Conte/Nestor-skalaen

Som vi husker dem….

FODBOLDBROK vandt på udemokratisk vis vores facebook-poll. Og her er deres ønske.

SS Nazio. Del 1.

Som lovet i en lettere rus over lidt fritid (som naturligvis blev kortere end ventet) er her en gennemgang af de værste SS Nazio angribere op gennem 90’erne.

Vi vil gerne som editors note påpege, at vi er mega biased i den her gennemgang. Der findes næppe et Serie A-hold med større rating på Conte-skalaen udover Juventus. Derfor har næsten alle spillere naturligvis rating på Conte-skalaen.

Late-80’s - Early-90’s. Mazeratti og Zoff-æraen.

Ruben Sosa (4.0), Karl-Heinz Riedle (3.0).

Hvad har DKs mest ufarlige spiller med Lazio at gøre. Tjo, den særdeles utrænede Ruben Sosa skulle nemlig i det herrens år 1995 aflaste de skrøbelige knæ hos Flemming Povlsen og Stephane Chapuisat. En rolle som ellers ikke burde være svær at udfylde, men det lykkedes hverken ufarlige typer som Ruben Sosa, Heiko Herrlich, Ibrahim Tanko eller Scott Booth, for blot at nævne visse suspekte typer som senere skulle optræde i den Brøndby-forbilledlige tissegul-sorte trøje.

Ruben Sosa startede sin europæiske karriere i Real Zaragoza, hvor højdepunktet var en Copa del Rey-sejr og umægtige FC Barcelona. Zaragoza, var dengang et temmelig anonymt hold (Husk udlændinge-kvoterne). FC Barcelona, var dengang et temmelig stupidt hold, hvor manden der skulle bombe den til gold and glory var ingen ringere end Steve Archibald. Ruben Sosa skifter i 1988 til Lazio, hvor klubben netop er vendt tilbage til Serie A. Her er træneren er ingen ringere end Giuseppe Materazzi som er mest kendt som manden der er far til Marco, og manden der blev uvenner med Peter Boleslaw og Alberto Acosta nede i Lissabon 11 år senere. Nogle gange kan man godt glemme at Lazio selv kan lave spillere, udover Alessandro Nesta, i hvert fald er Materazzi ved Ruben Sosas ankomst i besiddelse af to purunge talenter, Paolo Di Canio og Luigi Di Biagio. Sosa danner i 1988/89 en ufarlig duo med nulkvitteringen Gustavo Dezotti, som alle med hang til Championship Manager Italia ved senere skulle blive særdeles målfarlig for Cremonese. Paulo di Canio får en håndfuld kampe for Lazio i frem til 1990, men det er ikke af nævneværdig karakter, da han på daværende tidspunkt primært er midtbane spiller. Di Canio når i første omgang 54 kampe med 4 mål før han skifter til Juventus.

Frem til perioden under Zdenek Zeman er der særdeles kendetegnende for Lazio, at det er spillere (måske lidt sydamerikansk islæt) af tvivlsom kvalitet der spiller midtbane og forsvar. De mest nævneværdige er den senere Parma-tonser Gabriele Pin og det argentinske landsholdsflop Pedro Troglio. Det bliver da hellere ikke til mere end et par midterplaceringer i slut-80’erne for Lazio. I 1990 sker der imidlertid noget. Manden med de uimodståelige bakkenbarter Dino Zoff bliver træner. Den Otto Rehhagel-opdragede og nyslåede verdensmester Karl-Heinz Riedle bliver hentet til klubben. Riedle er trods sine 1.80m usandsynligt god på lågen, noget som Juventus måtte sande en del år efter. Riedle koster Lazio 13 mio D-mark. Det er cirka 1.000.000.00 i Euro-penge i dag. Året efter bruger Lazio 15 mio D-mark på Tysklands største acne-krater Thomas Doll. Det bliver dog aldrig til de helt store resultater i start-90’erne. Hvilket stadigvæk skyldtes et forsvar som synes noget suspekt. I sommeren 1992 skifter lille Ruben Sosa til Inter Milan, hvor han straks bliver en succes. Ruben Sosa når et acceptabelt snit for Lazio med 40 mål i 124 kampe. Efter Dortmund-fiaskoen forsvinder Sosa lykkeligt ude i glemslen. Meeen, han når dog i 2002 at skrive kontrakt med kinesiske Shanghai Shenhua som er specialist på linje med OB i at samle has-beens op.

Sosas Conte-rating hænger nøje sammen med at han skabte skole for utallige overpriced angibere fra Uruguay. Uruguay og Portugal var utvivlsomt det værste sted man kunne hente angribere i start og midt-90’erne. Vi nævner gerne Fonseca, Zalayeta og Otero (og Esnaider og Freddy Rincon). Navne som burde være slogan til en fortrydelsespille.

I 1992 sker der imidlertid noget. Italiensk fodbolds svar på John Trolle, Sergio Cragnotti engagerer sig i klubben. Der tilføres væsentlige midler til transfers. En forholdsvis ædruelig Paul Gascoigne ankommer endelig til klubben, en meget uklog tackling i FA Cup’en i 1991 satte en stopper for et tidligere skifte. Interessant trivia-note: Det var Arsenal-dræberen Nayim der afløste Gazza i den kamp. Lazio henter også (senere) navnkundige spillere som David Marcolin, Giuseppe Favalli (med/uden lokums-movember) og Diego Fuser. Giovanni Stroppa er også at finde i truppen. De to mest interessante tilgange er den dygtige slider Aron Winter og Ruben Sosas afløser. Giuseppe Signori.

Hvis der NOGENSINDE fandtes noget som tilnærmelsesvis er Tikka-tikka-FCN i italiensk fodbold i 90’erne. Så er det Zdenek Zemans Foggia. Et hold med efter datidens normer interessante midtbanespillere, Andrea Seno, Luigi Di Biagio, Roberto Rambaudi, Dan Petrescu, Igor Shalimov. Og så en angrebsduo hvor folk med hang til gamle Panini-klistermærker får rejsning; Giuseppe Signori, manden med det ekstremt korte straffesparkstilløb og Igor Kolyvanov.

Giuseppe Signori er en omgående succes og bomber 26 mål ind. Karl-Heinz Riedle, en knap så stor succes, og han scorer kun 8 mål. Faktisk scorer Diego Fuser hele 10 mål og er Lazios næstfarligste mand.

Karl-Heinz Riedle bliver herefter skibbet hjem til Dortmund, hvor han naturligvis får pæn succes, dog skal han lige gennemgå et par knæskader først, ditto Thomas Doll, som dog aldrig finder niveau igen. Riedle når 30 mål i 84 kampe for Lazio. Riedle huskes dog bedst for at afgøre 1997 Champions League-finalen mod Juventus. Derudover når han mirakuløst at score hele 11 mål for Liverpool og ender sine dage hos Fulham, hvor han på bedste Attilo Lombardo-facon slutter som midlertidig manager.

I Dino Zoff’s sidste år (hvert fald i den periode) bliver der atter hentet nye og stærkere angribere ind. Europas 4. bedste spiller. Alen Boksic ind for ligeledes 15 mio d-mark (Vi bruger D-mark som valuta her på bloggen. Det er det eneste man kan regne med, Lire efter Andreotti og Craxi kan man simpelthen ikke beregne). Alen Boksic som kom direkte fra Bernard Tapies moggi’ske styre. Før Olympique Marseille var Boksic skolet hos Hajduk Split som alle gode kroatiske spillere. Herefter røg han til Cannes hvor spillede på et meget interessant hold som talte den ufarlige, men kulørte Francois Oman-Biyik og en kroatisk koloni med Zoran Vujovic og ELBOWS OF DOOM Aljosa Asanovic. Gamle Luis Fernandez holdt midtbanen samlet som i øvrigt også talte en ung Zinedine Zidane.

