, brugte Barton Man Citys ungdomssystem som askebæger og lærte Ousmane Dabo nye træningsmetoder i en grad, hvor selv David Batty måtte se sig nødsaget til at lette på hatten.

Barton er for nylig blevet genfødt som Smiths-dyrkende og Nietzsche-citerende hipster, der har forsøgt at belære Mike Ashley om humanisme. Selv om det er imponerende, at han har lært at læse i en alder af 29, taler det naturligvis ikke til hans fordel. Barton anno QPR har dog stadig tid til at klippe Jay Bothroyds støvler i stykker, insistere på at Shaun Wright-Phillips skal sidde i en barnestol til holdmiddagene og fortælle alle, der gider lytte, at Steven Gerrard er dybt overvurderet.

Jeg forventer, at Adel Taarabt snart må holde et halvt års pause efter et mystisk overfald med en vinylkopi af The Queen Is Dead, og hylder engelsk fodbolds enfant terrible anno det nye årtusind.

Sinisa Mihajlovic/Paolo Di Canio/Paul Breitner/Zvonimir Boban
I en tid, hvor Joachim B. Olsen bliver folkevalgt på at agitere for flere kællinger til at lave sovsen derhjemme, er det på sin plads at hylde sportsudøvere med politiske holdninger. Specielt når disse holdninger som oftest er helt og aldeles ude af trit med den virkelighed, vi andre lever i.

Hvad enten det er Mihas højtlæsning af Arkans manifest for Patrick Vieira, Di Canios feriekæresterier med Il Duce’s flækøkse og risknippe, Bobans lossen til pansere på en plæne i Zagreb eller Breitners agiteren for Marx’ og Engels’ herligheder, nyder jeg at mennesker, der har gået maksimalt syv år i skole, finder det nødvendigt at dele deres politiske overbevisninger med resten af verden.

En slatten klapsalve til alle fodboldspillere, der tilføjer spillet en ekstra dimension med deres mere eller mindre vanvittige holdninger. Tak!

Mads Doss’ lyspunkter i en ellers grå fodboldverden

Jan Mølby
Det er godt, der er vand mellem redaktions medlemmer. Den kære doktor kan nemlig ikke udstå Jan Mølby, der får skylden for alt fra finanskrise til analkløe Efter at have læst ovenstående beskrivelser af Joey Barton og Anders Lindegaard spørger man imidlertid sig selv hvorfor. Jan Mølby var nemlig dansk fodbolds hidtil eneste bad boy af ægte britisk snit, med smadrede bøssebarer i sit kølvand.

På banen tæller hans største meriter et hattrick scoret på straffespark samt mængder af titler med Heysel-æraens Liverpool. Med andre ord en vinder, der således aldrig for alvor kom i betragtning til ”værst når det gælder”-holdet fra 86.

Den allerede i årene som spiller korpulente Mølby er elsket af få og hadet af flere som kommentator.  Jeg hører til dem, der sætter pris på vendinger som ”han kan heade en ko over et kirketårn” eller ”var det chancen?” (sidstnævnte sagt i slutningen af FCK’s Champions League-fiasko mod Rangers for år tilbage).

Tomas Brolin
Fedme. Stureplan. Kokain. Det er let at hæfte sig eftertidens billede af Per Tomas Brolin, men jeg husker endnu håret og det sejrssikre smil i ansigtet, der mindede lidt om et andet barndomsidol, Joey Tempest fra Europe.  En elegantier på et svensk landshold, der ellers talte typer som racisten Tomas Ravelli og ”skovhuggeren fra Ödeshög”, Klas Ingesson.

En skade mod Ungarn blev begyndelsen på enden for Brolin, hvis kropsvægt steg omvendt proportionalt med mængden af spilletid i Leeds, Parma og Crystal Palace. En civil karriere som ejendomsmægler, støvsugersælger og restauratør fulgte, inden Brolin fandt sin niche som fast inventar i minefeltet Stureplan i Stockholm. Her mødte han indbegrebet af afdanket sportsstjerne, Björn Borg. Det blev et skæbnesvangert møde.

Med 90′er-ikonet Dr. Alban som musikalsk drivkraft, indspillede Borg, Brolin og tennistræneren Mattias Frisk under navnet Friends In Need deres hidtil eneste single, ”Alla vi”. Videoen udmærkede sig ved at blive bandlyst fra MTV, da indholdet blev opfattet som sexistisk. Døm selv.

Arkadiusz ”Arek” Onyszko
Arek Onyszko har en stor stjerne hos mig . Ikke for sit menneskesyn og til tider udmærkede målmandsspil, men for sit bidrag til verdenslitteraturen. Hans selvbiografi, ”Fucking polak”, er den alen, alle fodboldbiografier bør måles ud fra. Den har alt. Fodbold. Vold. Religion. Filosofi. Krigskunst. Historie. Vold. Fodbold.

