Så bredte nyheden om chesterprojekt.dk som en løbeild i DK og resten af verden.
Min mailbox er lagt ned af nye henvendelser, og telefonen har kimet siden jeg stod op: Politiken, JP, Ekstra Bladet, BT, DR , TV2 - ja alle medier har ringet eller skrevet idag. Jeg har talt meget med TV2, og de rejser muligvis med til Chester i weekenden og dækker turen, og spreder nyheden om vores projekt i den bedste sendetid. Jeg har lavet et radiointerview idag med DR, og skal i morgen lave nogle interviews med engelske stationer.
Så langt så godt - og uden jer allesammen i forum’et var det aldrig nået så langt!!
Men: Jeg er blevet orienteret om lidt “uro” i forum’et: Folk er begyndt at “øffe” lidt over forskellige ting, så nu maner jeg lige ALT til jorden:
- ingen er mere end andre i vores projekt. Jeg har været tvunget til at lave nogle midlertidige udvalg (forretnings + PR), da dette projekt løber afsted med 200 km/t, og jeg er på 24/7 men kan alligevel ikke nå alting. Og ingen er dømt hverken ude eller inde!! ALLE som har skrevet til mig de sidste 3 uger er blevet budt varmt velkommen med deres kompetancer, og alle er stadig velkomne. Fx kan jeg sige at jeg synes vi skal have hhv. et festudvalg (vi er 300+ personer; vi skal have en julefrokost + sommerfest) samt et fodboldudvalg (vi skal da have en fodboldturnering både ude og inde med alle de bold-gale folk). ALLE der har lyst til at være med i et af disse udvalg kan skrive til kent@chesterprojekt.dk, som samler alle navnene sammen indtil generalforsamlingen. Vil du være med - alle initiativer er velkomne!!
- lad nu være med at begynde at få konspirationsteorier om stemmerne på generalforsamlingen. Muligvis kender nogen hinanden (jeg kender KUN min hustru - alle andre har jeg kun mødt på nettet via dette projekt), men der skal altså stadig over 150 stemmer til et flertal - så vær nu lidt flinke og bevar den gode tone.
- på vores hjemmeside har vi tidl. nævnt, at alle anpartshavere fik gratis entré til alle hjemmekampe. Det blev vi nødt til at fjerne af økonomiske årsager: De engelske fans regnede nemlig lynhurtigt ud, at de kunne spare mange penge på sæsonkort i fremtiden ved blot at købe en anpart til 1000 kroner ( og på den måde kunne de komme gratis til fodbold for altid) - og samtidig ville hele vores entré-grundlag forsvinde. Derfor valgte vi at fjerne dette afsnit fra hjemmesiden idag - vi bukkede absolut IKKE under for nogen, vi gjorde det af ren og skær fornuft!! I skal nok komme gratis ind bare rolig; den tager vi på generalforsamlingen!
- den engelske advokat er IKKE en af Vaughans folk; det er totalt uhørt at tale om det! Han er blevet anbefalet at vores tidligere radvokat i Kbh, som er private venner med ham - han varetager KUN vores interesse. Jeg kan fortælle at han bestrider nogle bestyrelsesposter for bl.a. den danske regering, så skal vi ikke bare have 110% tiltro til en mand, som har stillet sine services gratis til rådighed for os!!!
- Stephen Vaughans lån tager advokaterne sig af. Det er ca. 4 millioner, og hele forhandlingen med klubben kommer faktisk kun til at dreje som en ting, da alle andre gældsposter er utroligt små: Nemlig indfrielsen af hans lån. Han går naturligvis til forhandlingerne for at få lånet indfriet til kurs 100 - vores udspil er kurs 0 (nul). Så må vi se hvad forhandlingerne byder (hvis vi trumfer kurs 5 igennem, skal han have 5% - i alt 200.000 kroner) - men lad os nu holde fokus og få vores organisation op at stå den 6. og i øvrigt primært få rejst de 500.000 kroner i sikkerhed først!!!
- De engelske fans har været lidt små-sure idag; den ER lukket igen: Der var ganske enkelt tale om en fejl-oversættelse. Vi har givet udtryk for at de er med os 100% på sidelinjen, men det er blevet skrevet/oversat som om de står bag os i vores forretningsmodel. Sådan sker der nogle gange - enkelte ord kan ændre en helt sætning. Lad os begrave den der; de engelske fans er ok igen, og vi skal mødes med deres bestyrelse på lørdag.
Generelt synes jeg vi skal være SUPER stolte af os selv, og den måde vi alle sammen bidrager til projektet. Jeg ser helst at min. 50% af alle som køber en anpart er involveret aktivt, på den ene eller anden måde. Det er ALLES projekt.
En sidste ting: Den norske gruppe investorer knækkede halsen på at kalde sig Chesterfans - englænderne mente at det var falskt og forlorent ; skal vi ikke blive enige om at alle vi i chesterprojekt.dk er fans af engelsk fodbold generelt, og igennem dette projekt lærer at blive 100% dedikerede Chester-fans!
Jeg vil igen mane til en rolig og positiv stemning herinde; vi har klaret det så super flot hidtil, så lad os klapppe os selv på skulderen og fortsætte det.
Tirsdags-hilsener
Palle
PS: Skriv kun til mig hvis det er 100% nødvendigt - jeg drukner i mails og vil jo gerne svare alle personligt 