Sommeren 1993 er også sommeren hvor andre senere notoriske Lazio-koryfæer og middelmådigheder støder til klubben. Den evige tv-redning Luca Marchegiani, schweizeren Roberto Di Matteo og den overvurderede Paulo Negro. Samme sommer forfremmer man også ungdomsspillerne Alessandro Nesta og Marco Di Vaio.

Pierluigi Casiraghi kommer fra Juventus’ overskudslager som blev administreret af Misteren over dem alle. Il Trap.

Hverken Boksic eller Casiraghi når at komme ordentligt i gang i 1993/1994, med blot 4 Serie A mål hver. Signori bliver naturligvis Serie A topscorer med 23 pinde.

Forsættes i del 2.

”Enter Zeman”.

(DISCLAIMER: Vi er naturligvis for dovne (og for at holde blogformen) til at læse korrektur, og der er naturligvis faktuelle fejl. Det er længe siden.)

TI ULTIMATIVE KRAV, SÅ LANGT MÅTTE DBU GÅ. Tillægget fra Morten Olsens (Herefter kaldet MO) kontrakt (Efter Lyngby-modellen):

fra http://www.facebook.com/Contenestor

- DBU forpligter sig til at flamsk også tilføjes som officielt sprog i DBU organisationen udover dansk og sort snak.

- DBU forpligter sig til at opføre et monument for MO ved imellem DBUs HQ og Brøndby stadion. (Se bilag 1)

- DBU forpligter sig til at ordet “Vitterligt” er et standard ord i al kommunikation ud af huset, selv for Lars Behrendt.

- DBU forpligter sig til at MO’s efterfølgere fortsat vil udtage Dennis Rommedahl (DR), Martin Jørgensen (MJ) og Lars Jacobsen (LJ) længe efter MO selv er stedt til himmels, så længe DR, MJ og LJ selv ønsker det.

- DBU forpligter sig til at DBU Kommunikation og Marketing vil tilstræbe at skaffe MO en kontrakt med Widex Danmark. “Selektiv hørelse er ikke et tabu”

- DBU forpligter sig til at acceptere at lilla/violette pullovers er en officiel del af kampuniformen. (Se bilag 2)

- DBU forpligter sig til at DBUs fodboldskole skal opkaldes efter MO’s mor.

- DBU forpligter sig til at accepterer MOs krav (Se bilag 3) om aldrig at være i Danmark for at tilse landsholdsspillernes kampform.

- DBU forpligter sig til at anerkende at “vende trekanten på hovedet” er en genistreg uden lige i dansk fodbold

- DBU forpligter sig til at strege OL ‘60, EM ‘84, EM ‘92 og Fed Cup ‘95 fra historiebøgerne og anerkende 4 kvalificeringer til slutrunder under MO er det største i dansk fodboldhistorie.

Egentlig skulle vi have skrevet meget mere om det netop lukkede transfer-vindue. Vittigheder om POSTIGOL, Nicklas Bendtner og Kenny Daghlish’s strategi om at lave en Blackburn, det må vi hellere gemme til en anden gang – eventuelt på vores facebook-side (kig forbi !! http://www.facebook.com/Contenestor ), for søndag skete der nemlig noget mere interessant. Benny Winther aka. Treebeard fra Ringenes Herre gav et sjældent interview til B.T.

Som en anden Lin Biao i det Lykke-Per Bjerregaards kultur-ære-stolthedsimperium dukkede Benny Winther op og gav et fingerpeg om fremtiden for Brøndby IF. Egentlig har vi jo lovet at tale meeeget mindre om Brøndby, men Benny Winthers perspektiv er også en facitliste for hvad der er gået galt ude hos Lykke-Per.

Benny Winther, den store vogter af areten, udviser i B.T. et sjældent studium i hykleri. Brøndbys dyd er at man skal spille fuld af lyst (og helst uden at få noget (læs. meget lidt for det) og stadigvæk vinde, ligesom Brøndbys kvindehold. Man fristes til at tænke, at det er årsagen til at man har ansat en dametræner til herreholdet. Den potentielle ophørsdato for Benny Winther og Lykke-Per er engang i 2013. Når fortidens såkaldte synder er begravet – fortidens synder er kontrakter med spillere som Jan Kristiansen, Max von Schlebrügge og redaktionens yndlings-biffer Peter Magic Madsen. Hykleriet stråler ud af Benny Winther her. Brøndbys arete er begrebet lyst, men samtidig kalder han nuværende medarbejdere for en synd. Vi kan godt forstå hvorfor Henrik Jensen trods det helt rigtige solarium-træner-look har svært ved at motivere bestemte spillere.

F’et i BIF står så vidt vi ved for forening. Benny Winther løfter også sløret for at hans udgave af en forening, der finder sin leder efter en model der minder om rekrutteringsprocessen som bankdirektør i Korsbæk Bank. ”Vi har to kandidater nu. Vi har et par stykker, som vi håber og tror, har det, der skal til. Vi forhandler ikke med dem, for en sådan position er ikke noget, man forhandler om, siger han.” Dermed et effektivt forsøg på at aflive kække medlemmer som kunne tænkes at vinde en position på forening-demokratisk vis, eller en mand udefra. Platon sagde også at man lige skulle gå i lære i en 40 års tid før man tilhørte den bestemmende elite i polis, så Benny Winthers tanke er ikke ligefrem ny.

Benny Winther og Lykke-Per sender også noget af en arv og bjørnetjeneste videre til deres arvetager. Brøndby skal have en bonitet, de skal helst være hjemmeavlede. Man må ikke miste Nicki Zimling eller Boilesen igen. Sådan en arv af en model, kan kun give en sportslig eller økonomisk konflikt i nuværende klima. Der findes som bekendt fremmede kræfter (læs. udenlandske klubber) som tager spillerne langt tidligere end dengang Brøndby-modellen sidst var på mode, hvor man i øvrigt selv stjal spillere i Hadsund, Roskilde og Vanløse. Så medmindre de ikke skal forlade klubben tidligt så skal der store midler til som slår to sæt Copa Mundial og en friplads på Brøndby Handelsskole. De leftovers der altid vil være skal være den usikre grobund man helst skal vinde det danske mesterskab på. Det er en særdeles svær manøvre. Men her er ingen stakeholder-analyse. Det er vigtigst at man som en lidt-ældre Benny Winther kan stå og tælle hvor mange i startelvan der er ÆGTE-biffere. Så kan man som interessant da kun glæde sig over at afløseren vil være en der har det på samme måde.

Det bliver meget, meget, meget spændende at se hvor længe Brøndby Ifs fans, aktionærer og sponsorer synes det er sjovt. For det er lykkedes for meget, meget, meget få hold at skabe en korrelation imellem et nogenlunde racerent hold og sportslige triumfer. Men Brøndbys økonomi er naturligvis reddet når Gildhøj Centeret bliver solgt.

Og så lidt kritik af verdens kedeligste liga. La Liga.

Navnkundige Sid Lowe (ESPN, SI &Guardian), som vi tror alverden om evaluerede det spanske transfervindue med følgende: ”If there is an over-riding sensation from transfer window in Spain it is this: something extremely fishy is going on”

“Something fishy going on” needs explaining? Ok: some signings that make no sense, are unaffordable and only make certain people very rich ..clubs buying players & immediately loaning them out, clubs *loaning* players & loaning them out, clubs selling players they didn’t have…clubs in administration buying players they can’t buy, third-party ownership, investment funds, inter-club collusion…paperwork conveniently not coming through in time, lack of clarity over which club owns player…. fishy..”

Eftersom de fleste spanske klubber låner pengene I banken for at holde klubben kørende, så KAN karrusellen sagtens have leasing og falske bankgaranti-aftaler, der er lånt direkte fra Stein Baggers 101.