En alvorlig nyresygdom har tvunget Arek  væk fra fodboldbanen. Det forhindrer ham imidlertid ikke i at leve som en vaskeægte pimp. Gennem firmaet Luxury Warsaw arrangerer han V.I.P.-ture til Warszawa. Her kan man som dansker opleve den pulserende storby i en lækker bil eller på diskotek (der er ALTID gratis adgang i Polen) eventuelt flankeret af en lækker dame. Arek fikser det. V.I.P.

De kloge betragtninger om livet, deler han fortsat med omverdenen på sin videoblog. Anders Lindegaard tog over efter Onyszko i OB. Onyszko har en stor kæft, Lindegaard har en stor kæft. Men Lindegaard har ikke skrevet en bog som ”Fucking polak”.

Mere fra Dommens Bog

Forlaget, der gav os litterære milepæle som ”No Regrets”, ”De professionelle” og senest Erik Rasmussens anden selvbiografi, er på trapperne med flere saftige fortællinger fra den danske fodboldverden. Vi tør godt love, der kommer hårde pakker under juletræet hos den del af befolkningen, der holder af sladder og fodbold – eller blot betragter Jumbobøger som en litterær udfordring i kategori med James Joyces ”Ulysses”.

Eksklusivt i Dommens Bog, de kommende udgivelser fra People’s Press:

”Smilet gjorde stærk”
Søren Frederiksen fortæller åbent om et professionelt fodboldliv med svær mongolisme. En livsbekræftende fortælling om hvordan den barnlige glæde skabte en dansk fodboldlegende.

”No Lowe lost”
Kunne du lide Jan Heintzes medrivende selvbiografi ”Tyve år på toppen”, vil du elske den tidligere Viborg-målmand Stephen Lowes erindringer. Du får hele historien om karrieren, der startede i Aston Villa og sluttede med et 3-5 nederlag til OB, hvor Morten Bisgaard scorede hattrick. Lowe er ikke bange for at tage bladet fra munden, og kommer undervejs med et par velmenende kritiske bemærkninger til VFF-ledelsen. Must read.

”De føltes naturlige”
Samtalebog med Andreas Granskov og Leon Andreasen. Holdt i et enkelt og mundret sprog kredser bogen om alt fra Susan K’s yppige fortrin til en hård og overbetalt hverdag i det kolde Nordtyskland, kompromisløse drukture og livet under presset fra et uopfyldt talent.

”Med Carsten Jensen til Coopertest”
Asbjørn Sennels beretter om livet som kulturradikal i de danske omklædningsrum. Om både at afsky og være tiltrukket af den ærlige og rå primitivitet på grønsværen. Hvem sagde en ny Jørgen Leth? Med forord af eksildanskeren Per Krøldrup.

”Eksil”, ”Liberty” & ”Revolution”
Trilogi om FC Midtjyllands talentstrategi. I grænselandet mellem fiktion og erindring fører Claus Steinlein læseren igennem Lagos’ natteliv over de formative år på akademiet, der når et utopisk klimaks i ”Revolution”, hvor FC Midtjylland betager en hel fodboldverden med lynhurtigt omstillingsspil.

”Mellem stregerne”
Det legendariske FCK-mandskab fra 2006/2007-sæsonen var ikke kun konger på banen, de var det sandelig også uden for. Mens Christiansen, Hangeland og alle de andre tryllebandt fodbolddanmark med resultatfodbold, gik Byens Hold i byen i en grad, der fik Park til at minde om et coladiskotek. Festlig skildring af Danmarks egentlige landshold fra 2006 til 2008.

”Vi are de Champions”
Bog/CD-udgivelse om Silkeborgs mesterskab i 1994. SIF-legenden Morten Bruun snakker med gud og hvermand fra dengang, mens Simon Kvamm leverer ørehængere såsom førstesinglen ”Sea Highlander”: Alan Reese-spect, that is intellect. Pas din Boarding-gård, tjå-lå-lå-lå-lå. Ikast bites the dust, drinking æblemost. Nineteenninetyfour vi are Silkeborg. Udgives i samarbejde med Volcano Management.

“Fra netværk til netmaskerne”
Anders Bjerregaard om vigtigheden af analytiske evner og kynisk realisme i et topjob i administrationen i en fodboldklub. Anders tager dig i hånden og guider dig gennem opbygningen af et godt netværk, vigtigheden af scouting og en række små fif, som er uundværlige for den succesfulde sportschef. Bliv klædt godt på til livet i en elitefodboldklub.

”De sendte en blondine”
Luna Christofi giver opskriften på sin succes i ny erindringsbog. Mantraet er research, research og atter research - men man pas på ikke at gabe over for meget. De mange fordomme over for kvindelige reportere kan ligeledes være en hård mundfuld at sluge, men Christofi fejer dem bort én for én. Girl power!

Mere fra Dommens Bog