Den spanske liga er ikke attraktiv. Alle er med lånte fjer (Minus Malaga, som var heldige at finde en rig, men skummel investeringsgruppe). Lad os se. Bundklubberne udbetaler ikke løn. Mellemklubberne har ikke engang trøjesponsor og har dermed ikke sikret nogle af de mest overskuelige (og nødvendige) indtægtskilder. Selv Barcelona må være under pres. Vi har tidligere set at ordet cash flow eller positive pengestrømme ikke er begrebet der findes på katalansk. En af de store katalanske banker Caixa Catalunya bestod ikke den europæiske stresstest for et par måneder siden. En stresstest som var kritiseret for at være for vag. La Caixa er dog fortsat FC Barcelonas primære bankforbindelse. Barcelona-holdopstillingen forleden mod Villareal med blot en forsvarer er en fornærmelse mod folk der prøver at tænke rationel fodbold. Købet af Alexis Sanchez synes derfor mere unødvendigt end nogensinde før.

Unødvendigt er ikke et ord i diverse (jyske) lidende klubber som fejrer, den nye TV-aftale som meget overraskende var større end den forrige, der skal slås til søren, og der bliver formentlig i disse timer åbnet en masse kreditter så den NØDVENDIGE sportslige forstærkning kan komme til klub X. Enhver ved at man ikke får hele summen med det samme, men i rater. Det er set før at men har kommet til at se udover budgetår i forhold til straksudgifter og fremtidige positive pengestrømme. Men de fleste klubber vil også så gerne være lige som Barcelona.

Årets Tour De France er et sort / hvidt cykelløb. Der er den flade uge, der er den spændende uge. Der er Nestor-hold, der er Luder-hold. Alle de franske ludere synes næsten at være koncentreret på de to franske hold, Saur-Sojasun og Eurocar. Det bliver nemt at hold styr på.

Siden vi dækkede (lavede previews) sidst er der dukkede en skov af nye hold op. Gamle ludere, nye trusser. Lancelots hold, Team Radiosjak er en flok individer med gul armbånd og en tilskuertække der svarer til Lykke-Per på en god dag. IGLEN har fået sit eget hold. Russerne er heldigvis atter repræsenteret ved Team Babushka. Derudover er der en flot tidligere Bjarne Riis-loyalister som er tilknyttet et andet hold – Team Sky, som har en ledelse der bla. Tæller Sean Yates, Bobby Julich og Marcus Ljungqvist. Og så er der Neo-Mapei. Trek Leopølle. Dem skal vi nok behandle ved lejlighed.

De nye hold vil vi dække med et preview (Minus de dårlige franske). De hold der er fortsat vil vi ikke dække, men anbefaler at man kigger lidt i arkiverne. Det er jo alligevel de samme gamle cirkusheste.

Det først udtagne hold er også det første i rækken af Tour de France previews 2011.

BMC Racing Team. 8.0 på Conte-skalaen.

Der er mange gode grunde til at hade BMC. Man kan starte med chefen, Jim Ochowicz, manden der grundlagde Team 7-11, som senere blev til Motorola og som ulykkeligvis fandt Lancelot. Den anden gode grund er naturligvis IGLEN. Også holdets sportsdirektører inviterer til luderness. Baldato, Rik Verbrugghe og Max Sciandri.

Holdet der er udtaget for at ”støtte” IGLEN er ikke nær så stærkt som IGLENs konkurrenter. IGLENs nærmeste hjælper i bjergene Amaël Moinard er ikke topklasse, så Cadel Evans må nok ud og suge liv ud af diverse baghjul. Ser vi dårlig taber-krokodilletårer igen i år, er vores Tour de France i princippet reddet. Eller hvis George Hincapie ikke vinder en etapesejr.

Telekommeren Marco Burghardt er en acceptabel hjælper på det flade, og vil være en god hjælp i Bretagne – og på bakkerne. Han vil ydermere utvivlsomt sidde i tvivlsomme udbrud i uge 2. Måske også som hare på en af bjergetaperne. Philippe Gilberts bedste ven Greg van Averment kan blive et positivt bekendskab og vil efter nogle hårde dage i Alperne være en dark horse i Paris.[EDIT: van Averment er ikke med, det er de to ASTANA-NULKVITTERINGER Steve Morabito og Michael Schär i stedet, GODT VALG)

Holdets Nestor:

Karsten Kroon / Alessandro Ballan: 3.0

For ikke at gide at tilbringe en lille måned i Frankrig sammen med IGLEN – er der ikke også et cykelløb i Kina?

Holdets Conte:

IGLEN – se andetsteds. Evt. Lotto.

Hvad har Carlo Ancelotti og Lars Løkke Rasmussen tilfælles?

Svaret er lidt af en kommentatorkliché, nemlig ønsket om at revitalisering af det der engang var for ikke så længe siden. Ordet betyder på almen dansk genoplivelse afledt af det latinske ’re’ og så vitalis, som kan oversættes groft til livsnødvendig. Imidlertid vil en revitalisering i begrebets forståelsesmæssige betydning betyder afgang for Carletto og Løkke. Begrebets betydning er defineret af antropologen Anthony Wallace i Revitalization Movements fra 1956, og ifølge ham opstår revitaliseringsbevægelserne i det samfund der trues af social og kulturel opløsning. En revitaliseringsbevægelse vil derfor typisk forlange en form for kulturel revolution. Derfor vil det i overført betydning for Carletto og Løkke kræve deres afgang før revitaliseringen fuldføres. Dét de vil søge er nativismen, som er den bevægelse som vil sikre at bevare den truede (eksisterende) kultur.

Nativismens trick kan være særdeles komplekst i begges tilfælde. De har begge overtaget et hold og en kultur, som deres uovervindelige forgænger (Vi tæller ikke typer som Avram Grant og Gene Hackmann med) har sat voldsomt præg på. Og det er svært og slippe af med.

Carlettos udtagelser om, at der sandsynligvis kun er to spillere på hans hold der er i topform, er ikke usande. Ivanovic og Terry. Ancelottis problem starter ikke, som mange tror, ved Ray Wilkins opsigelse i December. Problemet starter allerede i det øjeblik at Carletto ikke får fat i AC Milans playmaker Andrea Pirlo. Med Michael Ballack og Decos øjenbryn mistede man to midtbanespillere som kunne fordele spillet. Som udgangspunkt ender Carletto med Essien, Lampard og Obi Mikel. Essien er en glimrende defensiv midtbanespiller, mens Frank Lampard stadigvæk må betegnes for at være universets mest overvurderede midtbanespiller. Jon Obi Mikel har vi endnu til gode at se hvad han rent faktisk duer til. Udover at se meget farlig og meget afrikansk ud, naturligvis. I stedet for Pirlo fik Carletto i stedet for slangemennesket Ramires fra venskabsklubben Benfica. Det kan være ret svært at gennemskue hvad Ramires kan bidrage med. Tilbage står Carletto tilbage med nogle midtbanespillere som alle må siges at være ret Mourinho-agtige.

Bemærk i morgendagens kamp, at meget af Chelseas opspil starter med at enten Anelka (Torres) eller Drogba henter bolden ret langt nede på banen for så at se om Boswinga eller Cashley Cole ikke skulle komme drønende på en af kanterne. Ikke kompliceret fodbold, og på mange måder lige den Carletto praktiserede på sit ypperste med Shevchenko og Kaka, da de var på deres højeste. Chelseas spiller har imidlertid ikke den samme umiddelbare verdensklasse i skrivende stund. Generelt set så kan FCKs højre side sagtens få alvorlige problemer med Chelseas venstre. Cole-Malouda vil komme med mere tryk på end Barcelonas venstre side gjorde. Og det vil blive et problem for Bolanos og Pospech, det er der ingen af dem, der er dygtige nok til. Til gengæld ligger der en lille mulighed for Martin Vingård og andre med krudt i støvlen. Petr Cech har set lidt usikker ud på langskud det sidste stykke tid, og har eksempelvis givet nogle ufrivllige opfølgninger.

Hvis FCK er heldige, som i svineheldige, så stiller Chelsea med den potugisiske Søren Colding., Paulo Ferreira. Langsom og sløset er kodeordet og Ferreira kan få en meget lang aften i Parken. Ferreira er nemt et symbol på de 119 kedelige og uinspirerende minutter som Chelsea var igennem i lørdags mod karamellerne, selvom de formentlig stadigvæk er trætte, så skal man nærmere forvente en meget fysisk kamp. Til gengæld afhænger resten af Chelseas sæson af de næste to kampe mod FCK, så forvent ikke at de er så svage som man tror.

Resultatet ? 1-1

Premier Leagues ellers lukkede økonomi fik en tiltrængt kapitalindsprøjtning i denne uge. £50 millioner pund. Altså nye penge, ikke de sædvanlige nulsumspenge. Direkte frisk fra den Abramovich’ske seddelpresse. Første modtageren Liverpool var hurtig til at sende en stor del af dem videre til Newcastle for en spiller hvis fysiske dominans vækker minder om Duncan Ferguson eller Oliver Bierhoff. Andy Carroll var selvfølgelig overpriced, men Liverpool måtte have ham, lidt på samme måde når en gymnasieelev med billig mascara finder rationelle argumenter for nødvendigheden i anskaffelsen af den obligatoriske Gucci-taske. Set med positive øjne minder Andy Carrolls karakter mest om Emilio Estevez’s fortolkning af Billy the Kid i Young Guns, og med mindre positive øjne så ligger Carrolls fremtid et sted imellem Joey Barton og Paul Mersons.

Denne uansvarlige omgang med finansielle midler i en recessionstid har naturligvis har udløst en massiv kritik, hvor retorikken har været usædvanlig hård, og diskussionen for kontinentale regler har aldrig haft så meget momentum som aldrig før. Skærer man det fra som de fleste bider mærke i, så som hykleriske meddelelser fra AC Milans Adriano Galliani eller Arsene Wenger, så lurer der mange farer i fremtiden, især for klubberne i Premier League.

Stiftelsen af Premier League i 1992 skabte en mere professionel tilgang til den fineste engelske fodboldrække som produkt, og især i midt-90’erne tog rækken et alvorligt økonomisk og sportsligt kvatespring, især den berømte TV-aftale med Sky initierede dette. Klubber som historisk set ikke var blandt top 3, havde farverige lokale rigmænd som Steve Gibson, Jack Walker eller John Hall som katalysatorer og sukkerfædre, der kastede store summer i deres respektive klubber, hvoraf Jack Walker er den eneste der nåede at se den ultimative frugt, et mesterskab i 1995.

Den første store fodboldøkonomiske boble kom i starten af indeværende århundrede. Dels ved at nogle af de mediekoncerner der havde købt rettighederne, havde for lånte penge, købt dem for dyrt og gik konkurs, og så dels fordi den første bølge af klubber som i 90’erne var skabt ved økonomisk støtte fra en modervirksomhed tabte pusten. Her står klubber som Deportivo La Courna, Parma og Lazio som friske eksempler. De fleste klubber, med respekt for sig selv, i de fem store ligaer opererede typisk med førsteholdstrupper på 40-45 spillere, og det moderne rotationsprincip som Bosman-dommen fra 1996 muliggjorde for det indre markeds arbejdsbevægelsesfrihed. Mange glemmer i dag, SUTTENs europæiske kompleks med alvorlige snittere i både Istanbul og Barcelona, pga spillere som Denis Irwin og Mark Hughes nationalitet sørgede for at marginalspillere som Kevin Pilkington og Terry Cooke pludselig skulle afløse Peter Schmeichel og Andrei Kanchelskis i en kamp mod Romario. Urimeligt match. Alex Ferguson skylder Bosman meget.

Roman Abramovich oligarkiske indtog i Chelsea var startskuddet og forbillede for den økonomiske model vi ser i dag. Abramovich var på mange måder den første eneejer i PL, som hverken havde et lokalt forhold eller som havde en form for erfaring i fodbold. Selv uden at udtale sig særlig meget, var han særdeles interessant, og med en personlig formue som overgik Deadly Doug Ellis’, Mohammad Al-Fayed og Alan Sugars tilsammen. Hans hobbyagtige tilgang til ejerskabet kan vist kun matches af Silvio Berlusconis i AC Milan. Kloge marketingsfolk har dog argumenteret for at hvis man tog Abromovichs engagement i Chelsea (også målt i kroner og ører) som en global marketingsstrategi for et firma, så er det egentlig fornuftigt nok. Men det er mere undtagelsen her end regel. Parallelt med Abramovichs forløb har flere og flere PL-klubber brugt uhyrlige summer på spillere som har langt mere tvivlsomme kvaliteter end Andy Carrolls. Det er de naturligvis selv uden om, problematikken er bare, at det er penge de som regel ikke har, men har lånt. Derfor ses også en trend hvor middeldårlige klubber tilbyder (eller prostituere) sig for at få ny kapital så man kan betale renterne af deres lån og den store drift. Man kender det fra sig selv (eller venner!). Nå man står ude på de små nattetimer og bliver mere desperat efter en partner, så stilles færre og færre kritiske spørgsmål. Det samme gælder klubbernes tilsidesættelse af fornuften, så længe kapitalen er med, og så er det underordnet om klubben er det kommende titanic Blackburn, skrækeksemplet Portsmouth eller idioten Chester City. Klubbernes desperate nød og kapløb med afdrag af renter, har tiltrukket mere og mere suspekt kapital og enkeltpersoner. Der er trods alt en global begrænsning på landsbytosser med for mange penge.

De sidste ti år har transfersummerne holdt nogenlunde niveau, med enkelte afstikkere som Cristiano Ronaldo, der kommercielt set godt kan forsvares. Problemet er naturligvis bare alle de penge der bruges på håbløse spillere som Titus Bramble og Robbie Keane, som er et stort sort hul i jorden. Fremtidige indtægter er stadigvæk belånt i en naiv tro om lineær stigning i indtægter. Til gengæld er lønniveauet i Premier League steget markant ikke blot for de bedste spillere som Wayne Rooney og Cesc Fabregas, men også for middelmådigheder som Kieran Richardson og Sylvian Distin. Udover på Wall Street og direktionen i Brøndby IF findes der ikke en større ulighed mellem kompetence og lønniveau.

Og så er der en lidt overset udgiftspost for klubberne. Selv i fiktionens verden ved de det. Der er en grund til Ari Gold er rig. Da man dissekerede Pompeys kreditorer og omkostninger nærmere var posten for agenthonorar enormt stor, og sikkert noget som havde givet Troels Tuxen hjertestop, hvis han havde været kurator. Agenternes magt belyser et problem for fodboldklubberne, da de absolut et stort sort hul at poste penge i, som de aldrig ser igen, og noget tyder på en eksplosiv prisudvikling indenfor relativ kort tid. Ligesom hos en bank, hvor gebyret næsten er dyrere end renterne, så kan agent omkostninger vise sig at være dyrere end transfersummen. George Grahams forhold til Rune Hauge har endelig ikke har den fortjente 2’er, som den bør have. Selvom det har været tæt på med Kevin Keegan. Dette er ikke et særskilt engelsk problem, keder man sig, så kan man altid stille spørgsmålstegn med Brøndbys engagement i den supersympatiske Joseph Elanga, og denne agent Bayram Tutumlu, som vi kender som Michael Laudrups agent. Inhabiliteten lugter langt væk, og det er sådan nogle episoder som desværre også har givet John Faxe Jensen nyt arbejde.

Netop lønniveau for den grå masse er et springpunkt for en potentiel strejke og lock out imellem NFL og spillerne. PL klubberne bør med god grund holde nøje øje med situationen derover, måske kunne de lære noget. Desuden er der de to ejere med i disse forhandlinger. De nærige og berygtede Glazer’s i Tampa Bay Buccaneers og Aston Villa-ejeren Randy Lerner. Hverken Glazers eller Randy Lerner hører dog til i den tunge superliga af ejere i den sammenhæng. NFL har indtil nu kørt med et lønloft, men der er brug for en reform på dette område, fordi man blandt andet betaler urimelige summer for dårlige spillere og rookies, hvis kvaliteter er noget af en ukendt faktor. NFL har overlevet finanskrisen med pæn succes, og sætter konstant rekordindtjening i TV-revenue. Da finanskrisen toppede i 2008-09 var der stadigvæk stigende minutpriser på reklametid til Super Bowl, noget som gav marketings- og annonceverden håb. NFL har dog en lidt anden ejer struktur, hvilket kan forklare Glazers, for englændere, mærkelige opførsel. Alt TV-revenue, tøjsponsor og lign bliver fuldstændigt solidarisk fordelt klubberne imellem, og meget andet fungerer egentlig socialistisk og solidariske. Hvis en ejer vil købe et hold skal han også godkendes af de 31 andre ejere, ligesom regelændringer både i spil og af mere organisatorisk karakter skal godkendes af et signifikant flertal. En atypisk tilgang i kapitalismens højborg. Det er der konfliktens humle for spillerne er at de ikke ved hvor meget klubberne egentlig tjener og om der er over- eller underskud. Der er fuldstændigt lukkede bøger. Kun Super Bowl-deltageren Green Bay Packers har åbne bøger, og er offentligt ejet i en model der minder om Barcelona eller Real Madrids. Deres regnskaber viser et nogenlunde overskud, men ikke i milliardklassen. Der er, med rette, ingen klub i NFL som værdisættes lavere end 1 milliard kroner. Og det er betænkeligt fordi så stor forskel er der ikke mellem PL og NFL i opmærksomhed, akkumulerede antal tv-seere osv.

NFL klubber lever naturligvis i den tryghed at de ikke har den meget farlige indtægtsdiskvalificerende nedrykning hængende overhovedet hvert år, de skal bare poste penge i et urimelig dyrt draft pick. Til gengæld skal spillerne så selv betale agenterne, hvilket synes mere rimeligt.

Glazer’s klub Tampa Bay kan dog godt være økonomisk ramt, indtægter fra stadions osv. er individuelle, og Tampa Bay har, især efter et par sportsligt pauvre år, langt fra udsolgt. Og de er langt fra alene. Derfor arbejder man også stærkt på at åbne nye markeder som i Europa eller Mexico. Lidt ligesom da baseball invaderede Japan, og basketball Europa.

Hvad kan PL så lære af NFL? Og er det implementerbart?

Selvom trenden peger mere hen imod 25 mandstrupper (takket være regler), stiger lønudgifter fortsat, også til marginalspillerne. I NFL findes minimumslønninger, som de grå mus som regel får. Der er et behov for enighed om hvordan man styrer lønudgifterne i klubberne, ligesom der findes regler(som nok ikke bliver overholdt) for om man må være med i ØMU’en. Enten må underskuddet i klubberne ikke overstige en vis procentdel af indtægterne, eller så skal lønomkostningerne have et maksimum, enten et generelt, som bliver reguleret hvert år, eller så skal det stå rimeligt imod indtægterne.

Det er generelt sundt at klubberne interesser sig for andre klubber, men de er nødt til at hive det op over den jalousi-retorik der altid føres. Det er alt for kortsigtet. På lang sigt, kan man så gøre sig uafhængig af de mystiske og til tider sorte eller blodpenge der for tiden bliver ført ind i klubberne på vegne af enkeltpersoner. Men klubberne skal være varsomme, der findes som sagt ikke et uendeligt antal af tosser. Og med en stærkt dalende interesse for fodbold hos verdensherskerne i Kina, så bliver det kun endnu sværere.

Der er en ny økonomisk boblebrist på vej i PL, spørgsmålet er bare hvor stor og hvem det går udover, men det bliver ikke spillerne. Den efterfølgende krise vil være længere end den forrige, for nu er alle rettigheder og gode ideer allerede belånt.

De der siger at Andy Carrolls pris ikke var markedsværdi tager fejl, Carrolls pris er netop et udtryk for markedet og dets aktørers mentale tilstand.

Top 5 lister er dét tåbeligste i verden, og det næstmest tåbeligste er en top 10 liste. Det tredje mest tåbelige er at Gerard Houllier stadigvæk kan få arbejde indenfor fodbold. Dermed starter vi med en lille top 3 til en top 5.

00’erne startede ellers lovende med en række angribere der kombinerede fysik, speed og pace med god træfsikkerhed. Altså en total package, i løbet af årtiet frem til nu tyder meget dog på at den klassiske angriber er på vej ud, og at forsvarsspillerne er langt bedre end angriberne de står overfor. Tendensen kan skyldtes mange ting, at ungdomsfodboldens fokus har flyttet sig eller at man i mange systemer kun ser en decideret angriber, hvis overhovedet. Så hvis den klassiske 10’er er en uddøende race, så er den klassiske 9’er det også.

Lykkeligvis er 00’ers største Nestor-angribere naturligvis også ægte (dovne) angribere. Død over presspil højt oppe på modstandernes banehalvdel.

5. Pauleta 6.9 på Nestor-skalaen

Selvom vi sendte meget had, død og ødelæggelse til portugisiske angribere, så er der dog to spillere som står klart i erindringen som værende særdeles Nestor-agtige. Den ene er hedgangne Joao Pinto, der trods et manglende continentalt gennembrud havde alt andet, og den anden er Pauleta som ikke kan lastes for Portugals manglende succes. De spillede altså også med HÅRBOLLEN Fernando Couto. Pauleta har efter nutidens standard en ret atypisk karriere fordi han blomstrer meget sent, og kommer først rigtigt i gang i en alder af 24 år, trods en formel skoling hos Porto.

En af grundene til Pauletas succes er formentlig at han aldrig har spillet i den potugisiske 1. Division eller for et af de tre store hold, Porto, Benfica eller Sporting Lissabon. Tværtimod gik turen gennem den spanske 2. Division inden Pauleta dukker op i Deportivo La Coruna og har en betydelig andel i klubbens første mesterskab i starten af 2000. Desværre bliver Pauleta overflødig i forhold til den luddovne Diego Tristan og EBOLA-Makaay.

Pauletas største succes opnås uden tvivl i Frankrig, først for Bordeux og senere for klubben for ægte fodboldaficionados, Paris Saint-Germain, hvor han også stopper karrieren. Pauleta når knap 260 kampe i Ligue 1 og 140 mål. En kæmpe præstation der aftvinger respekt, i en liga hvor døgnfluerne ellers vrimler.

Muligvis er Pauleta den eneste portugiser vi vil huske, sådan for alvor.

4. Obafemi Martins 7.4 på Nestor-skalaen

Det er meget, meget, meget sjældent at vi får en åbenbaring. Tirsdag d. 13 maj 2003, kl. 22.20 på Giuseppe Meazza fik vi en. En meget ung afrikaner som vi knap kendte navnet på sprintede fra et rutineret A.C. Milan forsvar med Costacurta, Maldini og Nesta, og udlignede til 1-1. Martins var blevet indskiftet i pausen mellem de to halvlege, i stedet for en af 00’ernes helt store skuffelser Alvaro Recoba. Den hastighed Martins lagde for dagen havde vi ikke rigtig set før, måske med undtagelse af Thierry Henry. Den der scoringsflik-flak gjorde naturligvis ikke vores begejstring mindre. I en italiensk-afrikansk trio med Mohammed Kallon og Stephan Makinwa er der ingen tvivl om hvem der havde det største talent, og Martins er fortsat prototypen på den afrikanske angriber som klubberne søger efter. Ikke mindst fordi at Martins, modsat mange andre afrikanere, har en vis kølighed foran mål.

Desværre har Martins valg af klubber ikke være nær så godt. Og med en nuværende tilværelse i Rubin Kazan efter Looney Toons og Volkswagen er det tvivlsomt, om Martins nogensinde kommer tilbage til niveau. Og rygter og jokes om at Martins ligesom så mange andre nigerianere har en helt anden alder, kan have en vis sandhed bag sig. Men som vi også siger til de store dopede cykelryttere. Tak for oplevelsen.

3. Alexander Frei 7.9 på Nestor-skalaen.

Tid har det som bekendt med at gøre fact til myte. Desværre. Eksempelvis at Elvis skulle lave god musik. Det er ikke korrekt.

Et af disse eksempler er at folk tilsyneladende husker Flemming Povlsen som en god og farlig angriber. Det passer heller ikke. Mage til kønsløs angriber skal man lede længe efter, faktisk er vi tilbøjelig til at tro at han er fra Norge. Men skal vi drage parallel til en nutidig angriber, så findes der en der er minimum lige så irriterende og omtrent lige målfarlig. Hans navn er Dirk Kuyt. Han er godt nok Kim Daugaard-bleg, men ligheden er slående.

Så hvis Flemming Povlsen kan få så pænt et eftermæle, så bør Alexander Frei huskes som angriberen der var bedre end Pele. Dortmund havde med god grund drømt om at Alexander Frei skulle være deres næste Stephane Chapuisat. Desværre grundet skader, blev det til noget mindre. Men Frei nåede at udvise en vis målfarlighed, på blot 69 kampe nåede han 31 mål. For at sammenligne med den ægte FLÆBE-Flemse, så skulle FLÆBE bruge 116 kampe på 20 mål! Dvs. Frei scorede 50% flere mål, og han havde ingen Andreas Müller eller Michael Zorc til at lave sukkerballer for ham.

I 2009 tog Frei så hjem til Basel og har scoret 25 mål i 37 kampe, til trods for at hans makker er den irriterende Marco Streller, så håber vi snart at der er en større klub, der giver Alexander Frei en sidste chance. Tænk på at vi skulle trækkes alt for længe med Henke Larsson.

2. Adriano anno 2005 8.2 på Nestor-skalaen

Den bedste angriber siden Marco van Basten er utvivlsomt Adriano. Han er komplet. På trods af sin størrelse er det utroligt, at manden helst vil have bolden i fødderne. Noget som STORKEN Peter Crouch har prøvet at efterligne mange gange, men desværre har han ikke talentet og ligner mest et ønskeben fra en kylling. På trods af sin størrelse så er Adriano også en relativt hurtig angriber og var i Confederation Cup i 2005 umulig at stoppe. Selv når Adriano står stille (hvilket han gør meget anno 2011) er han meget farlig, fordi han er udstyret med et meget hårdt skud, som i et splitsekund fik os til at tænke på Eder. Adriano 2005 har meget få ligemænd.

En stormester i sumobrydning bliver kaldt Yukozuna, en stormester i brasilianske angrebsstil bliver kaldt en FLÆSKE. FLÆSKE-Romario, FLÆSKE-Ronaldo, FLÆSKE-Ronaldinho, FLÆSKE-Ailton og så FLÆSKE-Adriano. Når man er født i ”THE CITY OF GOD” så er det ikke svært at forstå at visse brasilianere vælger denne livsstil når de først er kommet til penge. Sulten stopper. Og damerne og Antonio Carlos Jobims bossanova entrerer. Leve Adriano for at vælge livet i stedet for havregryn.

1. Hernan Crespo 10.0 på Nestor-skalaen.

Gud kom til jorden d. 5. Juli 1975. Gud bliver hvid og rød. Gud opkaldes efter Jorge Valdano. Gud bliver gul. Guds mentor hedder Carletto. Gud kan fejle. Gud spiller for SS Nazio. Gud koster mange penge. Gud er den naturlige afløser for FLÆSKE-Ronaldo.Gud firsttimer den forbi Jens Lehmann. Gud kan ikke lide the special one. Gud har spillet for begge Milano-klubber. Gud vandt 4-1 over Juvemerda forleden.

5. Helder Postiga / Nuno Gomes 6.0 på Conte-skalaen

Portugal har i nyere tid altid haft bøvl med kedelige angribere. Alene typer som Ricardo Sa Pinto, Domingos og Jorge Cadete emmer af den dybeste middelmådighed. At Sa Pinto scorede på Hillsborough illustrerer dog også hvor ynkeligt Danmarks titelforsvar var. Men når man spiller med Jens Risager overfor Figo, så beder man vist selvom det.

Helder Postiga AKA POSTIGOL er så ringe og ufarlig, at han helt sensationelt er en af de angriber som Spurs IKKE overvejer at købe tilbage. Det må siges at være lidt af en præstation. Hvis man nogensinde skulle betvivle Jose Mourinhos trænerevner så vil vi gerne hive dette håndgribelige argument frem. Han fik 13 mål ud af POSTIGOL før Tottenham helt ud af hampen betalte £6,25m for ham. I dag optræder Postigol på et halv tamt Sporting Lissabon-hold sammen med andre udbrændt portugisiske NULKVITTERINGER som Pedro Mendes og Maniche. Vi vil på gerne fastslå i en fashion som er beyond Henrik Qvortrup der skal spise hatte: Hvis POSTIGOL scorer mod Danmark, så ser vi aldrig en landskamp igen. Aldrig.

Forstil dig du er sportslig ansvar i Firenze anno 2000. Du skal erstattet guddommelige BATIGOL. Hvem henter du?

Nuno Gomes

Vi ved ikke helt om det er Fatih Terim eller Vittorio Cecchi Gori, vi skal bebrejde. Nu skal Nuno Gomes ikke bebrejdes det hele i forbindelse med afløsningen af Batigol. Der var også andre taberangribere i klubben, så som Leandro og Predrag Mijatovic. Men en del af skylden skal Nuno Gomes have. Ufarlig som få, så skal Nuno Gomes naturligvis bebrejdes for at den gyldne generation for Portugal aldrig nåede helt til tops. Det er næsten, og vi mener næsten lige før at guddommelige pasningsspillere som Rui Costa og Luis Figo havde været bedre tjent med Jon Dahl Tomasson. Så dårlig er Nuno Gomes. Nuno Gomes lever i dag et meget stille liv på udskiftningsbænken på et rimelig stærkt Benfica-hold som tæller gamle CM-klassikere som Pablo Aimar og Javier Saviola.

4. John Carew 6.6 på Conte-skalaen

John Alieu Carews agent må vist hedde Ari Gold. Norges svar på Martin Dahlin og Zlatans målestok for evner med appelsiner, har alle dage været lidt af et suspekt prospekt. Stor som et hus og ussel som en rotterede, må John Carew være permanent på shortlisten hos Låsby Svendsen. Efter at have måtte trækkes med den nøgne kejser, Rafa Benitez, tog John Carew på en mindre detour først til Roma og siden Karaköys stolthed Besiktas. Ari Gold har altid udnyttet svage sjæle så som en (stor) trold af en æske dukker John Carew pludselig op hos Lyon i forbindelse med at de, idiotisk nok, hyrer Gerald Houllier som træner. Ari Gold er også agent for John Faxe.

I en ÆGTE win-win situation bliver John Carew midt i vinterpausen 2007 byttet for den lidt mindre ringe Milan Baros til Aston Villa. Efter en nogenlunde start i Aston Villa, men også lidt af en injury prone, blev John Carew erstattet af den mindst lige så ufarlige Emilie Ivanhoe Bruno Heskey, Sidenhen er det blevet mindre med spilletid. Og rygtet vil vide at Carew er blevet opgraderet til FLÆSKE-Carew. Ser man på starten af hans karriere til nu kan man godt begynde og tro, at Carew ligesom mange andre farvede er 45 år i virkeligheden.

Mon Ari Gold kan sælge den?

3. Roy Makaay 7.0 på Conte-skalaen

Vi har alle dage haft et meget anstrengt forhold til hollændere og i særdeleshed til de nederlandske angribere. Ruuuuuud van Nistelrooy ville være en stærk kandidat til denne liste, men kampe for grande HAA ESS FAU trækker naturligvis i den positive retning. Når nu tyskerne, ifølge LODDAR, gassede og bombede halvdelen af Holland væk, så var der vist kun mutanter tilbage. Deriblandt Roy Makaay

Grim som få, Roy Makaay bryder allerede igennem i midt-90’erne for Vitesse, og bliver betegnet som et af Europas helt store talenter. Meget bemærkelsesværdigt bliver det Tenerife der trods gode angrebstraditioner med Juan Antonio Pizzi, Juanele og Meho Kodro løber med Roy Makaay og hans minimum ligeså brandvarme holdkammerart Ferdinand Vierklau.

Efter Tenerife stank ned i Atlanterhavet skiftede Makaay med europas største næse, til Galicien og Deportivo La Coruna hvor det blev til en del mål sammen med forskellige makkere som Turu Flores, Diego Tristan og samtidig gjorde GRANDE Pauleta overflødig.

Makaay nåede endda og blive topscorer i la liga. Never-the-less var han altid nummer 2 eller 3 i det hollandske hierarki og derfor kan han for nogle danskere være forholdsvis ukendt.

Karl-Heinz Rummenigge og co havde dog fået øje på den acne-hærgede målnæse og på fem år nåede Roy Makaay 100 mål for Bayern München, og fik øgenavnet Das Phantom, et lidt upassende navn. Prøv med Freddie Krueger. Krueger er i det mindste tysk. Tyskerne havde dog brug for fornyelse efter en skuffende sæson, og hvor tonstunge Luca Toni og polakken Miroslav Klose bankede på. Makaay tog herefter til pensionistbold i Feyenoord. Hvor han også sluttede en karriere der formentlig kunne have været meget større hvis han for det første ikke var tudegrim og for det andet havde prøvet sig af i en virkelig storklub som ikke ligger i Tyskland.

2. Hakan Sükür 8.0 på Conte-skalaen.

Tyren fra Bosphorus Hakan Sükür er en lang lidelseshistorie om en spiller med et meget begrænset talent der får en meget lang karriere med alt for meget opmærksomhed. En del af skylden kan tilskrives Sepp Piontek som giver hans landsholddebut mens Sükür stadigvæk spiller for bondeklubben Bursaspor tilbage i 1992. Siden da et helt fantastisk flop i 1995 i Torino, hvor han burde være død og begravet i en serie C klub. Men her begynder Sükürs andet ophold i Galatasaray under først den eminente dårlig evaluator Graeme Souness, der for evigt vil være manden der købte Scott Minto til Benfica, og siden føromtalte elendige Fatih Terim.

00’erne starter med at Sükür ødelægger UEFA finalen og Rådhuspladen. Ligesom den fatale Rüstü Recber tror Sükür igen for meget på sit talent og får hurtigt en trio af knap så gode ophold i henholdsvis Inter, Parma og Blackburn, inden han som den landsbykonge han er vender tilbage til sit 3. Ophold i Galatasaray. Havde Sükür nu været en rigtig fin fyr, så havde han i det mindste spillet for Besiktas. Vi håber lidt at Sükür vil være den sidste af den type angribere der med et minimum af fodboldmæssige og sproglige egenskaber får tiltusket sig så meget hype og opmærksomhed. Det minder os om en dansk, rødhårede udgave der kun drak cola.

1. Kevin Kuranyi 10.0 på Conte-Skalaen.

Kevin Kuranyi er kendt af mange som DJ ALLIGATOR. 00’erne var et rigtig skidt år for tyske angribere. For det første er der ikke rigtig nogen af dem der er tysk, og for det andet så er de temmelig ringe. Vi nævner i flæng, fattigmands-Lacatussen Oliver Neuville, Thomas Brdaric, Lukas Poldolski, Benni Lauth, SKRUBTUDSEN Asamoah. Kuranyi er muligvis kongen over dem alle. Med et usædvanligt grisk sind, bryder han overraskende igennem på et ret godt Stuttgart hold sammen med søndagsspilleren Alexander Hleb og Phillip Lahm. Men efter få år i Stuttgart og et egentlig ikke-gennemført europæisk gennembrud skifter Kuranyi til Schalke og Cigar-Rudis kassekredit. Her er konkurrencen ikke stor med umuliusser som Ebbe Sand, Søren Larsen, TUDSE og Mike Hanke. Og her opnår Kuranyi det unikke at spille Schalke endnu mere fast som et hold, der altid vil være evig to’er. Nok fordi at hans spildprocent ligger på niveau med Bobby Zamora og Darren Bents hvis (manglende) spilkvaliteter ikke er ulig Kuranyi’s. Joachim Löw er en klog mand, og droppede endelig Kuranyi i landsholdsammenhæng. Kuranyi burde have spillet op for Panama, men så havde Julio Cesar Dely Valdes nok stadig kunne slå ham af. Efter kontraktudløb i sommers og hvor Kranyi nok ventede en stor kontrakt i udlandet, måtte hans nøjes med de sorteste blodpenge hos Dinamo Moskva, hvilket også passer hans personlighed og talent fint. Ligesom den ÆGTE DJ Alligator er Rusland nok landet hvor afsætningsmulighed og chance for succes er størst.

Dario Silva og Kevin Kuranyi skulle have byttet plads hos karma.

Drengen der gerne ville være sort. 2. December.

”Så du målene?”

”Næ, men jeg så resultatet på tekst-tv i morges. Jeg faldt i søvn efter de fucking lektier, mand”

”Super Mario. Har du kuponen?”

”Ja ja, her i min inderlomme, hvad gør vi med pengene?”

”Spiller for dem igen. ”

”Find den lige frem, jeg har glemt oddsne”

”Okay, okay”

”Fuck, jeg kom til at spille den forkerte kamp”

”Fuck, hvilken en?”

”Atletico Madrid”

”Hvad endte den?”

”Aner det ikke.”

”Jeg finder lige ud af det.”

”Skynd dig jeg fryser”

”Jeg ringer lige til Isaak”

”Vidste du godt, at han ikke skal konfirmeres?”

”Hvad så, det skal jeg da heller ikke.”

”Nej nej, men det er fordi han er jøde”

”Isaak, hvad blev atletico?”

”Ja, Madrid.”

”Fuck, men tak Isaak”

”Hvad?”

”De tabte.”

”Fuck, til hvem? Et eller andet græsk hold”

”Du skylder mig penge?”

”What hvorfor? Fordi det var dig der satte krydset”

”Fuck dig, Marcus”

”Se, Sean bliver kørt i skole i dag af hans far.”

”Har de fået ny bil igen?”

Seans far Brian var kendt på hele skolen. Ikke fordi han var mere velhavende end andre, eller fordi han var specielt kendt. Men fordi han var blevet dømt for insiderhandel, og det havde nået side 4 af Børsen. Hans formue var baseret på ejendomsspekulation, hurtigt voksende Internet-virksomheder og en ikke-bekræftet avishistorie om ejerskab af Københavns næststørste escortbureau. Anton som, ikke havde set sin far i egen erindring havde altid levet sammen med sin mor og de daglige besøg fra Trisse, havde altid været misundelig på Sean fordi han så op til Brian. Brian Andersen-Guldkjær havde en afbleget tot i håret, gik i marineblå Ralph Lauren dyne-vest og hed oprindelig Brian Andersen og var fra Herlev, og havde et uddannelsesresume som talte en elevplads hos Kommune-Data. Under gulddagene i 80’erne havde han skabt kontakt med nogle flamboyante mennesker på Café Victor, hvor han var weekendafløser som bartender. Hvor pengene senere er kommet fra ved de færreste.

Da Anton kommer hjem fra skole er Trisse allerede kommet.

”Hej Anton, har du haft en god dag?”

”Jaja”

”Ja ja? Hvorfor surmuler du?”

”Fordi vi oddsede i går, Marcus og jeg”

”Og så fuckede jeg det up, og kom til at spille på den forkerte kamp”

”Nå det var ærgerligt”

”Skal man ikke være 18 for at spille?”

”Det ved jeg ikke, Yusuf siger ikke noget”

”Hvad læser du, Trisse?”

”Goethe, Faust”

”Er den spændende?”

”Ja, men jeg får den aldrig læst færdig, jeg synes jeg skal nå så mange ting.”

”Jeg skal også søge studiejob og alt muligt”

”Får du ikke penge af mor? ”

”Jeg skal ud og danse senere, jeg har lagt nogle penge fra kuverten, så du kan løbe ned efter en pizza senere”

”Kommer du sent hjem”

”Måske, jeg skal mødes med en ven senere”

”En kæreste”

”Nej fjollede, hvert fald ikke endnu, husk du skal til indendørs fodbold i morgen, og du skal lave dine lektier. Hvad har du for?”

”En dum bog, om en der hedder Thomas og hans ven”

- Får Trisse penge af Antons mor?

- Bliver Trisse nogensinde færdig med Faust?

- Skylder Anton Marcus 20 kroner eller 20 X 1,16?

Følg med i morgen til endnu et afsnit.

Så er her Conte/Nestor-skalaens forsøg på en julekalender. Vi vil forsøge at skrive afsnittene dag for dag. Så kvalitet og længde vil variere. I realismens navn har vores hovedperson jo ikke 24 lige spændende dage (og det hjælper de dovne forfattere). Selvom Peters Jul var lige spændende.

Husk, det er en fiktiv julekalender der handler om børn, og ikke en børnejulekalender. I øvrigt har i selv som læsere mulighed for selv at komme med inputs til handlingen selvom handlingspunkt A til B er færdigt. Kom med forslag på vores facebookside.

”Jamensen-ehm han er min yndlingsspiller, så fuck dig Sean. Bare fuck på dig, seriøst”

”Ha ha, Anton. Han ligner jo en tudse.”

Anton la Cour holder med Manchester City. Og det har han gjort i halvandet år. Hans 12 centimeter højere nemesis og klassekammerat Sean kalder Manchester City for et købehold. Sean holder ligesom resten af hans familie med Manchester United. Seans familie er rig, og Sean har været i Manchester en masse gange med sin far. Anton har aldrig været i Manchester.

Antons bedste ven Marcus synes også at Manchester City er et sublimt valg. Fordi Marcus’ 10 år ældre storebror Nicolaj har godkendt valget. ”Rigtige kunstnere holder med City, Marcus”

Nicolajs bror spiller musik, og er ifølge Marcus meget tæt på at få en pladekontrakt og flytter snart til London. Det glæder Marcus sig til, for som han selv siger: ”Så kan jeg komme ind og se Chelsea så tit jeg vil”. Anton og Marcus har er blevet enige om, efter en længere diskussion, at Carlos Tevez er den sejeste af Manchester Citys spillere.

Anton, Marcus og Sean går alle i 7. Klasse på Ingrid Jespersens grundskole i Nordre Frihavnsgade. Og i dansktimen chatter Anton og Marcus løs.

”Anton, David silva er j drs bedste spiller”

”Sys du?”

”jajaja, han er sygt god”

”Adebayor er færdi”

”han ryger snart til Chelsea hahahah”

”men Tevez er hellere ikke min yndlingsspiller mere”

”hvem så?”

”det ved jeg ikke helt”

”men, kommer du ikke hen til mig i aften min mor er ikke hjemme”

”ja, der kommer dagns mand, mon der er de dr bøsser igen?”

”Måske, for resten er Trisse der”

”hallo, har du stadig babysitter?”

”Hun er ikke min babysitter længere, hun kommer bare og hjælper min mor”

Anton bor nede i Sølvgade og Marcus bor i Århusgade. Men de følges hjem til Anton sammen.

”Fuck Marcus, de spiller sgu da i aften!”

”Hvem?”

”City”

”Ej hvad gør vi så?”

”Ved det ikke, men lad os på i kiosken og købe nogle chips”

”Den giver kun 1.16 igen! De vinder helt sikkert.”

”Ja, lad os spille en tyver nede hos Yusuf”

”Tror du de sparer Tevez ?”

”Måske”

”Sour cream eller osterejer ?”

”Ej, hvor er du klam”

”Sour cream”

”Orv, tjek lige de vandpiber ud. Jeg har lige arvet en fra min bror”

”Er det ikke farligt, Marcus?”

”Nej nej”

”Jeg kan hente den, så gør vi det i aften”

”Det kan vi ikke, Trisse er der”

”Fuck, jeg gider fucking ikke være hjemme hos dig så”

”Kom nu bare mand”

Efter besøget hos Yusuf nede i Øster Farimagsgade går drengene hjem til Anton.

Drengene går altid på listefødder når de nærmere sig Antons lejlighed fordi den ligger et par etager ovenpå en tyrkisk klub.

Efter en lang tur i sneen når de endelig frem ind i opgangen.

”Fuck, hvor jeg træt af at du ikke har nogen cykel, Anton!”

”Jamen, min mor siger hun ikke har råd.”

”Du har da en Playstation 3 og alt muligt”

”Joeh.”

”Haalllo”

Der er tomt i lejligheden.

”Nå, er du sulten, skal vi ikke koge noget pasta, Trisse rydder bare op”

”Yes, men først FIFA”

Anton sætter vand over, og de går ind på hans værelse. Antons værelse er ikke helt ajour, og Marcus har aldrig forsømt muligheden for at kommentere det. Blandt andet hænger der en presset Liverpool-trøje på væggen med Daniel Aggers #5 og autograf på væggen.

”Du ved Jakob, han spiller PES”

”Pis? Jakob hvem?”

”Nej PES, det andet spil, der hvor spillerne har sådan nogle klamme navne. Og dét Jakob fra parallel”

”Han er også en idiot, men han har vist kysset med Izabella”

”HVAD!?!” udbryder Anton

Inden Marcus får uddybet hører de larmen fra køkkenet, pastavandet er kogt over.

”For helvede”

I det samme åbnes hoveddøren. Det er Trisse.

”Ej hvad fanden laver i drenge?”

”Pasta”

”Undskyld Trisse”

”Hmm, jeg skal nok ordne det, er i sultne? Hej Anton” siger Trisse og giver Anton en varm kram.

”Ej du lugter”

”Ja, jeg har lige været over at danse, det ved du godt jeg gør hver onsdag”

”Jeg tager et bad bagefter jeg har ryddet op efter jer møgunger”

”Hvor er mor?”

”Det ved jeg ikke, jeg fik bare en sms”

Trisse var 23 år, og dansede for sjov stadigvæk nede i dansestudiet nede i Øster Farimagsgade. Hun læste litteraturvidenskab på Universitet, og passede ofte Anton fordi hendes mor og Antons mor var gamle veninder fra det kongelige. For ulejligheden havde Trisse faktisk et lille kammer med seng i lejligheden.

”Hvad vil i have og spise i aften?”

”Hvad er klokken?”

”Fem”

”Ved det ikke, ta-ke-a-wa-y?”

”Hmm, det er den første, jeg kigger lige og ser om din mor har lagt penge i kuverten”

”Yes, sticks og sushi?”

”Jaeh!”

”Anton, har du i øvrigt lektier for?”

”Måske”

”De skal laves”

”Jamen mig og Marcus skal se fodbold”

”Niks. Ingen fodbold før lektier, Hvad har du for?”

”En dum bog, og lidt engelsk”

”Så er der ingen fodbold”

”Hvorfor ? Du er ikke min mor”

”Anton, du er ikke engang i stand til at koge pasta.”

”Nå men så stikker jeg også hjem, ses Anton”

”Ej fuck man, ses i morgen”

- Holder Anton og Marcus’ 1.16 hjem?

- Laver Anton aldrig lektier?

- Hvor er Antons mor?

Følg med i morgen til endnu et afsnit.